Suk og stikpiller fra politikernes sidste dans i salen


Politikernes sidste dans inden valget involverede både grin, stikpiller og øjenrul på Landemærket i Rønne. Energiø Bornholm var endnu en gang det helt store diskussionsemne, og en vis løsgænger havde meget at sige til det meste, mens andre i kommunalbestyrelsen virkede som om, de allerede havde meldt sig ud.
Den nuværende kommunalbestyrelse sad klar i salen flere minutter før start. Laura Kofod fra Enhedslisten bar et palæstinatørklæde og spiste en gulerod, ved siden af hende havde Sanne Friborg fra samme parti allerede fundet strikketøjet frem.
I den helt anden ende af den buede række sad René Danielsson fra Dansk Folkeparti, som skulle vise sig at have forberedt sig grundigt til mødet torsdag aften klokken 18, som var det allersidste i kommunalbestyrelsen inden næste valg.
DR Bornholms journalist Peter Bohn Skafte ankom 30 sekunder før start og slog sig ned på presserækken med sin orange Harboe sodavand.
– Er du klar, Peter? spurgte borgmester Jacob Trøst fra De Konservative.
Salen grinte, og efter aftenens første spydige kommentar gik mødet i gang.
Kommunalbestyrelsen skulle igennem 26 punkter på dagsordenen. Energiø Bornholm og udviklingen af Dams Gård var blandt de store stridspunkter, der fik nogle politikere til at lange ud efter hinanden og andre til at sukke.
Løsgængeren Søren Schow var ivrig efter at få ordet, mens en del andre sad tavse gennem de tre timer, og nogle andre strikkede og rullede med øjnene.
”Vi erklærer os ikke inhabile”
Første punkt på dagsordenen var, at medlemmerne af kommunalbestyrelsen havde vurderet deres egen habilitet i to sager og gerne ville erklære sig ikke-inhabile.
Helle Munk Ravnborg fra Enhedslisten, der sidder som forperson for Bornholms Energi og Forsyning, samtidig med, at hun er forperson for kommunens natur-, miljø- og planudvalg er således ikke inhabil, sagde hendes partifælle Morten Riis, og det samme gælder for de resterende politikere, som er med i bestyrelsen.
Enhedslisten var heller ikke inhabil i hushandlen på Søndre Allé, forklarede viceborgmesteren, hvorefter Linda Kofoed Persson fra De Konservative rejste sig op og takkede Enhedslisten for at ”polstre kassen”, sagde hun med henvisning til, at partiet for nylig har købt det hus, som de havde været med til at sætte til salg i kommunalbestyrelsen.
René Danielsson, der tidligere har anfægtet, at partiet ikke havde nogen planer om at købe huset, dengang det blev sat til salg, kom ikke med indvendinger denne aften.
Næste punkt var andenbehandlingen af budgetforslaget for 2026, der blandt andet indebærer, at skatteprocenten fastholdes uændret på 26,2 procent, at der optages lån for knap 46 millioner kroner – herunder 10 millioner til anlæg uden konkrete projekter – og at driftsbudgettet justeres i takt med den demografiske udvikling.
Bjarne Hartung Kirkegaard fra Kristendemokraterne rejste sig som den eneste i salen for at sige ”ja, ja og ja” til det hele.
Efter godkendelsen af budgettet gik bestyrelsen videre til at diskutere den nye fødevarestrategi, og her meldte flere politikere sig på banen i en roserunde.
De rejste sig på skift for at komplimentere ”den fine strategi” og ”den bedste fødevarepolitik, Bornholm har set”, som hvis der havde været et publikum til stede, der skulle overbevises.
Mudderkast og forvirring
De næste par punkter blev godkendt uden nævneværdig diskussion, indtil bestyrelsen nåede til aftenens måske mest sprængfarlige emne: Energiø Bornholm.
Bestyrelsen skulle beslutte, om et midlertidigt bruttoareal skal indmeldes som en statslig energipark ved Energiø Bornholms (måske) kommende landanlæg ved Sose.
Morten Riis lagde ud med at sige, at Enhedslisten ikke synes, det er rimeligt at udlægge 400 hektar jord, når energiøen stadig er ”på uvis tid”.
Processen burde være omvendt, mener han, og regeringen bør lægge hænderne på kogepladerne for at nå frem til en beslutning.
René Danielsson erklærede sig med lidt større ord enig: ”Det er fuldstændig vanvittigt” lød det fra Dansk Folkeparti-politikeren, som også talte om at tvinge regeringens hænder på den førnævnte kogeplade.
– Indtil ministerierne kobler to legemsdele sammen, så skylder vi bornholmerne at sige pænt nej tak, sagde han.
Men ifølge René Danielsson og de landmænd, som han har talt med, kan regeringen også bare ”hoppe i havet”, eftersom han sammen med andre partier efter sigende har modtaget mails fra landmændene om, at de ikke har tænkt sig at sælge deres jord.
Søren Schow ville også gerne blande sig i debatten. Han talte længe om både vindmøller og sprængte kabler, men som nytilflytter fra København havde undertegnede journalist svært ved at følge med.
– Jeg vil saj… jeg vil og saj… så vil jeg og saj...
Han bemærkede desuden, at man bør stå ved den rolle, som man er valgt ind i - med henvisning til, at nogen tilsyneladende havde skiftet holdning. Hvortil Morten Riis mindede Søren Schow om, at han ikke blev valgt ind i bestyrelsen som løsgænger. Schow var, som de fleste vil huske, medlem af Venstre ved seneste kommunalvalg.
Helle Munk Ravnborg bemærkede, at ”mange” plejer at forsvare energiøen, hvilket fik løsgængeren til at spørge Enhedslisten, hvorfor de ikke er positive:
– I er jo ikke særlig glade for konventionelt landbrug, sagde han og fortsatte i en lang, ubrudt strøm.
– Jeg farer nogle gange vild i dine strategiske tankerækker, svarede Helle Munk Ravnborg - til lettelse for journalisten, der ikke engang kunne følge med i, om Søren Schow var for eller imod forslaget.
– Skal jeg forstå, at vi skal stemme for for at lukke slagteriet? Stemmer du for for at lukke slagteriet? Jeg har tabt tråden, sagde Morten Riis.
Den tålmodige borgmester Jacob Trøst afbrød til sidst forsamlingen, men det fik den ikke til at stoppe.
René Danielsson ville nemlig gerne lige sige noget igen, og derefter tog Søren Schow ordet endnu en gang. Denne gang talte han blot om, at han godt kunne lide marker, hvilket fik højre side af salen, hvor Enhedslisten sad, til at grine og sukke.
Kirstine Van Sabben mindede om, at der kun var tale om et forslag, og hun sagde ja tak med den begrundelse, at "det sker i en proces med borgere og offentlig høring".
Til sidst blev forslaget godkendt med 13 stemmer for og 10 imod - løsgængeren stemte for.
Grøn trepart
Punkt 7 handlede om ”principvedtagelse af skitser til omlægningsplaner/-projekter i Bornholms Regionskommune”, som mere mundret betyder grøn trepart.
Helle Munk Ravnborg sagde som den første noget, der var næsten lige så uforståeligt som Søren Schows udtalelser - noget med en grøn bølge som en mor, der breder sine arme ud mod kysten og binder naturen sammen.
Dansk Folkeparti ville hverken være med i det ændringsforslag, som Enhedslisten havde stillet, eller det oprindelige forslag.
– Jeg har lyst til at starte et andet sted, og jeg ved ikke, om det er upassende, begyndte Søren Schow og fortalte så, at han synes, det er meget ærgerligt, Jacob Trøst ikke genopstiller som borgmester.
Enhedslistens ændringsforslag blev stemt ned, og det originale forslag blev godkendt.
René Danielsson og hans partifælle Sabine Nicoline Lyngberg stemte som de eneste to imod, og dermed blev Bornholm formentlig den første kommune til at vedtage sin del af den grønne trepart, som borgmesteren påpegede.
Dansk Folkeparti var også uenig i det næste punkt, der handlede om etablering af en el-patron på fjernvarmenettet i Allinge.
– Vi mener sådan set ikke, at det selskab nogensinde skulle have set dagens lys, sagde René Danielsson med henvisning til Beof og dets datterselskaber.
De næste par punkter, som handlede om forlængelse af brandkontrakten med Falck, håndtering af byggeaffald og udvidelse af praktik i folkeskolen, kom kommunalbestyrelsen igennem uden den store ballade, og ved punkt 12 blev der holdt en pause.
Anden halvleg
Efter pausen ændrede Dansk Folkeparti opstilling, og nu var det Sabine Nicoline Lyngberg, der primært talte på partiets vegne. Hun var en af de få, der udtrykte skepsis over for punkt 13, som handlede om oprettelsen af et nyt specialskoletilbud.
– I bund og grund er der rigtig mange gode intentioner, sagde hun, men til trods for det, så er hun bekymret på grund af uvishederne.
Flere politikere kom på banen for første og sidste gang under mødet for at udtrykke deres fulde opbakning til forslaget:
Maria Fromseier Kjærgaard fra Socialdemokratiet kaldte det ”kæmpestort for fremtiden”, og Torben Kofod Ager fra De Konservative beskrev det som ”en af de vigtigste beslutninger, vi har taget i denne periode.”
Løsgænger Heidi Burgedahl understregede, at man skal passe på de familier, der risikerer at tilte under pres.
Da kommunalbestyrelsen nåede til punkt 15, som handlede om omrokering af aktiviteter i ungdomsskolen, opstod der en debat om, hvorvidt ændringerne ville føre til flere eller færre ungdomstilbud. Sabine Nicoline Lyngberg mente det sidste, Morten Riis det første.
Han hentydede til, at DF’eren ikke støtter forslaget, fordi hun selv bor i Klemensker, hvor flere af tilbuddene bliver rykket væk fra. Det afviste hun dog selv.
To mands kamp
Søren Schow, der ellers havde været tavs siden pausen, gjorde comeback, da kommunalbestyrelsen nåede til punkterne om Dams Gård.
Det skete efter, at René Danielsson havde kaldt Dams Gård for "en møgsag" og foreslået, at ejendommen bør sælges.
Herefter fulgte en længere ordveksling mellem løsgængeren og DF’eren, mens det blev mørkt uden for.
Til sidst brød Morten Riis ind og sagde: "Er vi ikke ved at være omkring?"
Begge politikere insisterede på at få én kommentar mere, selv efter borgmesteren havde forsøgt at lukke debatten, tydeligvis til irritation hos nogle i salen.
De næste mange punkter på dagsordenen forløb hurtigt og indebar blandt andet vedtagelsen af en ny cykelsti i Rønne mellem Vibegårds Runddel og Onsbæk.
Aftenen sluttede efter nogle lange timer med en orientering fra formanden og referat af mødet.
– Det var det, jeg havde, sagde Trøst.
Og sådan lød afskedsreplikken inden valget fra en kommunalbestyrelse, der for små fire år siden tog sin begyndelse på en broget konstituering med blandt andre Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Undervejs har en del politikere fået nye standpunkter. Schow var som nævnt ikke løsgænger for fire år siden. Van Sabben var ikke moderat. Torben Ager var ikke konservativ. Det var Linda Kofoed Persson heller ikke. Jonna Nielsen var socialdemokrat. For blot at nævne nogle.
Efter nytår vil nogle af dem være tilbage i salen, mens andre vil ryge ud – det kunne blive alle, endda Søren Schow, vil nogle måske saj…
Han var en stor foregangsmand
Det store camping-oprør: Da 19 fastliggere forlod Hasle i protest
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration










