Mød verdens hurtigste rovfugl på Bornholm

Mød verdens hurtigste rovfugl på Bornholm
Vandrefalken jager ved at stige højt op, folde vingerne tæt ind til kroppen og styrtdykke ned mod byttet. Foto: Jonas Halberg, DOF Bornholm
NATUR | Søndag 17. august 2025 • 12:21
NATUR | Søndag 17. august 2025 • 12:21

Bestanden af vandrefalke har været hårdt ramt de seneste to år. På Bornholm har arten dog haft det godt trods sygdom.

Dansk Ornitologisk Forening på Bornholm kan konstatere, at det går godt med vandrefalkens liv her. Ritzaus Bureau meddelte gennem landsorganisationen for Dansk Ornitologisk Forening, at der er fremgang i bestanden af verdens hurtigste fugl, hvor der nu sammenlagt er mindst 12 ynglende par i Danmark. Heraf bor en del så på Bornholm

– Vi har mellem fem og syv par, men det er ikke alle parrene, der er ynglende, siger John Holm. Han er lokalkoordinator for vandrefalkene her og holder nøje øje med, hvordan bestanden udvikler sig.

– Her på øen har vi været heldige med at have et meget stabilt hold af ynglende vandrefalke. Så vi har ligget mellem fire og syv par, siger han.

For at holde øje med, hvem der kommer og går, eller rettere sagt flyver, kæmper John og kollegaerne med at få mærket fuglene. De skal helst have ring på.

– Det ene sted registrerede vi fire unger. Vi kunne desværre ikke få dem ringmærket af fare for nedstyrtende sten. Et andet par har leveret tre unger, som vi har fået ringmærket, forklarer han.


Når vandrefalken rammer, slår den sit bytte bevidstløs eller dræber det øjeblikkeligt med sine kraftige kløer. Foto: Jonas Halberg, DOF Bornholm

Fuglen blev kørt ned

Derudover har fuglespotterne set endnu et par med unger, men de har ikke kunnet se, hvor de boede.

– Der har vi set to udfløjne unger, siger John Holm.

Når vandrefalkene er ringmærkede, er det ikke kun for at holde øje med, hvem der vender tilbage til Bornholm. De bliver også spottet i andre lande.

– Så får vi rapporteringer fra Sverige og Polen, hvis de opdager nogen, der har en dansk ring på. På den måde kan vi også følge med i, hvor gamle de bliver, forklarer John Holm.

I år har man netop fået besked på en bornholmsk vandrefalks alder på en lidt kedelig baggrund.

– Vi fik en ihjelkørt vandrefalk ind i januar, der var 12,5 år gammel. Den var blevet ringmærket oppe i Slotslyngen for 12,5 år siden, siger fugleeksperten.

Vandrefalken er lidt en ubeslutsom størrelse i forhold til opholdssted, når det kommer til de forskellige årstider.

– Nogle trækker væk, men de kommer tilbage til øen og finder partnere her, men man kan også se andre her om vinteren, forklarer han.


Vandrefalken findes på alle kontinenter undtagen Antarktis. Den er altså et af verdens mest udbredte rovdyr. Foto: Jonas Halberg, DOF Bornholm

Scorer ikke igen

Hvorfor nogle vandrefalke tager på charterferie om vinteren, mens andre bliver i de hjemlige omgivelser, kan John Holm ikke komme med en forklaring på.

– Det er et godt spørgsmål, hvorfor nogle bliver, mens andre bare har lyst til at rejse ud. Det er det samme med vores havørne, siger han. Der er også forskel på livsformen for vandrefalkene alt efter rejselysten.

– Dem, der bliver her, er monogame og danner par for livet. De yngler samme sted, men når de er færdige der, flyver de rundt på øen, fordi de skal finde mad andre steder, siger John Holm.

Det er tid til at slå øjnene helt op, hvis man skal spotte rovfuglen.

– Lige nu er de færdige med deres unger, så de er rundt omkring på hele øen. Man skal bare have en kikkert med sig, og så skal man være heldig. De holder ikke fast til et sted, men Ekkodalens moser er et godt bud, siger han.

Det kan dog kræve noget af et falkeblik, hvis man skal have låst fokus på en vandrefalk, der er draget på jagt. De kan styrtdykke op mod 385 kilometer i timen.


Den lynhurtige rovfugl kan bo både på klipper, i ørkener, på tundra og i byer – i storbyer bruger den ofte skyskrabere som "klipper", og jager duer og andre byfugle. Vandrefalken har et exceptionelt skarpt syn – man mener, at den kan se op til otte gange bedre end mennesker samt registrere bytte på op til 3 kilometers afstand. Foto: Jonas Halberg, DOF Bornholm

 


Under 2. verdenskrig blev bestanden af vandrefalke i Storbritannien angiveligt bevidst holdt nede, fordi de fangede brevduer, der bar hemmelige beskeder. I 1960’erne var de tæt på at uddø mange steder pga. pesticidet DDT, som gjorde æggeskallerne skrøbelige. Efter forbuddet mod DDT har vandrefalken gjort et godt comeback. Foto: Jonas Halberg, DOF Bornholm


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT