Kvindefjendske ord har i årevis flydt fra den selverklærede sexist og influencer på diverse sociale medieplatforme. Andrew Tates videoer har for længst rundet 15 milliarder views. Det er så enormt et tal, at det må vække misundelse hos både Ronaldo og The Kardashians?
Historien kort: I december 2022 blev Andrew Tate anholdt i Rumænien. Sigtet for voldtægter og menneskehandel. Først efter længere tids massivt politisk pres ekskluderede sociale medier guldkalven fra deres platforme. Men Andrew Tates mange ansatte har dygtigt holdt hypen oppe. Hverken varetægtsfængsling, husarrest eller myndighedsopsyn, som er sat i værk frem til retssagen, har mindsket interessen for ham. Influencerens følge er kun blevet større.
På Arbejdermuseet samler man citater fra drenge i udskolings- og gymnasieklasser, efter de har arbejdet med temaet ”Ligestilling i klasselokalet.” Svarene viser, at der hersker en udbredt og klar modstand mod ligestilling blandt drenge. Drengene fascineres af kontroversielle bevægelser og kvindehadske influencers. Når Andrew Tate deler; kvinder får mindre i løn end mænd, fordi deres hænder er små og derfor arbejder de langsommere på mus og tastatur, så deles videoerne i astronomisk antal.
Andrew Tate og medprædikanter af kvindehad, har formået at indfange endnu ikke-flyvefærdige teenagedrenge. Drenge deltager på Andrew Tates undervisningsplatform ”The Real World”, hvor alt handler om hurtige biler, penge og scoreteknikker. Der tales lukt ind i hjertekulen og helt ind i den usikkerhed, der regerer i selv den bedste dreng. Sproget bliver til virkelighed.