Fleksjobbere i gamle klæder er en stor succes

Bornholms Middelaldercenter har et socialt ansvar. Det skal være en tryg arbejdsplads for mange mennesker, der har brug for støtte på jobbet. Og et sted for børn, der har brug for det samme i deres verden.

Mosekonens bryg? Nej, men en farverig suppedas. Flammerne slikker bunden af gruekedlen, der damper lystigt. Den er fyldt med vand og garn. Samt forskellige planter. Her står Tove Skovgaard og rører rundt med en grydeske model xl og holder øje med, det hele går, som det skal gå.

– Jeg farver garn og har en meget stor frihed til at gøre det, jeg selv vil, fortæller hun.

Tove Skovgaard var pædagogmedhjælper i en børnehave. Men kronisk knoglemarvskræft satte en stopper for de fysiske udfordringer, det kræver at holde styr på en stak hyperenergiske poder. Kroppen kan ikke længere holde at tumle rundt på gulvet i et hav af legetøj. Tove Skovgaard er én af de tre fleksjobbere, der har sagt ja til at fortælle, hvordan de er havnet på Bornholms Middelaldercenter, og hvad det betyder for deres liv. For middelaldercenteret er et rummeligt sted. Her er plads til mennesker, der af den ene eller anden årsag ikke kan klare et job i normale rammer, men samtidig har brug for at kunne holde fast i arbejdsmarkedet. For at sikre, hele tilværelsen ikke smuldrer væk i det rene ingenting.

Tove Skovgaard bestemmer selv, hvordan hun vil gribe dagene an. Alle farverne finder ikke sig selv, og derfor kræver det traveture uden for centrets matrikel at samle de rigtige planter sammen, som kan skabe de smukkeste kulører.

– Jeg ansat til 14 timer her om ugen om sommeren, men om vinteren er jeg her kun meget lidt. Det hedder sig, at jeg bare skal have en time om måneden for at have tilknytning til arbejdspladsen, men nogle gange har jeg mere, forklarer hun. Når man selv har fundet de planter, der farver garnet, har det en sidegevinst i forhold til de besøgende.

– Så har jeg noget at fortælle turisterne, siger Tove Skovgaard.

Rodfrugter stresser ikke

Ilden brænder lystigt under den store metalrist. Her huserer Lone Hansen. Med sin kniv. Det overlever rodfrugterne ikke. Men Lone Hansen lever; lever og ånder for at skabe gamle retter, som gæsterne kan se, smage og ikke mindst snakke om. For Lone er fuld af gode fortællinger om, hvordan man satte et måltid sammen i middelalderen. Rodfrugter og gryder og sagte ild er temmelig langt fra det, som hun har lavet de fleste år i sit arbejdsliv. Hun har været lønbogholder i størstedelen af karrieren efter at være blevet uddannet som regnskabselev. Og det var en rigtig fin verden at være i, lige indtil hun blev ansat et sted med virkelig dårlige arbejdsforhold. Så blev Lone Hansen ramt af stress, og det skubbede hende ud af arbejdsmarkedet. I lang tid. Til middelaldercenteret samlede hende op igen og skruede en fleksjobstilling sammen.

– Jeg kom først i virksomhedspraktik heroppe, inden jeg blev ansat. Det er et fantastisk sted at være, fortæller hun.

Lone Hansen kendte allerede en del til Bornholms Middelaldercenter, inden hun begyndte i fleksjob. Faktisk var det lidt som at komme helt hjem igen.

– Jeg var allerede frivillig heroppe i forvejen og har også tidligere været ansat som projektmedarbejder, fortæller Lone Hansen.

Nu arbejder hun fem timer tre dage om ugen.

– Om sommeren er jeg heroppe og laver mad. Om vinteren er jeg på kontoret og er med til at lave udviklingsarbejde for det kommende år. Så vedligeholder jeg også vores hjemmeside. Det her er noget andet end det, jeg har lavet før. Men det er godt for mig, siger hun.

