Lokal fødevareproduktion er en væsentlig del af den bornholmske fødevarestrategi. De seneste år har coronapandemien og situationen i Ukraine ifølge Dam Nielsen gjort tankerne om selvforsyning endnu mere aktuelle.
– Vi er nogle stykker, der rigtig gerne vil det her. Ingen tvivl om, at producenterne er derude, både økologiske og konventionelle. Men det er ikke gratis at lave et slagteri, siger æggeproducenten fra Frostegård.
Han vil selv være en af de første, der lægger kyllinger til, hvis det bliver muligt at få slagtet fjerkræ på Bornholm.
Jacob Dam Nielsen tilføjer, at man behøver ikke opføre store anlæg a la Danish Crown-slagteriet i Rønne for at slagte høns og ænder. Den stigende efterspørgsel på lokale fødevarer har for længst fået industrien til at opfinde nye modeller for fjerkræslagteri, fortæller Jacob Dam Nielsen.
– Man kan købe færdige slagterier på trailere, som er lige til at stille op. Der skal selvfølgelig alle mulige godkendelser til og uddannelse af personale og så videre, men det er relativt nemt, og de er bygget til gårdslagterier, siger han.