To dage gik drone-amok: Så mange anmeldelser har politiet fået

To dage gik drone-amok: Så mange anmeldelser har politiet fået
I slutningen af september rykkede politiet ud til Bornholms Lufthavn, da der var mistanke om droneaktivitet i området. Foto: presse-fotos.dk
FORSVAR | Fredag 10. oktober 2025 • 19:00
FORSVAR | Fredag 10. oktober 2025 • 19:00

Efter to uger med over 50 henvendelser er antallet nu faldet markant.

Efter en periode med mange anmeldelser om mulige droneobservationer oplever Bornholms Politi nu et markant fald i henvendelser fra borgerne.

I uge 41 er der blot registreret én enkelt anmeldelse, sammenlignet med over 50 anmeldelser i de to foregående uger.

– Det er ikke ualmindeligt, at vi ser en stigning i antallet af anmeldelser vedrørende en bestemt sagstype, når der er stort fokus på det i medierne, men det lader til, at det igen har fundet et naturligt leje, som ligger på niveau med, hvad vi så før hændelsen i Københavns Lufthavn, siger Hans-Henrik Dam, vicepolitiinspektør i Bornholms Politi.

For halvanden uge siden opfordrede politiet borgerne til at overveje, hvad de ser, før de kontakter dem, og politiet udarbejdede også en række råd til, hvordan man vurderer, om der er tale om en drone.

I sidste uge kunne Vicepolitiinspektør Henrik Schou ikke oplyse om antallet af droner, men nu har Bornholms Politi altså sendt tallene til Tidende.

Størstedelen af anmeldelserne kom i slutningen af september, med flest den 25. og 26., hvor der blev registreret 11 anmeldelser begge dage.

Ifølge politiet har det dog i langt de fleste tilfælde vist sig, at der ikke var tale om droner.

– I mange af tilfældene har vi vurderet, at der har været tale om fly, stjerner, satellitter eller lignende. I andre tilfælde har vi vurderet, at der var tale om lovlig droneflyvning. Vi har ikke kunne bekræfte, at der har været tilfælde af mistænkelig droneflyvning over Bornholm, siger Hans-Henrik Dam.

FAKTA
Antallet af anmeldelser om mulige droneobservationer i Bornholms Politikreds opgjort pr. anmeldelsesdato:

23-09-2025 2
24-09-2025 2
25-09-2025 11
26-09-2025 11
27-09-2025 0
28-09-2025 4
29-09-2025 7
30-09-2025 3
01-10-2025 2
02-10-2025 4
03-10-2025 4
04-10-2025 1
09-10-2025 1

I alt 52



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT