Det korte svar er ja. Det er et problem, at den administrative ledelse konstant skifter fokus, ledelsesform og kultur. Når man tilmed ser, hvad der er foregået omkring borgmesteren gennem de seneste år – intet nævnt, intet glemt – må man konstatere, at det er noget rod.
Forleden kom det frem, at Bornholm lå i bunden, når det kom til erhvervsklima. DI’s årlige undersøgelser, hvor enten Ikast eller Herning altid ligger øverst og København i bund, viste et forstemmende resultat. Bornholm ligger i bunden i en tid, hvor alle børnesygdommene efter kommunalreformen for længst burde være væk, alle de påståede gevinster ved centraliseringen burde være hentet, og hele den kommunale enstrengede forvaltningen burde fungere enstrenget. Men nej.
Al succes handler om ledelse. Hvis ledelsen er dygtig, fokuseret og struktureret, følger resten med. Stillingen som kommunaldirektør på Bornholm burde være en drømmestilling. Realiteten er, at det er den ikke. Hvorfor gør kommunalbestyrelsen ikke noget i denne sammenhæng?
Er det den bornholmske jantelov, der står i vejen? Tør man ikke lønne, så det forslår? Mit bedste bud er ellers, at pengene ville komme mange gange igen.