En livsændring gav Anne-Gro mulighed for at udleve en ny drøm

Et lille skilt på husets mur guider dig rundt om hjørnet og videre til en kældertrappe. Her i kælderen med udsigt til haven sidder Anne-Gro Haslund og nørkler med bittesmå værktøjer, som bruges til at fremstille smykker i ædelmetaller.

På væggen hænger utallige små bor, hammere, tænger og andre dippedutter. På bordet står flere af de færdige produkter og skinner som finpudset sølvstel. På bare tre år har kælderen udviklet sig fra at være et lille hobbyrum til at være et fuldt udstyret smykkeværksted.

– Det er også mig, der har bygget terrassen, siger Anne-Gro Haslund og peger mod døren, hvor man igennem ruden får øje på en træterrasse med hyggelounge, der udfylder hjørnet af haven.

– Jeg har en voldsom skabertrang, mine hænder skal gerne være i gang hele tiden, fortsætter hun, mens hun retter lidt på en halskæde i en smykkeæske.

For få år siden havde hun dog aldrig forestillet sig, at hun skulle starte sin egen lille smykkevirksomhed, der i dag er kendt under navnet GROSmykker.

Faktisk havde hun taget sin anden uddannelse som lærer og underviste i erhvervsklassen for skoletrætte unge. Et job hun var meget glad for, hvor hun både trivedes med eleverne og de kreative fag, hun underviste i. Men så kom Dirk til verden, og pludselig ændrede Anne-Gro Haslund og hendes mands liv sig fuldstændig.

Dirk kommer til verden

For fem år siden kom Anne-Gro Haslund og hendes mand, Stig Haslunds andenfødte til verden. I forvejen havde de en syv-årig pige. Denne gang fik de en dreng, og han skulle hedde Dirk. Men efter fødslen gik det op for dem, at noget var galt.

Han var anderledes end andre spædbørn. Han smilte ikke, missede ikke med øjnene, der var ingen former for mimik, og hænderne var misdannede.

I starten vidste lægerne ikke hvorfor. Fem måneder skulle der gå, før forældreparret fik svar på uvisheden.

– Det var en ret voldsom periode i vores liv. Dirk var meget syg det første halve år. Et par gange var det så slemt, at vi blev hentet med helikopter og var tæt på at miste ham, fortæller Anne-Gro Haslund.

Ret hurtigt blev familien koblet op til Center for sjældne sygdomme på Rigshospitalet, hvor udredningen af parrets nyfødte dreng gik i gang.

Nogle hårde uger og måneder med massevis af undersøglser ventede forude. Scaninger af skelettet, lungerne, organerne, hjernen og utallige blodprøver. Dirk blev undersøgt for alt.

– Det var en tid med mange hårde tanker. Når man har et barn, som ikke smiler eller giver noget fysisk kommunikation tilbage, tænker man selvfølgelig: "Hvorfor gør han ikke noget? Hvad er der galt?" husker Anne-Gro Haslund.

Efter fem måneders undersøgelser kom afklaringen, hvor Dirk fik stillet den yderst sjældne diagnose, möbius syndrom.

Det er en medfødt kronisk tilstand, der er karakteriseret ved lammelser af nogle af ansigtets nerver, først og fremmest sjette og syvende kranienerve, der henholdsvis styrer øjnenes sidebevægelser og ansigtets mimik.

– Det var en lettelse endelig at få en diagnose, men oveni det fik jeg så selv diagnosen diabetes 1. Det var generelt stadig svært at samle glæden, fortæller Anne-Gro Haslund.

Anne-Gro Haslund bor i dag sammen med sin mand Stig Haslund og deres tre børn på Haslevej i Rønne, hvor hun også har sit værksted. I dag er drengene fire og fem år, mens deres ældste datter er fyldt 13 år. Foto: Jens-Erik Larsen

Et kreativt pusterum

Pludselig kom glæden igen på en ny, uventet måde. Et halvt år efter Dirk kom til verden var Anne-Gro Haslund nemlig gravid igen.

– Nogen synes måske, det var lidt for hurtigt, efter vi havde fået Dirk og haft vores op- og nedture med ham. Men min mand og jeg vidste, at vi gerne ville slutte ring om det med at være familie på en god måde. Så derfor skulle vi selvfølgelig have et barn mere, siger Anne-Gro Haslund, der nu har to drenge med 14 måneder imellem.

Mens Stig Haslund læste sin kandidat i pædagoisk psykologi i København færdig, var der ikke mange andre muligheder, end at Anne-Gro Haslund måtte holde skansen på hjemmefronten. Med to små krudtugler i hjemmet, brugte hun derfor al sin tid på at passe børn.

– Det gjorde jeg gerne. Dirk gik heller ikke i børnehave, før han fik sine hænder opereret. Så han var 2,5 år, før han var helt færdig med det. Men efterfølgende blev vi så også enige om, at jeg skulle prøve at få lidt luft engang i mellem, fortæller Anne-Gro Haslund.

Hun var ikke i tvivl om, at det var det kreative, der skulle være hendes pusterum.

– Inden læreruddannelsen blev jeg uddannet beklædningshåndværker, så jeg har længe haft det kreative i hænderne. Det har altid været her, jeg slappede mest af, siger hun.

De første spæde skridt

Derfor var det også lige til højrebenet, da Anne-Gro Haslund faldt over et kursus i København, hvor hun en intensiv weekend blev belært i at lave smykker af nogle af Danmarks dygtigste smykkekunstnere.

– Der blev tændt en ild mig. Jeg tænkte straks, at det måtte jeg prøve igen, fortæller hun.

Og sådan gik det. Hendes pusterum fra de travle dage med børnepasning blev smykkekurserne i København, hvor hun efterhånden lærte flere og flere teknikker.

– Fordi jeg har min håndværksmæssige uddannelse, kunne jeg ret hurtigt mærke, at det med at have en sav og hammer i hænderne faldt mig meget naturligt. Det var ikke så svært for mig. Folk siger nogen gange, at der er langt fra at sy til at lave smykker, men det synes jeg ikke. Når man arbejder tredimensionelt handler det om rumforståelse, og at ting skal passe sammen. Det er uanset, om det er stof eller metal, forklarer hun.

Hver gang et kursus endte, købte Anne-Gro Haslund også lidt værktøj til rummet i kælderen, så hun også kunne dyrke sin nye hobby derhjemme. Flere og flere timer brugte hun kælderen, i det der efterhånden udviklede sig til det smykkeværksted, det er i dag.

– Hver gang jeg havde været på et kursus og lært en ny teknik, krævede det også nyt værktøj til at lave netop den lille del. Så det måtte jeg jo anskaffe mig, fortæller hun.

Personlige smykker

Som timerne gik i værkstedet, hobede bunken af smykker sig også op.

– I starten var det ren hobby, men så kunne jeg godt se, at så mange fingre havde jeg heller ikke til alle de fingerringe, griner Anne-Gro Haslund.

Hun begyndte derfor stille og roligt at sælge ud af smykkerne, først på et julemarked og sidenhen i sit værksted i kælderen og på de sociale medier.

Fra at prøve sig frem i starten, har hun i dag en række unikke produkter at vælge imellem. Men det hele holdes stadig i det små, for uanede mængder tid har hun ikke, og der skal stadig passes børn.

– Dirk kræver stadig meget tid, men det er netop her metalværkstedet fungerer forrygende, da jeg kan gå til og fra, som det passer ind i mit daglige program, fortæller hun.

Udover at Anne-Gro Haslund kan udfolde sin kreative side, samtidig med hun får et pusterum fra hverdagen, har hun fået øjnene op for kontakten med kunderne.

– For mig er det vigtigt, at kunderne får en hel smykkeoplevelse ved at komme ned i min kælder, se hvordan jeg laver smykkerne, og så kan de selv være med til at designe det, siger hun.

Den nyeste ide på smykkestammen er dome-ringen, hvor Anne-Gro Haslund har draget inspiration fra domen i Allinge. Foto: Jens-Erik Larsen

En redning

Indtil videre er hendes mest populære smykker, champagneboblerne, som hun kalder dem. Det er en særlig ring, kunden kan få speciallavet, lige som kunden vil.

– Det kan for eksempel være, at en mor gerne vil have en ring med to blålige sten, som skal symbolere to børn, forklarer Anne-Gro Haslund.

Derudover er nyeste ide til kollektionen en dome-ring, som er inspireret fra domen i Allinge.

En skønne dag drømmer Anne-Gro Haslund om at kunne udvide forretningen og sortimentet endnu mere. Hun er dog sikker på, at det stadig skal være det personlige præg i smykkerne, der skal være i fokus.

Lige nu nyder hun den udvikling, hun er i gang med, og ikke mindst glæder sig over, at have fundet en frihed i at lave smykker.

– Det har været min redning på flere måder. Både fordi jeg går hjemme, så jeg ser man ikke så mange mennesker udover kunderne i løbet af dagen, men også for at jeg kan slå hjernen fra og kun koncentrere mig om det her. Når jeg har passet børn hele dagen, og min mand kommer hjem til eftermiddag, så kan jeg gå ned og slappe af i kælderen. Det betyder meget, siger hun og smiler lidt ved den næste tanke, der kommer til hende:

– Og så har jeg slet ikke kunne lade være.