Søren Wolff har en deadline: 'De kan ikke behandle mig mere'

Søren Randbøll Wolff har mistet sin kone til Alzheimer og har nu selv uhelbredelig kræft. Men den forhenværende chefredaktør på ”Bornholmeren” og stifter af Bornholms Vinforsyning sætter stadig pris på livet.

Søren Randbøll Wolff faldt pludselig om i skolegården uden at vide, at det en dag ville føre ham til at leve hele sit voksenliv på Bornholm. Han var 12 år dengang. Nu lå han forbavset på asfalten i sin skolegård ved Roskilde – med slemme smerter i både ryg og ben. Sporadiske smerter i ryggen havde været der i noget tid. Men han havde ikke nået at skænke dem mange tanker. Nu havde smerterne til gengæld indhentet ham og endda forplantet sig til benene, som med ét segnede under ham.

– Så kom der et par drenge og hev mig op sammen med en venlig lærer, som sagde, at jeg hellere måtte cykle hjem, fortæller han, da vi sidder i eftermiddagssolen med kaffe i hver vores kop omkring det flere meter lange spisebord i hans køkkenalrum i Aakirkeby.

– Jeg havde fire kilometer hjem, siger han og smiler et lille smil med tanke på datidens hærdningspædagogik.

Derhjemme ved forældrenes lille gartneri lidt udenfor Roskilde blev han mødt af sin bekymrede mor, som straks sendte ham til undersøgelser hos lægen og siden på hospitaler i København. Det viste sig, at han led af en ikke-dødelig, men uhelbredelig rygsygdom. Det betød også, at han måtte finde en ny fremtidsdrøm. Før ville han have været gartner som sin far, men snart blev en ny drøm sået hos ham, da hans klasselærer i 6. klasse en dag opmuntrende udbrød: ”Jamen, du skal da være journalist, Søren!”

– Det havde jeg ikke selv tænkt på, siger han og fortæller, at han dog godt kan huske, hvordan hans stile ofte blev læst op, ligesom han allerede på det tidspunkt skrev små notitser til lokalaviser.

– Det gjorde jeg for eksempel, hvis jeg så lærken var kommet, som jeg så fik en lille skilling for.

Han smiler lunt.

– Og efterhånden skrev jeg mere og mere. Jeg kunne slet ikke lade være.

”Bare ikke Bornholm”

Da han efter en veloverstået realeksamen og efter et næsten endt journalistisk aspirantkursus på Esbjerg Højskole var klar til at blive sendt ud som elev på en avis, blev han en dag kaldt ind på kursuslederens kontor. Han ville gerne høre, hvor Søren gerne ville hen.

– Jeg svarede, at jeg allerhelst ville til Nordjylland, hvor jeg kendte en pige eller også til Fyn. Men ellers var jeg ligeglad – bare jeg ikke kom til Bornholm!

Dengang havde Søren Randbøll Wolff fået et skævt billede af øen gennem sin lokalavis i Roskilde, som havde bragt en reportage fra Bornholm i anledning af 10-året for russernes besættelse af øen.

– Jeg husker stadig billedet af folk fra Sorthat-området, som gravede kul op i trillebøre. Der var billeder af nogle ældgamle biler, som folk kørte rundt i. Det lignede et uland, syntes jeg.

Alligevel takkede han ja til den stilling, han blev tilbudt på Bornholmeren, som dengang var konkurrerende avis til Bornholms Tidende. Der begyndte han den 6. november 1961 med et løfte om, at han efter et års tid kunne blive flyttet et andet sted hen.

– Men så blev det sommer, og der er jo dejligt på Bornholm, og jeg blev meget begejstret for øen. Naturen er jo noget specielt, og jeg faldt hurtigt til.

Fandt kærligheden på Store Torv

Søren Randbøll Wolff flyttede ingen steder. I dag er han 78 år og har levet over 60 år af sit liv på Bornholm. Her har han haft sit arbejdsliv, mødt kærligheden og stiftet familie. Men for fem år siden mistede han sin kone Elly, som han i sin tid mødte på Store Torv i Rønne.

– Det var en lørdag aften, og hun stod der og så sød ud. Vi var en gruppe unge, som tog hjem til mig. Hun tog også med. Og derfra blev hun hos mig, fortæller han.

I dag er Søren Randbøll Wolff igen alene, som han var, da han som grøn og fremmed journalistelev tog til Bornholm med sin ene kuffert og sin forudindtagede forestilling om klippeøen, men i dag er ”bagagen” pakket med et langt levet liv, og rejsen ville han ikke gøre om.

– I de store linjer er der ikke noget, jeg har fortrudt. Jeg har været utrolig heldig at komme til at lave noget, jeg gerne ville. Og ligefrem kunne leve af det, siger han og sætter kaffekoppen fra sig.

– Det billede, jeg havde fået af Bornholm i Roskilde Tidende, viste sig jo at være helt forkert, selvom der faktisk ikke var mange biler på øen dengang, hvor man stadig skulle hejse biler om bord på Bornholmerbåden, smiler han.

Uventet vineventyr

Selv drønede Søren dog hurtigt rundt over hele øen for at fylde spalte på spalte med nyt fra livet rundt om på øen, ligesom han næsten hver aften blev sent ude for at referere hjem fra alt fra afholdsforeninger og missionsforeninger til politiske foreninger og landboforeninger.

– Det lærte man meget af, og man lærte meget om samfundet, fortæller Søren Randbøll Wolff, der blev på Bornholmeren i 30 år. Først som elev, siden som almen journalist, inden han sluttede af som chefredaktør, hvor avisen fik et nyt ansigt udadtil med både en ny kontorbygning og en ny stor ny trykmaskine, der fik navnet ’Den røde Baron’. Men efter selv at have været bladets baron i syv spændende år valgte han alligevel at sige op.

– Jeg var ikke god til at administrere. Det, jeg egentlig ville, var at skrive og møde mennesker.

Det fik han i stedet muligheden for som selvstændig journalist og pr-mand.

– Det var nogle sjove år, hvor jeg blandt andet kørte rundt og interviewede kendte og spændende mennesker for gigtforeningens landsdækkende medlemsblad.

Det førte samtidig til et uventet vineventyr, da han, også for gigtforeningen i Danmark, drev en vinklub, der blev så populær, at medlemmerne klagede, da chefen for landsforeningen ville stoppe den. Sådan opstod først Søren Randbøll Wolffs egen vinklub og siden vinbutikken Bornholms Vinforsyning, som han drev sammen med sin kone.

– Det var nogle fantastiske år. Vi kunne sagtens være uenige om ting, men vi kunne altid finde løsningen sammen. Vi kunne også godt komme til at skændes en gang i mellem, men aldrig sådan rigtig alvorligt. Og vi havde altid noget at snakke om, siger han og rører rundt i kaffekoppen.

– Skulle jeg have fortrudt noget, ville det være, at vi ikke arbejdede sammen hele livet. Det kunne vi have haft meget glæde af begge to.

– Man skal være god ved sig selv, men man skal så sandelig også være god ved sine medmennesker. Man er normalt bedst god ved sig selv, hvis man også er god ved andre. Ellers får man jo ingen venner, siger Søren Randbøll Wolff på spørgsmålet om sit bedste livsråd. Foto: Jacob Jepsen

Konen forandrede sig

I 2016 valgte Søren og Elly dog at sætte deres butik til salg, og der gik ikke længe, før den velbesøgte vinforretning var afsat til en ny ejer. Men deres sidste tid som passionerede vinsælgere blev anderledes barsk end forventet med bratte sygdomsdiagnoser til dem begge.

– Lige efter vi havde skrevet under, fik min kone diagnosen Alzheimers, og et års tid senere fik jeg selv konstateret prostatakræft med spredning til hele kadaveret, siger han stille, men sindigt.

De første tegn på Ellys hukommelsestab startede så småt i butikken, husker han.

– Hun kunne pludselig ikke finde ud af at betjene kasseapparatet eller regnemaskinen. Det var hende selv, der opdagede det. Jeg tror, hun havde haft en anelse om det.

En tur hos lægen sendte dem nu videre til hukommelsesklinikken på Rigshospitalet.

– Der gik et par måneder, før vi fik en indkaldelse, og der var hun allerede begyndt at blive lidt anderledes.

Hvordan?

– Hun fik den dér fugl.

Han peger mod fuglen i loftet, der hænger et stykke fra os. En måge i træ af den kendte Kay Bojesen vugger stille i sin fjeder i køkkenloftet.

– Den fik hun, da hun trådte ud af Natur Bornholms bestyrelse. Og dengang vi kom hjem med den, sagde hun: ”Den er min!”, fortæller han med en stemme som et barns.

– ”Ja, ja, det er din, det ved jeg godt.” ”Ja ja, men det er min!”

Lo ad kræftdiagnose

Søren Randbøll Wolff smiler vemodigt.

– Sådan viste sygdommen sig først i det små, selvom hun ellers virkede normal. Men så fik hun diagnosen og på vejen hjem, så gjorde hun det klart, at det ville hun ikke snakke om. Hun var jo sygeplejerske og vidste godt, hvad det var. Hun gik langsomt ind i sig selv.

Nu passede Søren selv biksen, mens hans kone opholdt sig derhjemme.

– Jeg ringede hjem hele tiden. Og når hun ikke tog telefonen, måtte jeg lukke butikken og køre hjem for at se, om hun var der. Sommetider var hun gået. Men hun var bare gået en tur. Jeg behøvede ikke være nervøs, men var det jo, siger han.

– Så det var en lidt ubehagelig tid.

Han tier et øjeblik.

– Og så var det, at jeg selv fik konstateret kræft, kommer det så.

– På det tidspunkt var hun stadig oppegående. Men da jeg kom hjem og fortalte hende, at jeg havde fået kræft, grinede hun bare. For hun forstod ikke, hvad det var. Da var hun blevet lidt fjern.

Han ser mod vinduet.

– Det var ellers meningen, jeg skulle blive i butikken lidt tid endnu, indtil den nye ejer var sat rigtig ind i det.

Pludselig var hun væk

Nu måtte han pludselig bruge al sin tid på at passe sin kone og sine egne kemobehandlinger.

– Vi fik jo en masse hjælp fra den meget udskældte hjemmepleje, som var helt fantastisk. Vi indrettede stuen derinde til hendes soveværelse, siger han og ser mod stuen ved siden af køkkenet.

– Der lå hun med en hospitalsseng og lift. Og de sidste tre måneder af hendes liv fik hun en plads på plejehjemmet Sønderbo.

Kunne hun genkende dig til det sidste?

– Det har jeg været i tvivl om. Det ved jeg ikke. Hun mistede sproget efter et par år. En gang imellem kunne hun vågne om natten og sige nogle underlige ting, som jeg ikke forstod.

Men hun havde nogle grimasser, som hun måske også havde, før hun blev syg, som godt kunne sige et eller andet. Men om det var rigtigt eller det var noget, jeg forestillede mig, ved jeg jo ikke, fortæller han.

– Jeg ville utrolig gerne have vidst, om der var noget inde bag ved. Det er en underlig situation, at et menneske, man har kendt i så mange år, lige pludselig er væk.

Han tier igen.

– Jeg plejede altid at sige, at jeg mistede hende før 2017, hvor vi holdt guldbryllup. Hun var der rent fysisk, men der var ikke så meget andet. Jeg vidste jo, hvor det bar hen. Men man er jo aldrig helt forberedt på døden. Så jeg blev selvfølgelig meget ked af det, da hun døde.

Bare ikke kemo

Elly døde i 2019. Selv ved han, at han nu også selv lever på lånt tid.

– Jeg var i sin tid taget til lægen, fordi jeg troede, jeg havde Parkinson. For jeg ryster, siger han og holder en hånd frem over bordet som bevis.

Men bortset fra de rystende hænder er der ikke noget uroligt at spore hos Søren Randbøll Wolf.

Blev du bange, da du fik kræft?

– Nej, jeg blev ikke bange. Jeg er mærkelig, siger han med en grimasse, som er det ham næsten selv en gåde.

– For jeg tager tingene, som de kommer.

Det gjorde han også, da lægen fortalte, at hans rysten skyldtes gammelmandsrystesyge. Til gengæld viste blodprøver, at han havde temmelig fremskreden prostatakræft.

– Det vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til. Det eneste, jeg fik sagt, var ”det overlever jeg nok, bare jeg ikke skal i kemo”.

– Tre uger efter var jeg i kemo, småler han.

– Og ja, det var jo godt nok. Kemo er bestemt heller ikke sjovt. Men når det kan forlænge ens liv, så vil man jo gerne, forklarer han.

– Jeg er jo glad for livet. Jeg vil gerne være her, siger han og ser op.

– Men jeg tænker af og til på, om man kan få så ondt, at man gerne vil herfra, for det ved jeg jo, at der er andre mennesker, der har haft.

Han slipper et suk.

– Men der må jeg indrømme, at jeg er lidt fej. Jeg flygter fra spørgsmålet.

– Ligesom jeg tror de fleste andre gør, håber jeg på en nem død. At jeg falder i søvn, lukker øjnene og ikke åbner dem igen. Men sådan går det nok ikke for flertallet.

– En bekendt spurgte mig, hvordan det egentlig er at vide, man skal dø? Så sagde jeg: ”Det ved vi vel alle sammen, at vi skal”. Men det var egentlig også godt spurgt, for jeg kan sagtens tale om den slags ting, siger Søren Wolff. Foto: Jacob Jepsen

Vær åben om døden

Søren Randbøll Wolff var i behandling, indtil for et halvt år siden.

– Nu har de opgivet mig. Nu kan de ikke behandle mig mere, siger han og hæver ivrigt stemmen lidt.

– En bekendt spurgte mig, hvordan det egentlig er at vide, man skal dø? Så sagde jeg: ”Det ved vi vel alle sammen, at vi skal”. Men det var egentlig også godt spurgt, for jeg kan sagtens tale om den slags ting. Men de fleste er for lukkede, og det synes jeg er synd. For jo mere åben man er, jo bedre har man det selv.

Hvad er dit bedste livsråd?

– Man skal være god ved sig selv, men man skal så sandelig også være god ved sine medmennesker. Man er normalt bedst god ved sig selv, hvis man også er god ved andre. Ellers får man jo ingen venner. Man får ikke venner, hvis man er modbydelig ved andre, vel? Der er nok mistro og ondskab i verden, siger den nu flittige e-avislæser, for den tidligere chefredaktør døjer nu ironisk nok med (avis)papirallergi.

Livets mening er livet

Selvom lægerne nu har opgivet at helbrede ham for hans kræftsygdom, kender den garvede journalist ikke sin egen ”deadline” endnu.

– Nej, jeg har ikke fået noget slutdato, siger han og trækker luft ind gennem næsen.

– Men jeg holder mig oppe på medicin.

Har du mange smerter?

– Ikke hvis jeg husker at tage medicinen, og det gør jeg. Det er kun sket nogle få gange, og det kan gøre meget ondt, kan jeg sige dig. Men jeg får noget medicin, som gør, at jeg kan holde det ud, men som til gengæld gør, at jeg er træt. Jeg er nødt til at ligge ned i meget tid. Men det bliver da også til en tur i brugsen med min rollator. Det værste for mig i øjeblikket er faktisk coronanen, fordi jeg bliver bange for at blive ramt med mit svage immunforsvar.

Hver er meningen med livet for dig?

– Det er jo selve livet, siger han og tilføjer:

– Jeg spekulerer sikkert ligesom mange andre over, om der i virkeligheden er nogen særlig mening med det. Anderledes end med blomster og dyr, og jeg ved ikke hvad.

Lille sommerfugl

Har du fundet nogle svar?

– Nej. Jeg har nok haft mange svar undervejs, men det endelige svar har jeg ikke, siger han og holder en kort pause.

– Jeg er ikke religiøs, siger han så og fortæller, at han som 21-årig faktisk meldte sig ud af folkekirken, men for omkring ti år siden meldte jeg mig ind igen.

– Ikke fordi jeg er blevet religiøs, men fordi jeg synes folkekirken gør en stor indsats for mange mennesker, som har brug for det.

Selv tror han dog ikke på Gud, men han har altid været nysgerrig, fortæller han.

– Jeg læste hele Bibelen som cirka 15-årig, efter jeg havde fået blindtarmsbetændelse, og jeg kan jo ikke huske det hele, men der var mange gode fortællinger. Der blev jeg faktisk enig med mig selv om, at det kunne jeg ikke tro på, men jeg er stadig kulturkristen. Vi lever jo efter de regler, der står i De Ti Bud, og hvis vi bare kunne leve efter dem, så havde vi ingen problemer. Så det har jeg stor respekt for.

Men når du lukker øjnene, tror du ikke, at du åbner dem igen et andet sted?

– Nej, svarer han hurtigt.

– Det tror jeg ikke.

Han sidder lidt, mens et stille smil vokser frem i blikket bag brillerne.

– Jeg har engang som meget ung troet, at jeg blev genskabt som sommerfugl, siger han, nu småleende.

– Det tror jeg ikke på mere. Men jeg må jo vente og se.