Butikschef Emilie Gertsen er glad, da Tidende kigger forbi over middag torsdag i Name It, den helt nyåbnede butik ved rulletrappen i Snellemark Centret i Rønne.
Torsdag klokken 8 kunne hun og det øvrige personale slå dørene op til butikken, og hun stråler alene ved tanken om, hvordan arbejdsdagen tog sin begyndelse.
– Vi mødte ind til en dejligt lang kø på en 50-60 kunder, som strakte sig hele vejen ned til Snoir, og som var klar til at shoppe, når vi slog dørene op, siger hun med reference til tøjbutikken længere henne på etagen.
– Så det var en rigtig stor og dejlig opbakning. Vi havde et åbningstilbud til de første kunder, som fik 50 procent i rabat. Simone, som er salgsassistent, og jeg gik ned langs åbningskøen og delte et guldkort ud til hver af de første 20, og så kunne de aflevere det i kassen, når de skulle betale deres varer.