Gratis for alle elever

Bornholms Middelaldercenter har flere funktioner udover at vise turister, hvordan verden fungerede for en hel del generationer siden.

– Vi er en socioøkonomisk virksomhed, der skal kunne rumme både folk på kanten af arbejdsmarkedet og gæsternes forskellighed, fortæller Jane Lindedam, der har været direktør for Bornholms Middelaldercenter de seneste fem år.

Det er nemlig ikke kun mange af de ansatte, der har brug for lidt ekstra rum. Middelaldercenteret har også andre opgaver for at understøtte en yngre gruppe. En gruppe af børn, der af forskellige årsager ikke passer ind i den normale folkeskole.

– Vi gør også noget for skoler, som Heldagsskolen og Kildebakken, hvor vi kan være noget for børn med særlige udfordringer. Børn lærer ikke på samme måde. Nogle har brug for ro og struktur, og nogle har brug for at brænde 10.000 kalorier af. Der har vi mange medarbejdere, der er trænet til at se dem i øjenhøjde, forklarer Jane Lindedam.

Tilbuddet om at komme gratis ind på middelaldercenteret der dog ikke kun forbeholdt børn, der har brug for ekstra støtte. Alle øens skoleklasser er velkomne kvit og frit.

Betal når I skal hjem

Mick Skov er der krudt i. Mens han fortæller om sin verden på Bornholms Middelaldercenter, får han også lige tryllet nogle sandwich sammen til sultne tyskere; både med falafler og frikadeller. Desværre var der ikke kreditkort i middelalderen. Mick Skov kan kun tage kontanter og har ingen skillinger at give tilbage, så pengene skal passe. Den model kan tyskerne ikke honorere, og der er lidt knas med kommunikationen. Men til sidst forstår de hinanden. Tyskerne skal bare sige oppe ved indgangen, hvad de har fået, og så kan de svinge kortet der. Den ene af mændene er straks ved at sætte i fuldt trav op mod kassedamen for at afregne, men bliver hurtigt stoppet igen. For der er altså et godt stykke vej, og maden er varm nu. De kan jo bare betale, når de skal hjem. Først forstår de sultne tyskere ikke helt budskabet. Men så går det op for dem, at Mick Skov er overbevist om, de er ærlige mennesker, der ikke løber fra en frikadellesandwichregning. De smiler forbløffet med åbne munde. Og benytter sig så af den netop opståede fysiske mulighed for smække tænderne sammen om Mick Skovs sandwich, hvor salaten er lavet i hemmelighed med kærlighed.

Skruer i ryggen

Mick Skov er oprindeligt kok og vant til at bruge sin fysik, men en smule grus ville det anderledes.

– Jeg kørte 30 kilometer i timen på motorcykel et sted, hvor jeg har kørt mange gange før. Men så lå der pludselig lidt grus, og så skred jeg ud der, fortæller han. Skaderne var meget mere omfattende, end man først lige troede. Faktisk gik der fire et halvt år efter ulykken, før Mick Skov var klar til noget som helst fysisk.

– Jeg har fået et stativ i ryggen. Det er skruet fast med 40 millimeter skruer – sådan nogen, man bruger til at sætte hylder op med. Mick Skov slår en latter op. Selvom der egentlig ikke er så meget at grine af. Men så alligevel. Middelaldercenteret har givet ham noget af den livskvalitet tilbage, som grusbunken frarøvede ham.

– Det er dejligt at være her. Det er et frit sted. Hvis man passer sin butik, er der ikke nogen, der kigger mig over skulderen, fortæller han.

Det er ikke kun kroppen, der havde brug for at skrue lidt ned efter ulykken. Mick Skov har også autisme og vil ikke kunne magte at stå i en butik. Så kombinationen af frisk luft, selvvalgt tempo og frihed gør, at både hovedet og kroppen kan rumme det hele. Tre dage om ugen med tre timer gennem hele sæsonen.

– Det var en jobkonsulent fra kommunen, der fandt middelaldercenteret til mig. Hun var supergod. Der er nogle dygtige folk i kommunen, det må man sige, lyder det med fast røst.

Det startede med en praktik, men det blev til mere end det. Til stor glæde for begge parter.

– Konsulenten hjalp mig meget. Hun var glad og ville kramme mig, da jeg havde fået det her. Det var en succeshistorie at komme herned i praktik, og de ville gerne have mig, og jeg ville gerne blive, fortæller han. Mick Skovs hverdag handler om at vise gæsterne, hvordan man lavede mad i middelalderen. Lige som Lone Hansen skaber de begge fortællinger med råvarer og hænder.

– Vi steger og braser. Vi ryger, vi sylter og vi henkoger. Jeg har nærmest sådan et foredrag, hvor jeg fortæller gæsterne om det, forklarer han begejstret.

Ikke penge til fuldtidsstillinger

Hvis ikke jobcenteret havde Bornholms Middelaldercenter, ville i hvert fald 10 personer risikere at falde helt uden for arbejdsmarkedet igen, for det er det antal, Jane Lindedam sammenlagt har i fleksjob, skånejob og i et afklaringsforløb i skrivende stund.

Og hvis ikke Bornholms Middelaldercenter havde jobcenteret, ville det koste fuldtidsjobs.

– Hvis man dropper fleksjobberne, ville jeg være nødt til at skære ned på antallet af stillinger og have langt færre ansatte. Det vil være en forringelse for samfundet, hvis vi kun ansatte folk på 37 timer og ugen og ikke tænkte på dem, der måske ikke er 100 procent effektive hele tiden. Det er også vigtigt, at gæster eller skoleelever kan spejle sig lidt i, at nogle stadigvæk kan bidrage til samfundet, selvom de har udfordringer, siger Jane Lindedam.

Eftersom opgaverne er meget få i Bornholms Middelaldercenter, når der er lukket for gæster, vil det også blive vanskeligt kun at have fuldtidsansatte. For så vil der ikke være arbejde til en del af dem udenfor sæsonen.

– Jeg har ikke råd til at lønne folk på fuld tid året rundt. Fleksjobberne kan gå ned i tid. Som arbejdsgiver betaler vi for de effektive timer, der er, og så supplerer kommunen, forklarer hun.

Også plads til psykisk syge

Tove Skovgaard ved godt, hvad hun vil med sin verden på middelaldercenteret.

– Jeg er 62 år gammel. Det her bliver jeg nok ved med, til jeg går på pension. Jeg skal ikke ud at finde andre ting, så det her vil jeg gøre, så længe jeg kan, siger hun.

Lone Hansen har det på samme måde.

– Jeg er 58 år gammel. Det her er det, jeg skal lave resten af mit arbejdsliv.

Mick Skov er 61 år gammel, og han har heller ikke planer om at skifte karrierespor.

Tina skulle også have fortalt sin historie, og hvad det betyder for hendes tilværelse, at middelaldercenteret eksisterer. Tina har en bipolar lidelse, og på dagen for reportagen kunne hun ikke overskue at stille op. Tiina var på vej ind i en mani og led voldsomt af søvnløshed. Derfor havde hun brug for at trække stikket med det samme, og det er endnu et eksempel på stedets værdigrundlag. For hvis Tina har det dårligt, ringer hun til sin chef Jane og siger, det ikke er en god dag. Mere skal Jane ikke vide, og så kan Tina blive hjemme uden dårlig samvittighed. For hun ved, at der aldrig vil blive løftet en pegefinger.

Tina sendte dagen efter en lang sms og beklagede, at hun ikke have overskud til at være med. Men hun håbede virkelig, artiklen kunne fortælle om rummeligheden for psykiske syge, og at hun aldrig føler, nogen ser skævt til hende; hverken kollegaer eller ledelse. Det ville hun meget gerne have kom frem.