August Lund: Bornholm sælger sig selv for billigt

August Lund: Bornholm sælger sig selv for billigt
August Lund - på vej ind i det bornholmske havvindmølleeventyr. Arkivfoto
NYHED | ABONNENT | 4. MAR 2023 • 05:00
NYHED | ABONNENT
4. MAR 2023 • 05:00

Erhvervsmanden bag Strandhotellet, Hallegaard og Siemsens Gaard er klar til at udvide de grønne aktiviteter på Bornholm. Samtidig advarer August Lund mod discountificeringen af Bornholm.

August Lund er en sjælden race. Både på Bornholm og i Danmark, men også i det hele taget. Det er simpelthen svært at komme i tanke om en person, der har taget skridtet fra et job i en investeringsbank – med millionbonusser og fly på første klasse og så videre hele vejen ned af klichéernes boulevard – og så tage den ulitmative kovending, mens man er midt i trediverne, og sige farvel til det hele.

Det gjorde August Lund i 2012. Mens han forhandlede sin aftrædelsesordning med Goldman Sachs, tog han tilbage til Danmark og købte sig ind i restaurantkæden Cofoco.

Nu er han stort set vegetar, kalder sig selv climate change economist og støtter udelukkende den grønne omstilling, når han investerer sine sparepenge fra Goldman Sachs-årene.

Et medie brugte i den forbindelse en triviel, men alligevel rammende Star Wars-reference: August Lund har forladt the dark side.

På Bornholm med børnehaven

Sådan ser den 45-årige cand.polit. ikke på det. "Penge interesserer mig ikke", har August Lund udtalt til et dansk fagblad, men "jeg ved noget om at restrukturere gæld og få styr på økonomien".

Den evne har flere virksomheder på Bornholm nydt glæde af de seneste år. Det, der startede som en helt almindelig sommerhusjagt endte i 2020 i en større shoppingtur for August Lund. Inden for et år købte han Hallegaard, Strandhotellet i Sandvig og det gamle familiehotel Siemsens Gård i Svaneke. I 2020 købte han sig desuden ind i Bornholms Mosteri, et kommunalt beskæftigelsesprojekt, der blev etableret i 2006. I dag består ejerkredsen af August Lund, Filip Lau, Den Sociale Kapitalfond, Ocean Prawns, Lars Nørby Johansen, Den Erhvervsdrivende Fond Bornholms Mosteri og Insepa. 75 procent af virksomhedens medarbejdere har fysiske eller psykiske skavanker, som gør, at de ikke kan varetage et ordinært arbejde.

Især det skridt sendte et signal om, at August Lund nærer varme følelser for Bornholm. Selv fortæller han, at han besøgte Bornholm første gang, da han gik i børnehave.

– Jeg har været en masse på Bornholm i min barndom på feriekolonien Solgården i udkanten af Snogebæk. Den er ejet af Gentofte Skolerne, og der kom jeg både med børnehave og folkeskole, og jeg er også kommet på Bornholm som voksen, fortæller han over telefonen fra København.

Kommunen skal investere tungt

Efter tre år i det bornholmske ferielandskab ser den grønne iværksætter plads til forbedring. Faktisk mener August Lund, at Bornholm er i overhængende fare for at udvikle sig til en discountferieø.

– Generelt kunne Bornholm bruge et løft på visse områder. Bornholm sælger sig selv lidt for billigt, det er kørt lidt ned. Jeg vil ikke sammenligne med solkysten, men man har ikke hævet niveauet nok gennem de sidste 20-30 år. Man har ikke lavet en fælles indsats for at bringe den rigtige turisme til Bornholm. Man går i mindste fællesnævner, billigt eller gratis. Det må være irriterende for campingpladserne, at man kan parkere gratis i havnene, og jeg tror ikke nødvendigvis, folk værdsætter det, der er gratis. Det duer ikke for Bornholm og for den bornholmske turisme, at man kan komme fra Tyskland med sin mad fra Aldi og parkere gratis. Det er det forkerte signal at sende. Man kører jo heller ikke rundt i Sydeuropa med sin campingvogn og parkerer, hvor man har lyst, siger han og fortsætter:

– Når jeg ser på Bornholm udefra er det en helt unik natur, det kan noget andet end resten af Danmark, og man bør værdsætte det på en anden måde, end man har gjort hidtil. Det kan godt være, man kalder Bornholm en gastronomiø, men jeg ser ikke meget af den gastronomi. Selvfølgelig er der Nordlandet og Kadeau og andre, men råvarerne er der ikke, og de bliver heller ikke værdsat, når de er der, hverken af bornholmerne eller turisterne. Fiskeriet er dødt og de fleste grøntsager bliver sejlet ind ovrefra.

August Lund er heller ikke imponeret af kommunens indsats på området.

– Bornholm som kommune gør heller ikke meget for at støtte den kultur. De skulle støtte de tiltag i langt højere grad. Nu er jeg også med i Bornholms Mosteri, og så snart der kommer nogle bærende kræfter ind, som gerne vil støtte socialt udsatte eller hvad det måtte være, så trækker kommunen sig. Det er det modsatte af det, man skal gøre. Kommunen skal investere langt tungere, siger August Lund, der har rakt ud til Bornholms Regionskommune mange gange.

– Det er som om man helst vil være fri. De vil gerne være en grøn ø, men det er ikke særlig nemt at få lov til at sætte sol eller vind op. Skal du ombygge et hotel, eller bare have tilladelse til at sætte det i stand som det så ud for 50 eller 100 år siden, så er behandlingen langsom.

Stop ræset mod bunden

I rollen som investor følger August Lund som udgangspunkt med fra København. Udover Michael Engel på Hallegaard har han forpagtningsaftaler med Kasper og Pia Bajlum på Strandhotellet og Mathias Sejer Sørensen og Johan Juncker på Siemsens Gaard.

– Så kan jeg hjælpe til med kapital og rådgivning, visioner og strategi. Men det er dem, der står med det til daglig.

Aktiviteterne i det forholdsvis nye slagtehus på Hallegaard har stort set ligget stille under corona, men det kan der sagtens blive lavet om på, siger August Lund.

– Jeg kan ikke drive det videre personligt, og Michael kan heller ikke. Så det skal være kræfter fra resten af Bornholm, der vil lægge nogle timer i det. Det står folk frit for. Vi har bygningen stående på vores grund, så hvis de kan få en forretning ud af det, så kan de frit benytte det, siger August Lund og tilføjer at en sådan aftale selvfølgelig forudsætter at brugerne overholder de eksisterende regler og standarder på området.

Hans hjerte banker især for sommercaféen og butikken på Aspevej mellem Svaneke og Østermarie.

– Jeg vil bare gerne have det kan fortsætte, siger August Lund. Kærligheden til Hallegaard stikker dybt og repræsenterer for erhvervsmanden noget, som ikke kan gøres op i penge.

– Der er noget, bornholmerne skal huske, og det er, at når folk tager til Bornholm, så har de nogen ting, de synes har charme og kan nogen ting. Og Hallegaard er en af dem. Lige så vel som det at se Hammershus og bade fra klipperne. Hvis de ting forsvinder, og der kun er Lidl og Netto tilbage, så er det ikke interessant at være der for nogen. Man må stoppe det der race to the bottom, hvor man lukker alt, der har en kvalitet, ned. Det er er Netto, der skal lukke, det er ikke Hallegaard. Det skal folk måske også tænke på, når de handler til daglig, siger August Lund.

– At de er med til at påvirke, hvad der overlever på sigt.

Lugten af gammel gymnastiksal

Det er den fantastiske natur, der lægger fundamentet for, at det er interessant for turister at tage til Bornholm, gentager August Lund. Fremtiden er lys, men det fører ingen vegne at sælge sig selv for for billigt eller lægge alle sine æg i fondskurven.

– Det nytter ikke noget at man lægger det hele an på at nu kommer Realdania og bygger et museum eller en café - det er ikke reel økonomi, og det fungerer ikke på sigt. Der er ikke nogen, der kan leve af charity på sigt, siger August Lund.

Han tror på, at hele Bornholm kan få et løft af, at man forlænger sæsonen, fortrinsvis med fokus på at tiltrække store kunder fra erhvervslivet. Derfor skyder han i disse år mange penge i renovering og opgradering af sine hoteller.

– Et eksempel kunnne være at få virksomheder, der kom over fra Sjælland, som brugte det som off site. De ville også lægge penge i andre dele af Bornholm. Novo og Carlsberg kommer ikke over i noget, der lugter af gammel gymnastiksal. De vil have et vist niveau, for det er de vant til og det kan de få andre steder. Ellers tager de til Berlin eller Hamborg.

 

På vej ind i havvind

 

I dag, et par måneder før sæson 2023 for alvor skydes i gang, afslører erhvervsmanden August Lund, at han er klar til at øge sit engagement på Bornholm. Han har allerede markeret officiel interesse for den kommende borgerejede havvindmøllepark ud for Snogebæk, men serieiværksætteren er også åben for nye partnerskaber, specielt inden for produktion af grøntsager.

– Hvis der er nogen, der gerne vil have hjælp til omlægning af landbrug eller andet, der passer ind i at vi gerne vil have nogle gode grøntsager, så gør vi det gerne i samarbejde med andre. For jeg kommer ikke med en masse folk fra København eller Sjælland. Jeg har brug for nogen, der vil stå for driften, siger han.

August Lund bekræfter desuden, at han har taget de første skridt ind i Bornolms Havvind, der vil opføre ni borgerejede vindmøller i havet ud for barndommens legeplads.

– Det er rigtigt, vi deltager i det havvindsprojekt, der er på Bornholm. Jeg synes det er super, der er nogen der tager initiativ til at lave et projekt til gavn for øen, både klimatisk og økonomisk, og som er forankret på Bornholm. Det er et stort projekt, og det tjekker mange af de rigtige bokse, jeg er selv meget optaget af klima og biodiversitet. Det vil jeg gerne støtte op om med de forretninger jeg nu har på Bornholm. Så min tanke er, at alt hvad jeg rører ved på Bornholm, skal lægge penge i og deltage i det projekt.

Investeringens størrelse er ikke afgjort endnu, siger August Lund.

– Men jeg har selv interesser i sol og vind i udlandet, og har nogle folk omkring mig som ved en del om den slags, og vi vil bidrage med det, vi kan.



FÅ ABONNEMENT