Bryggeri vil udvide i nye lokaler

Bryggeri vil udvide i nye lokaler
Penyllan i Tejn ønsker at gå nye veje og udvide sit forretningskoncept i nye lokaler. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | Tirsdag 25. februar 2025 • 07:49
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Tirsdag 25. februar 2025 • 07:49

Af en tidligere udgave af denne artikel er det fremgået, at projektet Havnehuset får 200.000 kroner. LAG Bornholm meddeler, at der var en fejl i den oprindelige pressemeddelelse. Det rigtige beløb er 120.000 kroner.


Der var opbakning til fire projekter, da LAG Bornholms bestyrelse indstillede lokale initiativer til tilskud.

Der var søgt støtte for godt 1.200.000 kroner, da LAG Bornholms bestyrelse mandag skulle tage stilling til, hvilke projekter der skal modtage tilskud fra den lokale aktionsgruppes pulje. I alt blev det uddelt 435.221 kroner til fire projekter, som blev valgt, fordi de understøtter den lokale strategi og opnåede den bedste vurdering. Modtagerne er en biograf, et bryggeri, en bådehavn og et fødevareprojekt.

– Alle projekterne er i tråd med vores udviklingsstrategi, men på grund af begrænsede ressourcer har vi endnu en gang været nødt til at foretage en skarp prioritering af midlerne. Derudover har bestyrelsen tydeligt ønsket at sætte særligt fokus på projekter, der skaber fysiske aktiviteter og anlæg, siger formand Christian Prip i en pressemeddelelse.

Penge til Arnager Bådehavn

Trøffel Bornholm får 50.000 kroner til projektet Sammen om trøffel, der skal kortlægge og beskrive jordforhold og rodkvalitet hos øens ni aktive trøffeldyrkere samt de naturligt forekomne trøfler på Bornholm. Resultatet vil blive en folder, der både kan anvendes som informationsdeling, i undervisning og hos restauratører på øen. Trøffel Bornholm vil også gennemføre en trøffelfestival i Madkulturhuset i samarbejde med kokkeuddannelsen på Campus og hotel- og restaurantbranchen. LAG Bornholm støtter projektet, fordi det som et nyt og fællesskabsdannende initiativ indenfor fødevarebranchen og den lokale madkultur bidrager til udviklingsstrategien.

I Arnager kan man glæde sig over 65.221 kroner til et nyt fortøjningssystem i bådehavnen. Der er tale om Y-bomme, der skal give gode og sikre fortøjningsforhold og samtidig understøtte æstetikken i granithavnen med sorte pontoner, som vil passe ind i havnens øvrige udtryk. Den nye løsning er mere sikker under skiftende vejrforhold og giver lettere adgang til og fra bådene. Behovet for en sikker adgang til bådene er øget, da kajerne er blevet hævet efter nogle situationer med højvande, fremgår det.

Laser til biograf

Scala Gudhjem får 200.000 kroner til at udskifte en udtjent filmprojektor med en energisparende laserprojektor, der vil sikre den frivillige forenings aktiviteter i lang tid, skabe bedre arbejdsforhold for de frivillige og en bedre filmoplevelse for publikum. Udskiftningen er samtidig startskuddet til nye aktiviteter som børnefilmklub, foredrag om astronomi og samarbejde med Gudhjem Museum, hvilket vil være med til at bevare den frivilligt drevne forening, som har aktiviteter 360 dage om året.

Der er 120.000 kroner til projektet Havnehuset i Tejn. Det er bryggeriet Penyllan, der ønsker at gå nye veje og udvide sit forretningskoncept i nogle nye lokaler. Målet er at skabe en form for moderne samlingssted, der vil være velegnet til andre typer af udadvendte aktiviteter, og hvor bornholmere har mulighed for at leje sig ind til markering af livets store begivenheder. Projektet understøtter også lokale producenter, kunsthåndværkere og kulturpersonligheder, og det bidrager til LAG Bornholms udviklingsstrategi som et nyt mødested med fokus på at støtte fødevarevirksomheder og på at forbedre madkulturen og lokalbefolkningens livskvalitet og trivsel.

LAG Bornholms næste ansøgningsrunde har frist den 31. august, og der er cirka 700.000 kroner i puljen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT