Her holdt kongen og adelen til: Alting har sin egen rytme på et af øens største landbrug

Man burde bo i naturen, hvis man vil bestemme over den, mener landmanden Lennart Westh, der driver et af øens store landbrug, og undrer sig over, at de ivrigste naturforkæmpere lader til at bo i byerne. Men selv har han fået succes ved at have klare forventninger til sine medarbejdere og søge efter smarte løsninger.

Bag om virksomheden

I en portrætserie sætter Tidende fokus på de bornholmske erhvervsfyrtårne. I dag viser landmand Lennart Westh rundt på Simblegård i Klemensker, hvor han driver et af øens store landbrug.

Labradoren Oda lunter hjemmevant rundt på gårdspladsen efter Lennart Westh, der er en af øens store landmænd. Alt ånder fred og ro her i Klemensker, hvor den store gård Simblegård ligger uforstyrret omgivet af marker og skov. Men selvom høsten for længst er i lade, er der nok at se til, for gårdejeren og hans seks medarbejdere, som dagligt bevæger sig rundt i og omkring de store moderne anlæg og stalde, der ligesom et nyt stuehus ligger omkring en stor brostensbelagt gårdsplads. Kun brostenene virker rigtig gamle. Men faktisk har stedet sin helt egen stolte historie.

– For i sin tid var det den danske konge, der i 1658 forærede gården til Michael Eckstein, der havde befriet bornholmere og løste det svenske bånd, og som tak af kongen fik han Simblegård. Og tidligere brugte kongen og adlen også Simblegård til bolig for koner og børn, da Hammershus var blevet for dårlig at bo på, forklarer Lennarth West og peger på en stentavle i væggen foran indgangen til gårdspladsen. Men selv for 20 år siden flyttede han ind på gården midt i en sorg.

– Min far var begyndt at ringe til mig for at spørge om, hvornår jeg kom hjem og overtog gården. Han var 62 år og syntes, at han havde arbejdet det, han skulle. Min farbror og min far havde drevet landbrug sammen hele livet. Tilsammen havde de to store gårde i Rutsker og ejede blandt andet også Simblegård her, og i 1990’erne startede de et aktieselskab med tre af deres medarbejdere. To af dem faldt fra, så nu havde de kun én partner tilbage. På det tidspunkt boede jeg i Jylland, men til sidst gav jeg mig, smiler han.

Lennart Westh og hunden Oda viser videre rundt på gården. Foto: Jacob Jepsen

Svær opstart

Generationsskiftet var allerede planlagt, så Lennart skulle overtage farbrorens rolle, mens faderen skulle gå ned på halv tid.

– Det var meningen, at min kone og jeg skulle flytte ind i mit barndomshjem i Rutsker, mens min mor og far så skulle flytte ind i det nybyggede stuehus her på Simblegård, som familien også ejede, fortæller han.

– Men min far døde ugen før, at de skulle flytte. Min mor havde ikke nået at pakke noget sammen endnu, og nu havde hun slet ikke lyst til at flytte, så det endte med, at min hustru og jeg flyttede ind her den 1. januar 2003. Og vi fandt hurtigt ud af, at vi befandt os rigtig godt her i de naturskønne omgivelser, hvor vi har 20 hektar skov.

Samtidig fik Lennart Westh også det øverste ansvar for hele aktieselskabet, der både rummede to gårde i Rutsker og Simblegård. Lennart Westh kastede sig derfor først ind i samarbejdet med den tilbageværende partner, men efter tre år endte de med at dele virksomheden op.

– For mig var det sværeste de første år, efter jeg vendte hjem. Jeg fik jo mildt sagt en anden start, end jeg havde regnet med. Min far var død, og han havde et helt livs erfaring med at drive det landbrug, som det var meningen, jeg skulle overtage, og han skulle have været som en hjælp i begyndelsen. Jeg var ung og uerfaren, men pludselig havde jeg ansvaret for en hel virksomhed. Jeg overtog jo en bedrift, hvor vi dengang havde 12 ansatte på det store fællesskab. Mange gange var jeg i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe tingene an, og jeg kunne jo ikke længere spørge min far.

De første par år var det også svært at få økonomien til at hænge ordentlig sammen.

– Vi arbejdede for meget og tjente for lidt. Og jeg var ikke enig med min partner om, hvilken retning vi skulle gå, så det endte med, at vi splittede virksomheden op. For vi kunne ikke have 12 medarbejdere, hvis vi ikke vidste, hvor vi skulle hen.

I dag har Lennart Westh købt et par andre gårde og ejer nu godt 500 hektar land, forpagter en smule og har to forskellige aktieselskaber – et til markerne og et til svinestaldene. Bundlinjen ser bedre ud i dag for ham, mens han nu omsætter for 30 millioner kroner om året.

Til Lolland og Holland

Lennart Westh og hunden Oda viser videre rundt på gården og ind i en lagerbygning, hvor afgrøderne ligger i enorme bjerge af korn og frø.

– Her har vi en del af vores opbevaring af afgrøderne. Det her er for eksempel græsfrø, siger han og peger på en brun kæmpebunke.

– Det er italiensk rajgræs. Det er græs, jeg har sået og så går det i frø, hvis det vokser længe nok. Men det bliver opbevaret her.

Ved siden af ligger et gyldent bjerg af hvede. Det er til grisene, forklarer han.

– Vi dyrker primært korn, der går til grisene. Og derudover har jeg lidt bladbede til babysalater, og så dyrker vi raps til olieproduktion og græsfrø og spinatfrø, siger han og tager en håndfuld fra en tredje kæmpedynge af små runde frø, der kunne minde om peberkorn. Men det er nu spinatfrø, forsikrer han.

– Min kone plejer at få en håndfuld spinatfrø til haven. Danmark er faktisk verdens største producent af spinatfrø, så jeg dyrker kun frøene, og så sælger jeg det til et frøfirma, der ligger på Lolland, der så sælger det videre til Holland. I Holland sår de hver uge. De høster hele tiden, så det er frisk spinat, så de har marker, der ikke laver andet. De har en hel industri. Det er maskiner, der laver det hele, høster, vasker det og putter det i poser.

Hvad vil du sige til dem, der mener, at det er skidt for klimaet at fragte det til Holland?

– Det vil selvfølgelig være bedst at producere det hele i Danmark, men vores klima sætter visse begrænsninger. I Holland har man også et godt klima til at dyrke spinatblade, så det bliver billigt og effektivt nok til, at man kan købe en pose til 15 kroner i Netto. Hvis jeg skulle have lavet den og stået og håndplukket det hele, ville det måske koste 75 kroner at købe sådan en pose, og det er der jo ingen, der vil give.

Alt ånder fred og ro i Klemensker, hvor den store gård Simblegård ligger uforstyrret omgivet af marker og skov. Foto: Jacob Jepsen

Mere fleksibilitet

Selv prøver han alligevel at dyrke sine frø så effektivt som muligt.

– Jeg vil gerne have det ned på fem grader herinde, for under fem grader kan der ikke gå biller og andre utøj i det. Det er jo levende mekanismer, så man skal jo passe på det.

Der er to mænd ansat fast i marken til at passe de 500 hektar. En af dem er Rasmus Kofod, der startede på gården som elev, men siden kom tilbage og nu har ansvaret for marken og maskinerne, når Lennart Westh ikke selv er der. Og det er Rasmus Kofod godt tilfreds med.

– Meget af tiden går med maskinkørsel i sæsonerne og så vedligeholdelse om vinteren, hvor vi tager maskinerne ind en ad gangen og går dem efter om vinteren, fortæller den tidligere elev, der stadig har nok at se til, selvom høstsæsonen er ovre. Og det har også sine fordele at arbejde på en stor bedrift, forklarer han.

– Fordelen ved at være et stort sted er, at der er lidt mere fleksibilitet. Havde man kun været landmanden og mig for eksempel, så ville vi være meget afhængige af at skulle være der hele tiden. Her er der mulighed for at holde ferier, og hvis vi skal noget, så planlægger vi os bare ud af det, smiler medarbejderen.

Rasmus Kofod startede på gården som elev, men har nu ansvaret for marken og maskinerne, når Lennart Westh ikke selv er der. Foto: Jacob Jepsen

Lennart Westh forklarer, at alting har sin egen rytme på en gård, men der er selvfølgelig mest travlt i de såkaldte sæsoner.

– Der er forårssæsonen omkring påske, hvor vi sår. Så er der høsten i august. Og så er der såning midt i september. Og Rasmus har ansvaret for al rullende materiel. Hvis der er noget galt med traktoren, så spørger jeg Rasmus, hvad vi gør, siger gårdejeren, der ser det som en god historie, at hans gamle elev er vendt hjem til gården.

– I vores branche kan man mangle arbejdskraft, så vi har også et ansvar for at være med til at uddanne folk, ellers løber man tør. Vi har næsten en elev hvert år. På lønningssedlen har jeg faktisk to elever lige nu. Men den ene går på skole lige nu.

Den nuværende elev på gården går både til hånde i marken og i svinestaldene, hvor Lennart Westh også har to faste ansatte, så de kan afløse hinanden i de tre store stalde, der hører til bedriften. Og derudover har han også en håndværker ansat, fordi der altid er noget, der skal fikses på sådan en stor bedrift.

En forbedret fodboldtræner

Arbejdsdagen begynder klokken syv, og om torsdagen serverer Lennart Westh også rundstykker for sine seks ansatte, mens de gennemgår ugens planer og gøremål.

– Den første halve time er til social hygge og snak. Og så taler vi om, hvad vi skal nå inden weekenden, og vi kan også se ind i næste uge med griseleverancer og andre faste opgaver. Torsdagsmøderne bruger vi også på at dække hinanden ind, hvis nogen skal have fri, siger gårdejeren, der selv nyder at holde fri i weekenden, når han kan.

– Jeg er med, når vi skal noget på marken, men ellers kan jeg godt holde weekend, hvis jeg skal noget. Når det er sæsoner, er jeg som regel altid med på en maskine. For jeg vil gerne se, hvad der sker, siger Lennart West, der som regel kun betjener mejetærskeren, når Rasmus skal have fri. Ellers kører Lennart Westh helst kornvognen, så han kan tale i telefonen eller holde og vente, mens Rasmus fylder. – Men jeg er med og se, hvad der sker. Og så har jeg næsten alt kontorarbejdet. Min mor sidder stadig og bogfører for mig, og Rasmus hjælper mig med lønsedlerne, så han tager også lidt af kontorarbejdet, men det er mig, der godkender alle regninger og laver alle aftaler om, hvad vi skal have investeret.

I år har han for eksempel købt gårdens tredje solcelleanlæg, der skal op inden jul.

– Jeg prøver at komme ud i stalden en gang om ugen. Der er en masse småting, og så prøver jeg at hjælpe lidt til. Men som leder er det vigtigt for mig at have nogle dygtige og gode medarbejdere omkring mig, fordi de giver mig sparring og energi, fordi de hele tiden giver mig modspil. Jeg er lederen, men jeg har hele tiden en pingpong med dem. Vi har en stak opgaver, vi skal have løst, men det er ikke mig, der gør det, siger han og uddyber med et velkendt billede fra sportens verden.

– Jeg er ligesom en fodboldtræner, der skal sætte holdet, og det skal være et godt hold med den bedste angriber, forsvarsspiller og målmand. Og der er det min opgave at få fordelt opgaverne ved at se, hvem der har talent for hvad. Det tror jeg, at jeg lykkes rimelig godt med. Jeg stiller krav til mine medarbejdere, men jeg er også blevet bedre til at rose dem. Det har min kone lært mig, griner han og tilføjer:

– Jeg var ikke god til det i starten. Men jeg tror også, at jeg selv har udviklet mig de seneste 20 år, hvor jeg også tror, at alle har fået mere fokus på det. Jeg kommer ikke og klapper ad dem, hver gang de løser en opgave af sig selv, men jeg prøver da at være anerkendende. Og det har jeg måttet øve mig på. Det var jeg slet ikke god til, da jeg startede, men jeg er blevet mere blød med årene.

Tidligere kunne jeg også komme lidt hurtigere op i det røde felt, husker han.

– I dag prøver jeg at tælle til ti og gentænke situationen. Men da jeg startede virksomheden, var jeg måske også endnu mere fokuseret på, at vi skulle have nogle bedre tal på bundlinjen, så jeg ville gerne skabe en retning, hvor vi lykkedes med det, forklarer gårdejeren,

– Men jeg tror, at enhver virksomhed, der vil lykkes, skal stille krav og have klare forventninger til medarbejderne. Jeg stiller jo også krav til mig selv og min planlægning, så medarbejderne ikke får en masse spildtid, så det min vigtigste opgave at give dem nogle forhold, hvor de kan være effektive og trives med deres indsats. Hvis der hele tiden var rod eller manglede noget, så ville de jo skulle bruge deres dage på at få styr på tingene, så jeg er nødt til at sørge for, at der er struktur på tingene, så de kan få en struktureret arbejdsdag, siger han og vender tilbage til sportens verden.

– Som en fodboldtræner ved jeg godt, at intet hold vinder, hvis man ikke kan arbejde sammen, så jeg er også lydhør overfor deres ideer, men i sidste ende vil jeg forbeholde mig retten til at bestemme, hvilke ideer vi bruger.

Lennart Westh vil gerne være med til at gribe den grønne dagsorden. – Jeg er 100 procent afhængig af naturen og har ingen interesse i at ødelægge den, understreger han. Foto: Jacob Jepsen

Dygtige klimadukse

Den gensidige sparring gør arbejdet meget sjovere for alle parter, fordi tingene hele tingen bliver vendt, så de sammen finder de smarteste løsninger, siger Lennart Westh og viser i stadig trofast følgeskab med hunden gennem gårdspladsen over til den modsatte ende ejendommen, hvor der er udsigt til skoven bag to kæmpesiloer, som også bruges til opbevaring af afgrøder.

Længere fremme holder en lastbil ved siden de store svinestalde, hvor medarbejdere netop er ved at læsse grise.

– Vi laver 20.000 grise her om året, og så har jeg en stald i Nyker, hvor vi laver 12.000 og en lille en i Aarsballe, hvor vi laver 3.000, men den stopper vi med til næste år, fordi den er ved at være udslidt. Men vi laver omkring 33.000 grise om året til Danish Crown. Og næste år får vi Bornholmergrisen i stalden ude i Nyker. Der er lidt flere specialkrav, så hver enkelt gris får lidt mere plads. Men alle mine grise har det godt.

Ville de trods alt ikke have det bedre som økologiske grise?

Der er mange holdninger til dyrevelfærd og det er svært at vurdere. Det lyder jo dejligt for at gris at vælte sig frit rundt på markerne, og jeg forestiller mig da også, at de har det godt. Men en kold vinterdag vil jeg nu hellere være en gris i mine varme stalde, siger landmanden, der ikke giver meget for visse partier ønsker om at omlægge kødproduktionen til plantebaseret landbrug af hensyn til klimaet.

– Samlet set kan man vel sige, at vi landmænd gerne producerer det, som forbrugerne efterspørger og vil betale for. Jeg er da med på, at vi selv spiser lidt mindre kød i de rige lande, men på verdensplan tror jeg ikke på, at der bliver mindre efterspørgsel efter kød. Så snart levestandarden stiger i Asien, tror jeg ikke folk vil nøjes med ris. Så vil de have kød på bordet, og det kan vi lige så godt lade os danske landmænd producere, for vi er gode til det. Det, der belaster klimaet, er jo foderet, men vi forstår at gøre det mere effektivt og klimavenligt end mange andre lande. På mange måder er vi faktisk duksene i Danmark, og det har jeg det også fint med, men så skal vi også bare have lov til at producere fødevarer. Verden hænger jo sammen, så vi kan ikke lege, at vi bor i en osteklokke i Danmark.

Men flere partier har jo også sagt, at det er nødvendigt at revolutionere landbruget totalt, hvis vi vil være klimamæssigt fremgangsland?

– Ja, men som min gamle befalingsmand på sergentskolen sagde, så har uvidenhed aldrig forhindret folk i at udtale sig. Smag lige på den! Men nu kommer jeg jo selv til at lyde som en politiker, og så skulle jeg være gået ind i politik i stedet. Jeg håber bare, at politikerne laver nogle realistiske klimaaftaler, for hvis vi halverer vores klimaproduktion, så flytter den jo bare til udlandet. Og man tænker heller ikke over, at vi også bidrager positivt. Et flyselskab kan skrive, at de er CO2-neutrale, hvis de køber nok skov, men jeg har da 50 hektar skov, som optager en hel masse C02. Det skulle jeg da kunne regne med i mit CO2-regnskab, siger han, mens Oda begynder at bjæffe lidt uden at bekende politisk kulør.

Naturelskere på 3. sal

Selv vil han dog gerne være med til at gribe den grønne dagsorden.

– Vi har en grøn dagsorden, og den har vi gode muligheder for at være med til at levere på. Men udfordringen er, hvis de politikere, der bestemmer, ikke forstår det, så de får lavet nogle love, der ikke er smarte. For så er vi udfordret.

Må du så dreje nøglen om?

– Nej, det tænker jeg ikke. Men det kan blive tungt. Hvis man laver en eller anden dum lov, så er der 1.000 mennesker, der skal gå og kæmpe imod. Og hold nu op hvor kan man bruge meget energi på det i Danmark. Det betragter jeg igen som uvidenhed.

Men forstår du ikke dem, der gerne vil beskytte naturen?

– Det er da tankevækkende, at mange af dem, der råber højt om at beskytte naturen, slet ikke bor i den. Hvis man bor på 3. sal på Østerbro inde i København, forestiller jeg mig, at man har sværere ved at følge med i, hvad der reelt sker ude på landet. Jeg er 100 procent afhængig af naturen og har ingen interesse i at ødelægge den. Og hvis man er så glad for naturen, hvorfor bor man så inde på 3. sal? Man kunne have fået et hus midt i naturen i Jylland for den halve pris, siger landmanden med et glimt i øjet og fortsætter:

– Jeg drillede en fra Danmarks Naturfredningsforening og spurgte hende, hvor hun boede. Hun svarede Rønne, men så skulle hun jo bruge brændstof på at komme herud på landet. Hvis hun virkelig ville være grøn, skulle hun da bo på en ejendom, hvor hun kunne gå eller cykle ud i skoven. Men her bor jeg midt i naturen, siger han og ser mod skoven.

Stor frihed

Udover sine landbrugsmedarbejdere har Lennart Westh også en håndværker ansat, for der er altid noget, der skal ordnes på en gård. Og beliggenheden i naturen og variationen i jobbet er også det bedste ved det hele, synes han selv.

– Du spurgte, hvad der er skønnest ved at være landmand. Det er friheden. Det er dejligt at komme ud i naturen hver dag, smiler landmanden, der dog sommetider funderer over, hvad han ellers kunne være blevet.

– Skolelærer ville nok ikke være mig. Men jeg er god til tal, så jeg kunne nok godt være blevet revisor. Men jeg kunne simpelthen ikke tænke mig at køre ud på et kontor mandag morgen og vide, at jeg skulle sidde der 37 timer den uge. Det havde ikke interesseret mig. Og jeg synes også, at der er større variation i at være landmand end håndværker.

– Hvis jeg har gået og sat en gipsvæg op, kan jeg glæde mig til at lave noget bogligt den næste dag.

Sådan er hver dag forskellig som landmand, forklarer han.

– Jeg kan veksle mellem at være i naturen, lave kontorarbejde og praktiske opgaver. Jeg blander det sammen i en stor pærevælling. Og en rigtig god dag er, når jeg selv har fået lov til at lave lidt af det hele selv og kan se, at medarbejderne trives og også har haft en god dag, siger han, mens fuglene fløjter i baggrunden, og hunden Oda lunter videre efter sin ejer.

 

Lennart Westh

Født i 1975

Svineproducent og ejer af Simblegård, der har seks ansatte udover ham selv. Han er desuden næstformand i Bornholms Landbrug og Fødevarer og medlem af Peterskolens bestyrelse.

Gift med Lisa og sammen har de fire børn i alderen 9-17 år.