Ejendom i Rønne solgt for 30,25 millioner kroner

Ejendom i Rønne solgt for 30,25 millioner kroner
Det samlede grundareal, som Ilva ligger på, er 8.465 kvadratmeter. Foto: Nanna Kogh
NYHED | RØNNE | ABONNENT | 7. JUL 2022 • 13:24
NYHED | RØNNE | ABONNENT
7. JUL 2022 • 13:24

Lars Larsen Group, som også ejer Ilva, har overtaget de 4.631 kvadratmeter og betaler dermed nu husleje til sig selv.

 

Bygningen på Åkirkebyvej 60, som huser Ilva i Rønne, er blevet solgt for 30,25 millioner kroner.

Martin Krogh, som er økonomidirektør i Ilva, der har bolighuse over hele landet, konstaterer over for Tidende, at kæden dermed nu betaler husleje til sig selv. Det er dog en anelse mere kompliceret:

– Ilva er jo ejet af Lars Larsen Group, og det er et ejendomsinvesteringsselskab i gruppen, der har købt ejendommen af Nordicom, siger han.

Ernst Madsen var tidligere franchisetager i Ilva og havde lejet sig ind i Åkirkebyvej 60, og han havde da også fået tilbud om at købe ejendommen – men hans firma BEM Holding solgte med udgangen af sidste år Ilva fra.

– Han ville gerne stoppe, og så endte det altså med, at Lars Larsen Group overtog bygningen. Og det sker jo, fordi vi håber og tror på at blive der længe med Ilva, og så kan vi lige så godt betale husleje til os selv frem for til nogle andre, forklarer Martin Krogh.

Hvordan går det for Ilva på Bornholm?

– Generelt er det jo ikke så rosenrødt at sælge møbler nu, som det var for et år siden. Der er lidt tilbagegang på grund af Ukraine-krigen og inflationen. Folk har fået højere leveomkostninger og prioriterer nok også at rejse på ferie i år.

Flere niveauer

Men I regner trods alt med at blive længe på Bornholm?

– Ja, bestemt, siger Martin Krogh.

Lyder 30,25 millioner kroner af meget, hører det med, at der trods alt også er mange kvadratmeter i bygningen, nemlig 4.631, hvilket giver en kvadratmeterpris på cirka 6.500 kroner. Grundarealet er på 8.465 kvadratmeter.

Ejendommen er opført i 2007 i to etager i betonelementer og er udstyret med glasfacade og stort indgangsparti. Indvendigt rummer den butikslokale i flere niveauer samt lager, personale- og kontorfaciliteter.

Ejendommen har været udlejet til Ilva – det tidligere IDEmøbler – siden opførelsen.