Flyruten er ikke bare en bekvemmelighed. Den er livsnerven i et moderne øsamfund. Den binder virksomheder, pendlere, studerende og sundhedsvæsenet sammen med hovedstaden. Når billetpriserne stiger, og udbuddet falder, rammer det bredt. Først dem, der rejser på egen regning – de studerende, familierne og de små virksomheder. Siden hele Bornholm, når rekruttering, erhvervssamarbejder, fastboende pendlere og vækstmuligheder svækkes.
Vi ved alle, hvordan ligninger som denne ender: færre afgange, højere priser og et selskab, der til sidst kan pege på lav belægning som begrundelse for yderligere nedskæringer. Regionen burde have kæmpet hårdere. Det kræver kompetente forhandlere at sidde over for et privat selskab, der ved præcis, både hvad to plus to er, og hvad øens afhængighed er værd. At forære DAT et millionløft finansieret af regionale sundhedskroner – og få færre flyvninger retur – er et skoleeksempel på dårlig forvaltning.
Fra december får Bornholm endnu ringere forbindelse til resten af landet. Det burde få alarmklokkerne til at ringe på Christiansborg. For når forbindelsen til Danmark svækkes, svækkes hele idéen om et sammenhængende rige. Bornholm har ikke brug for flere fine forklaringer. Vi har brug for handling – og for at flyruten igen bliver det, den burde være: et løfte om, at vi stadig hænger sammen.