Træfælderne slap alt for billigt
Bornholms billigste udsigt ligger i Svaneke og gik for 10.000 kroner.
Kan du huske træfælderen fra Galløkken? For godt 10 år siden blev en 65-årig mand dømt for at have fældet træer på Galløkken, efter at han havde ønsket at forbedre udsigten fra sit hjem. Det kostede ham 30 dagbøder a 500 kroner, 47.500 kroner i sagsomkostninger og 140.000 kroner i erstatning til kommunen. Dér kan man da sige, at manden måtte bøde for sin kriminelle handling.
I december faldt der så dom i en lignende, spektakulær sag om træfældning, da fire af de relativt nye ejere af Swanvika-husene i Svaneke havde været på hugst i det stykke fredskov, som på – må man forstå – irriterende vis havde skygget for deres udsigt. Forseelsen blev opdaget, og bødeforlægget havnede her på 10.000 kroner. Det beløb blev af gerningspersonerne accepteret på stedet, og dermed er sagen overstået, uden at den har været for retten. Sagen er ikke blevet behandlet som hærværk, men som overtrædelse af naturbeskyttelsesloven. Bornholms Politi har til Tidende oplyst, at bødens størrelse er fastlagt i henhold til praksis. Og så skulle der ligesom være lagt låg på dén.
Skal vi lige tage et kig på boligmarkedet? Hvad koster et hus, som ligger ud til en skov, hvor havet er i baggrunden? Og hvad koster så et lignende hus, hvor der er hul i skoven, så man kan se direkte ud til havet? Ja, der er relativt stor forskel, for havudsigt er jo lig med det pureste guld i en salgsannonce, ser det ud til, så skal vi ikke bare sige, at de 10.000 kroner, som Swanvika-ejerne er sluppet af sted med at skulle betale, er ganske godt givet ud? For deres fire boliger er formentlig steget noget mere i værdi.
Skulle man sidde med lignende planer derhjemme, hvor man kigger ud på noget irriterende natur, så kan man jo sige, at hvis der lige er 10.000 kroner på kontoen, så er den da lige til – hva'?
Men skal vi ikke også blive enige om, at det er umanerligt dårlig stil at agere på den her måde? I Swanvika-tilfældet blev træerne simpelthen skåret over, så nogle sølle udseende stubbe stod tilbage, og det er bare så forfærdelig en egoistisk handling, at straffen burde have været langt, langt hårdere.
På Galløkken for 10 år siden brugte kommunen erstatningen på de 140.000 kroner til at plante nye træer. Så behøver vi vist ikke sige så meget mere...
MEST LÆSTE

En redaia
En husholderske eller kogekone.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration