Mejeriet er en undtagelse. Handlen med produkter fra Bornholms Andelsmejeri går gennem Coop. I dag er konsumproduktionen på Bornholms Andelsmejeri reduceret til mælk og piskefløde. Brian Karlsen vurderer, at 30-40 procent af den mælk, der sælges i Kvickly er bornholmsk. Resten er økomælk fra Änglemark og lavprismælk fra Arla.
Brian Karlsen har aldrig hørt om en avancefilosofi hos Coop.
– Jeg kunne forestille mig, at Coop er interesserede i, at vi er ligeså konkurrencedygtige på prisen, som vi er på den anden side vandet, siger han.
Chefen i øens største varehus bekræfter imidlertid, at der tænkes lokalt på Bornholm i forhold til vareudvalget. Kvickly og de andre Coop-butikker på Bornholm forhandler nemlig ikke døgnfrisk mælk fra Arla, kaldet Arla24.
– Det gør vi ikke, fordi vi gerne vil støtte op om den bornholmske mælk. Og fordi kunderne stadigvæk gerne vil have den, siger varehuschefen fra Kvickly.
Han advarer dog mod at leveringssikkerheden forringes.
– Jeg har været i branchen i mange år og har fulgt udviklingen på mejeriet. Hvis de bliver ved med at nedprioritere mælken, så er det ikke så interessant. Vi kan for eksempel ikke få bornholmsk mælk om onsdagen, for der holder mejeriet lukket deroppe, lyder det fra Brian Karlsen.
Det er bestyrelsen og direktionen på andelsmejeriet, der tager stilling til mejeriets produktionslinje, og der er ingen aktuelle planer om at nedprioritere produktionen af konsummælk på mejeriet i Klemensker, selv om Bornholms Andelsmejeri primært lever af eksport.
Martin Sode fra Smørjeppegaard er andelshaver og næstformand i andelsmejeriets bestyrelse. Han lægger sig på linje med Jess Hoffmeyers rationale om økonomisk bæredygtighed.
– Vi kæmper virkelig for at holde liv i mælkeproduktionen. Om det lykkes afhænger fuldstændig af, om der er lokal opbakning til vores produkter.