Brugsen har fundet sin nye uddeler

Brugsen har fundet sin nye uddeler
Brugsen i Vestermarie har godt nyt. Foto: Jesper Dollerup Merved
NYHED | ABONNENT | 6. JUL 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
6. JUL 2023 • 05:30

Efter lidt længere søgning end planlagt har Dagli’ Brugsen i Vestermarie fået deres nye uddeler. Målsætningen er at få bedre fat i børnefamilierne, lyder det fra brugsforeningen og den nye uddeler.

Dagli’ Brugsen i Vestermarie har fundet deres nye uddeler.

Det fortæller brugsforenings formand, Hanne Birgitte Nielsen.

– Vi har ansat en ny uddeler fra den 1. august. Han hedder Enok Munk, og vi håber, at han, ligesom Anita gjorde, kan være med til at løfte butikken, så vi fortsat kan udvikle butikken, siger Hanne Birgitte Nielsen.

Brugsen i Vestermarie skulle finde ny uddeler, efter at Anita Bengtsson i foråret takkede af efter 10 år på posten. Oprindeligt skulle den nye uddeler være startet den 1. juni, men det bliver først nu, blandt andet fordi Enok Munk havde et job, han skulle sige op først. Selv fortæller han, at der skulle ske noget nyt.

– Jeg er uddannet revisor, og jeg kommer fra en stilling som økonomirådgiver hos Bornholms Landbrug og Fødevarer. Før det havde jeg min egen virksomhed, hvor jeg lavede regnskaber for virksomheder. Jeg har arbejdet med regnskab og revision i snart 20 år, og jeg havde brug for, at der skulle ske noget nyt, siger han og fortsætter:

– Det er en spændende udfordring at kunne løfte Dagli’ Brugsen i Vestermarie videre til et nyt niveau. Ikke fordi jeg synes, det har været dårligt før, men jeg føler, jeg kan bidrage med et sæt nye øjne.

Fat i børnefamilier

En af de vigtigste opgaver, når Enok Munk træder til, bliver at få fat i børnefamilierne i Vestermarie, forklarer formanden for brugsforeningen.

– Jeg ser ham som nyt friskt blod til butikken. Han er 40 år og kan måske appellere lidt til børnefamilierne, som vi har en del af i byen, siger Hanne Birgitte Nielsen.

Og den målsætning deler den nye uddeler.

– Vi vil meget gerne have fat i børnefamilierne, og jeg har selv fire børn derhjemme, så jeg har et meget godt bud på, hvad de efterspørger. Men til at starte med vil jeg stikke en finger i jorden og lære kunderne at kende, fortæller Enok Munk.

Det er ikke nogen hemmelighed, at brugsen i Vestermarie, på samme måde som mange andre i branchen, kæmper med økonomien, og det er en situation, som han godt er klar over.

– Jeg har været igennem de fleste regnskaber for brugsforeningerne på Bornholm, og der kan jeg godt se, at de har været udfordret på indtjeningen. Men det ser bedre og bedre ud, så mon ikke også, at vi får styr på det. Det er jeg helt sikker på.

Optimismen er fortsat til stede

Selvom økonomien har været lidt trangt de seneste år, er Hanne Birgitte Nielsen dog stadig optimistisk på brugsens vegne.

– Jeg er helt sikkert stadig optimistisk. Jeg regner ikke med, at vi lukker foreløbig. Selvfølgelig skal vi kæmpe, men vi har en meget stærk bestyrelse, som også bidrager meget i det daglige, siger hun og tilføjer:

– Det er den eneste butik i Vestermarie, og vi ser stadig, at der er et grundlag for den. Der er også flere, der bliver mere opmærksomme på os, blandt andet fordi vi har en meget aktiv borgerforening og Folkeskoven har også været med til at løfte byen, fortæller brugsforeningsformanden.

Enok Munk ser også et potentiale i at udnytte de andre kræfter i byen.

– Jeg vil også tage fat i Vestermarie Borgerforening og høre, hvordan vi kan spille hinanden stærkere, og hvad jeg og brugsen kan bidrage med. Det er også et ønske om at være mere investeret i lokalsamfundet på Bornholm.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT