Almeborg får nøglerolle for Jensen

Almeborg får nøglerolle for Jensen
Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 4. NOV 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
4. NOV 2023 • 05:30

Med Jensen-Groups køb af Ole Almeborg er der udsigt til tocifrede millioninvesteringer i Hasle-fabrikken.

Den 12. oktober faldt lidt af en bombe i det bornholmske erhvervsliv. Jensen-Group købte nemlig en af øens største private virksomheder i form af Ole Almeborg i Hasle.

Det skyldes særligt en ting. Jensen-Group har travlt og har brug for endnu mere kapacitet.

– Vi har i efterhånden lang tid kigget efter muligheder for at udvide vores produktionskapacitet. Det vil helt konkret sige mere maskinpark og flere kvadratmeter og folk, lyder det fra direktør for Jensen Denmark, Morten Rask.

Oprindeligt havde Jensen-Goup planer om at bygge en helt ny fabrik og har også købt jord til formålet. Stigende byggepriser var dog med til, at den plan blev skrinlagt. Samtidig var og er Ole Almeborg ifølge Morten Rask en veldrevet virksomhed med dygtige ansatte med samme uddannelsesmæssige baggrund, som de medarbejdergrupper Jensen-Group i forvejen beskæftiger på Bornholm.

– Så da muligheden for at købe Ole Almeborg opstod, var det et relativt let valg at følge det spor i stedet for at bygge nyt, siger Morten Rask og uddyber:

– Helt grundlæggende er opkøbet en rigtig god forretningsmæssig beslutning for Jensen-Group. Det går meget hurtigere for os at få udvidet vores kapacitet, end hvis vi skulle bygge helt nyt, og samtidig følger der 70 virkelig dygtige medarbejdere med. Selvom vi producerer forskellige ting, så er det grundlæggende det samme, vi laver, og de samme kompetencer, der er i spil. Derfor kan vi hurtigt lægge på og lave produkter til Jensen i Hasle, lyder det.

Almeborg fortsætter som nu

Jensen-Group er verdens største producent af vaskeriudstyr til professionelt brug.

Kunderne tæller typisk store hospitaler eller virksomheder, der vasker for store hotelkæder. Ole Almeborg har omvendt slået sig op på produktion af transportmateriel til eksempelvis medicinalbranchen og fødevarebranchen. Derfor skal der investeres i produktionen.

Morten Rask understreger dog, at Ole Almeborg i den proces fortsætter med at producere de produkter, som virksomheden gør i dag.

– Vi har ingen konkrete planer om at stoppe med at producere de produkter, de laver på fabrikken i dag. De producerer på et skift fire dage om ugen, hvor vi på vores tre øvrige faciliteter på Bornholm kører med produktion 24 timer om dagen seks dage om ugen, siger han.

Det betyder, at der er en markant produktionskapacitet ledig på Ole Almeborgs fabrik, der kan bruges til at producere direkte ind til Jensen-Group ved siden af den oprindelige produktion.

Morten Rask fortæller dog, at man vil give sig god tid til at lære hinanden ordentligt at kende og stille og roligt få integreret de to virksomheders produktion. Derfor er der ikke en deadline for, hvornår fabrikken i Hasle skal producere direkte ind til Jensen-Group.

Et klap på skulderen

Selvom Jensen-Groups stifter er bornholmsk, og familien stadig sidder på aktier og en toppost i virksomheden, så skal man ikke tro, at der venter øen særbehandling.

Jensen-Group er først og fremmest en international børsnoteret koncern med en milliardomsætning og kontorer, fabrikker og salg verden over. Derfor er der kun produktion på Bornholm, fordi det giver mening i et økonomisk henseende. Det betyder også, at opkøbet skal tolkes som et stort klap på skulderen til de ansatte på Bornholm.

– Det er det i høj grad. Jeg tolker det, at man fra topledelsens side har sagt ja til at investere på Bornholm som meget positivt. Det er klart, at det gør de kun, fordi vi gør det godt og er konkurrencedygtige, og det skal vi være stolte over, siger Morten Rask og tilføjer i samme nu:

– Nu skal vi vise, at vi kan leve op til den tillid. For bliver vi selvfede, så kan det også gå den anden vej, selvom det da selvfølgelig er en stor cadeau til det arbejde, vi gør på Bornholm.

Investerer millioner i Hasle

Helt konkret skal der over de kommende år investeres et større tocifret millionbeløb i nye maskiner og produktionsudstyr på fabrikken i Hasle. Samtidig bliver fabrikken en slags pilotproduktion, hvor nye tiltag skal efterprøves.

– Når vi skal etablere ny produktion på fabrikken, er det oplagt, at vi også prøver at gøre tingene på en ny og forhåbentlig lidt smartere måde. Det bliver nogle nye måder at arbejde på i det daglige og i samarbejdet på tværs af faggrupper, og hvordan vi producerer de forskellige elementer, vi gør, forklarer Morten Rask.

Går det som han håber og tror, vil de erfaringer, man gør sig i Hasle på sigt blive videreført til Jensen-Groups øvrige fabrikker på Bornholm.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT