Forlagschefen fik drømmejobbet

Forlagschefen fik drømmejobbet
Brian Christensen er for tiden ved at skrive bogen om Jens Jacob Sabber Jensen, som døde i 2005, 67 år, og som er berømt for sine fantastiske papirklip. Her på lageret har Hakon Holm Grafisk en masse af klippene stående for tiden. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 13. SEP 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
13. SEP 2022 • 05:30

Historiker og journalist Brian Christensen har siden nytår arbejdet på at sparke gang i flere bogudgivelser fra Hakon Holm.

 

Brian Christensen er forlagschef på Hakon Holm.

Han er uddannet journalist og historiker fra RUC og kom til Bornholm i 2002, da han skulle i praktik på DR Bornholm, hvor han arbejdede i 10 år, men også blandt andet var udlånt til DR Byen.

Siden kom han til TV 2/Bornholm, hvor han arbejdede i otte år, men stoppede ved nytår, da han fik sin nuværende stilling hos Hakon Holm.

Han bor nu uden for Roskilde, som også er hans barndoms by.

Sideløbende med sit faste arbejde har han de seneste 10 år endvidere haft forlaget med det genkendelige navn Forlaget Brian Christensen, hvor man kan sige, at han har øvet sig på sit nuværende job.

– Jeg har udgivet 15 bøger, fortæller han.

– Dels nogle jeg selv har skrevet, dels nogle andre har skrevet. Det begyndte med, at jeg gerne ville lave en portrætbog om kendte mennesker fra Roskilde. Jeg tænkte, at bogen nok var så lokal, at der næppe var nogen store forlag, der ville udgive den, så jeg måtte hellere gøre det selv. Og jeg fik at vide, at hvis man fik en trykkeriregning på over 50.000 kroner, skulle man lave et firma, og derfor lavede jeg mit forlag.

Dermed kom "Mit Roskilde" på gaden, og den blev to år senere fulgt op af bogen "Mit Bornholm".

– For det var jo mit nye hjem, og på den måde kunne jeg samtidig bliver klogere på øen, siger han og tilføjer passioneret:

– Der er noget lækkert ved bøger! Og siden fortsatte jeg med at udgive dem, blandt andet også fordi der var folk, der henvendte sig til mig, og som havde nogle spændende bogprojekter, som jeg ikke kunne sige nej til.

 

"Fuga i morgensko”, kaldte Sabber dette klip, som viser bornholmske Jakob Lorentzen. Han har siden 1997 været organist og kantor ved Holmens Kirke samt slotsorganist ved Christiansborg.

 

Rigtig dejligt

Han begyndte dog også at brygge på en idé om at flytte tilbage til Sjælland og talte med direktøren i Hakon Holm, Klavs Holm, fordi firmaet har adresse både på Frederiksberg og i Rønne.

– Klavs ville gerne satse lidt mere på bøger, og det kunne jeg jo hjælpe med – både her og der. Så det blev vi enige om, at jeg skulle prøve at stå for og få sat gang i nogle flere udgivelser. Hakon Holm har da også tidligere hjulpet rigtig mange med at få udgivet bøger, også mig selv med de bøger, som jeg udgav på mit eget forlag. Så jeg er jo kommet her i huset igennem de seneste 10 år.

For at det giver mening at have en forlagschef på fuld tid skal der vel udgives en del bøger?

– Ja, men vi har også udsendt tre siden nytår, og det er vores plan at udgive cirka 10 om året. Det er så ikke sikkert, at vi når så mange i år, men vi ser fremad og modtager gerne manuskripter fra folk med en god historie.

Det lyder som et drømmejob for dig?

– Ja, det er det. Det er rigtig dejligt, og det er skide spændende at lave bøger, synes jeg, men jeg havde ikke lige forudset, at jeg skulle komme til at gøre det på fuld tid, siger Brian Christensen.