Her er reaktioner fra en grå dag i Østerlars: 'Det er møghamrende trist'

Her er reaktioner fra en grå dag i Østerlars: 'Det er møghamrende trist'
Elo Schiøtt bliver betjent ved kassen af Theodor Jensen. Foto: Holger Larsen
NYHED | ABONNENT | 19. FEB 2024 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
19. FEB 2024 • 19:00

Nyheden om brugsens lukning var ikke helt uventet, men det gjorde mandagen til en trist dag i Østerlars.

Mandag formiddag er det gråt i gråt på Bornholm, og måske er det specielt gråt i Østerlars efter meddelelsen om, at Dagli’Brugsen Østerlars lukker med udgangen af marts.

Elo Schiøttt, østerlarsbo siden 2006, har ikke hørt om lukningen, da han mandag formiddag er i brugsen for at købe blandt andet leverpostej og bananer:

– Det kommer ikke voldsomt overraskende. Det er svært for de små brugser.

– Jeg vil ikke pudse glorien og sige, at jeg kun handler i brugsen. Men jeg køber nok halvdelen af varerne her, siger han.

Hvad kommer det til at betyder for dig, at brugsen lukker?

– Jeg har en bil, så jeg kan køre til Netto i Aakirkeby. Jeg vil nok handle mere stort ind. Det bliver ikke det med lige at gå hen og købe nogle ting, man står og mangler. Så jeg må skrive den store huskeseddel. Det tror jeg bliver konsekvensen.

Hvad tror du, at det kommer til at betyde for Østerlars?

– Det er jo et minus. Det kan sammenlignes med Rutsker og Nyker. Falder huspriserne, fordi der ikke er nogen butik? Eller vænner folk sig til det?

Men det får ikke dig til at flytte fra byen?

– Nej, det gør det ikke, fastslår Elo Schiøtt.

Henning Nielsen, der er tidligere medlem af brugsens bestyrelse, siger, at brugsens tilbagegang startede for mange år siden. Foto: Holger Larsen


Trist for de ældre

Pia Andersen har boet som nabo til brugsen i 30 år:

– Det er trist og især for alle de ældre, der ikke kan gå herhen og handle. Det går ud over mange ting, både huspriser og hele samfundet. Så det er ikke så godt.

Lægger du alle dine indkøb her i brugsen?

– Nej, det gør jeg ikke. Man sparer, hvor man kan. Det tror jeg, de fleste gør. Hvis man er i Rønne, handler man der. Vi har nok desværre ikke handlet tilstrækkeligt ind i brugsen, og derfor må den lukke. Det er trist.

Hvad kommer det til at betyde for dig, at brugsen lukker?

– Jeg har jo en bil, så jeg skal nok klare mig. Det er mere de ældre, der får et problem.

– Det er meget trist, siger Pia Andersen.

Jeanne Ingemasson er en trofast kunde i Dagli’Brugsen i Østerlars. Foto: Holger Larsen

En gennemfartsby

Jeanne Ingemasson giver brugsuddeler Asger Raasø Lautrup-Larsen et knus, da hun har betalt for sine indkøb.

– Det er møghamrende trist. Jeg bor på Stavsdalvej og arbejder på friskolen, og vi bruger brugsen dagligt til både små og store indkøb. Mangler jeg noget til frokosten, går jeg i brugsen.

– Det er en meget trist dag, siger hun

Hvad tror du, at lukningen kommer til at betyde for Østerlars?

– At det bliver en gennemfartsby. Jeg tror, det bliver et lidt trist samfund, hvor man mangler brugsen som et samlingspunkt.

Handler du også andre steder end i brugsen?

– Ja. Vi er en børnefamilie, hvor vi er seks i alt, så selvfølgelig er vi også tilbudsryttere. Det må jeg indrømme. Men vi køber meget her, siger Jeanne Ingemasson.

Det er nederen

Det er det store frikvarter på Friskolen Østerlars, og seks af de store elever har været i brugsen for at købe noget at spise og drikke.

– Det er nederen. Så kan jeg ikke gå herned og købe mad, siger en af drengene om lukningen, og de andre følger op:

– Jeg tror, at halvdelen af de store elever – fra 7. klasse og op – kommer her hver dag, og medarbejderne kommer her også.

– Vi kommer også efter skole, for bussen har jo stoppested lige udenfor brugsen, og om sommeren sidder vi tit ved bænkene eller går ned ved shelteren.

– Vi har gjort vores bedste for, at brugsen skulle overleve.

– Men der er ikke så mange penge i den her brugs. Overbygningen står i hvert fald for 50 procent af omsætningen, mener en af drengene.

Nabo til brugsen: Der er blevet kæmpet bravt

Jeanne Ingemasson og brugsuddeler Asger Raasø Lautrup-Larsen havde brug for et knus på en gråhversmandag med nyheden om brugsens lukning. Foto: Holger Larsen

Det er mange år siden, at det begyndte at gå tilbage, siger tidligere bestyrelsesmedlem i Dagli’ Brugsen i Østerlars.

Henning Nielsen på Gamlevældevej i Østerlars er en af de nærmeste naboer til Dagli’ Brugsen i Østerlars. Han har siddet i både brugsens og borgerforeningens bestyrelse, og han er i dag formand for det lokale vandværk.

– Vi har boet her siden 1979, da Kaas Hansen var uddeler (1971-1994). Det var en driftig brugs, hvor der var overskud. Det var det også i mange år under Hans Jørn Munch (1994-2014), men i de sidste år med Munch som uddeler, begyndte man at kunne mærke, at det gik tilbage, og man måtte tære af kapitalen. Det var en rimeligt konsolideret brugs dengang, men hvis der skal være underskud hvert år, går det ikke i længden, siger Henning Nielsen.

– Jeg tror, at noget af problemet var, at man blev påduttet for mange varer af Coop, som man ikke kunne få solgt, tilføjer han.

– Brugsen fik et boost med Christa Jensen, der kom i 2014 med nogle nye ideer, og senere var Jørn-Ole Pedersen også et frisk pust. Men de kæmpede imod de samme ting. Når folk arbejder rundt omkring, køber de jo ind, før de kører hjem, siger Henning Nielsen.

– Der er blevet kæmpet bravt. Man har prøvet med nye initiativer og har samarbejdet med borgerforeningen om fastelavn og byfest, og foreningerne i Østerlars har været meget trofaste til at handle ind i brugsen, ligesom Friskolen Østerlars har gjort det, siger Henning Nielsen.

Samlingspunkt forsvinder

– Vi har været glade for brugsen og for at have den lige i nærheden. Vi handler deroppe, men nok ikke så meget som dem, der handler der mest. Hvis vi skal et eller andet i Rønne, tager man noget med hjem derfra. Det tror jeg, at alle gør, siger Henning Nielsen.

– Det skete, at gudhjemboer kom herop for at handle. For her er ikke det samme pres på om sommeren. Også nogle fra Østermarie, når de alligevel er på vej igennem byen.

– Med brugsen forsvinder et samlingspunkt. Indkøbsturen kan godt tage noget tid, for der står altid folk deroppe og snakker, siger Henning Nielsen

Hvad gør I fremover?

– Vi kommer nok til at handle i Østermarie og Gudhjem og så i Rønne, hvor vi har familie. Det bliver værst for de ældre, som troligt går til brugsen med deres rollator og handler. De må alliere sig med andre for at få købt ind, siger Henning Nielsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT