Terrasse med udsigt
Fiskehandlen skifter allerede den 1. november navn til Bornholm Fiskehandel og Delikatesse og åbner fem dage efter, onsdag den 6. november. I første omgang med bornholmske delikatesser og fisk, men om kort tid også med en tilføjelse i form af en ny stor træterrasse ud mod havnen. Her vil man i fremtiden kunne indtage en let ret a la Fish & Chips, når vejret er til det.
– Vi fjerner de røde fiskekasser, der står der nu, og laver en terrasse, så du kan sidde der og nyde et glas vin og kigge ud over vandet. Det har vi fået tilladelse til af Rønne Havn, som ejer arealet. Vi får formentlig også mulighed for at bygge til, men det har vi ikke taget stilling til endnu, siger Johan Juncker.
Han er varsom med at fare for hurtigt frem med nye tiltag.
– Vi kører videre som det er nu. Vi vil gerne se, hvordan det fungerer, inden vi laver om. Det kan jo være, der er nogle tanker som ikke giver mening, som det er nu, men som giver mening, når Mathias står dernede selv. Så vi bruger de næste to måneder til at finde ud af hvad der fungerer og ikke fungerer. Og så holder vi lukket i januar, ligesom Jørn Ole og Mona altid har gjort, og laver det, der skal laves.