Hallegaard blev oprindeligt etableret af socialpædagogen Jørgen Toft Christensen, der flyttede til Bornholm i slutningen af 80erne med en drøm at gøre Bornholm selvforsynende med lokalt produceret kød og grøntsager. Mange har delt drømmen gennem årene, både lokale kødproducenter og privatpersoner, restauranter og hoteller. Flere har investeret egne penge i drømmen. I 2017 lykkedes det sågar for en gruppe Hallegaards-entusiaster at virkeliggøre drømmen om et slagtehus på Hallegaard.
I mellemtiden er Jørgen Hallegaard, som han kaldes i folkemunde, gået mere eller mindre på pension. Han solgte i 2021 det meste af virksomheden til August Lund, og ejer ifølge Tidendes oplysninger kun en del af slagtehuset i dag. Dette selskab kom sommeren 2022 i søgelyset på grund af dårlig økonomi. De 18 anpartshavere blev urolige, og en af dem sendte i juni måned en mail til August Lund, og spurgte, hvad planen egentlig var.
Samme dag svarede August Lund: "Kære alle, Vi prøver pt at handle resten af ejendommen. Jeg er meget i tvivl om hvad der er muligt økonomisk, umiddelbart er det min fornemmelse at slagtehuset er massivt tabsgivende og energipriser, timelønninger, generel inflation blot gør det endnu sværere".