Gang i den året rundt: 'Der skal nok ikke tælles timer'

Gang i den året rundt: 'Der skal nok ikke tælles timer'
Tilbage i 2022 var der særligt et tryk på Øens Pejsecenter og ejer, Peter Karlsen, da flere ville have en pejs eller brændeovn som supplement til øvrig opvarmning. Foto: Torben Østergaard Møller.
ERHVERV | 19. MAJ • 13:11
ERHVERV | 19. MAJ • 13:11

I de store inflations- og energikrise år var der rekordstore salg - det har stabiliseret sig igen, fortæller Peter Karlsen, der er ejer af Øens Pejsecenter.

Der skete rigtig meget de par år, hvor både inflationen og energipriserne bragede derudaf, hos Øens Pejsecenter.

Der var derfor mange, som så en pejs som et supplement til opvarmning i huset, når eksempel el og piller blev dyrere.

Helt sådan står det ikke til længere, men der stadig nok at tage fat i, fortæller Peter Karlsen, der er ejer af Øens Pejsecenter.

– Der har været godt gang i den. Der bliver solgt mange huse, og ofte skal der også sættes en ny brændeovn op, da den gamle skal fjernes, fortæller han med henvisning til 2003-reglen.

Den regel betyder, at køber man et hus med brændeovn eller pejs, som er produceret før 2003, så skal den udskiftes, når der sker et ejerskifte.

– Så der er et godt flow på - dog ikke helt så mange, som der var for et par år siden, hvor det slog rekord, siger Peter Karlsen.

Ovnemangel

At der er et godt flow i biksen, viser sig også i regnskabet, som virksomheden netop har offentliggjort. Her har virksomheden et overskud på 554.452 kroner efter skat, som er næsten det samme som i 2023 - og 250.000 kroner under 2022-resultatet.

Men i løbet af 2023 var det faktisk et problem at få ovne nok hjem - og de skulle bestilles tidligt.

– Der skulle jeg bestille ovne et halvt år frem i tiden, så i 2024 havde jeg faktisk mange ovne på lager. Derfor skulle det også bruges på at få reduceret lageret igen, siger han og fortsætter:

– Nu er det noget mere afdæmpet igen, og der er ingen problemer med at få ovne nu. Krigen påvirkede det i en periode, hvor folk blev paniske og skulle have en ovn. Det er noget mere roligt nu, hvor man ikke er så nervøs for, om strømmen ryger. Jeg ved nogenlunde nu, hvor mange ovne jeg sælger, så det er nemmere at købe hjem til - også når de selvfølgelig kan komme hurtigere.

Mange timers arbejde

I de seneste år er ovnene også blevet en smule dyrere på grund af nye krav, tilføjer Peter Karlsen, der også fortæller, at ovnene er blevet mere miljørigtige.

Og det er som regel i perioden fra september til december, at han har særligt travlt, hvor den nuværende periode er lidt mere stille og rolig.

– Men der er stadig nok at lave. Der er mange, der skal til at lave om i huset, og der er ovnene noget af det sidste, der skal ind - det er ofte op til sommerferien, så der er en del projekter. Nu her skal sommerhusene også til at afleveres til turisterne, så jeg keder mig ikke, siger Peter Karlsen.

Sidste år fik han sig også en ansat i firmaet, hvilket naturligvis gør, at lønomkostningerne steg. Men faktisk havde han i 2023 fået en kompagnon ind i firmaet, som købte 20 procent.

Dengang var det håbet, at den nye kompagnon en dag i fremtiden ville køre virksomheden videre, men sådan er det ikke gået.

– Han er stoppet igen. Der var for mange timer, og der er også mange timer i et pejsecenter som det her. Det er selvfølgelig ærgerligt, men man arbejder meget. Det med at tælle timer skal man nok lade være med at gøre, fortæller han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT