SF’s forfejlede skræmmekampagne mod den liberale opblomstring

Handler det her, fra SF’s side, blot om en fandenivoldskhed eller en ideologisk stædighed frem for reel konstruktiv økonomisk politik, spørg Niklas Stenbye som reaktion på Andreas Grosbølls indlæg i Tidende den 22. februar.

SF’s lokalformand Andreas Grosbøll kommer, i fredagens udgave af Tidende, med sine tanker om den liberale fremgang blandt ungdommen og de borgerliges politik.

Når jeg læser hans indlæg, får jeg små glimt af deja-vu fra nogle af de skolevalgsdebatter, hvor jeg selv deltog. Et skolevalg, som jo bekendt endte med massivt borgerligt flertal blandt de danske elever. Jeg husker, hvordan debattørerne fra SF Ungdom fremsagde deres velkendte paroler som "Topskatten er en forudsætning for vores velfærd" og "Vores samfund bygger på, at de bredeste skuldre bærer mest" osv. Mantraer, som blev gentaget konsekvent. Bevares, selvfølgelig skal de sige det. Men det pudsige er, at efter jeg så, ved samtlige debatter, havde rejst mig op, kigget på SF og fremlagt de nyeste beregninger, fra de klogeste mennesker vi har i landet, som beviser, at topskatten ville generere flere penge, hvis afskaffet; så flød det alligevel med paniske automatreaktioner. Her skulle man så tro, at det ville være reaktioner, som baserer sig på de fakta, som netop er blevet præsenteret, ikke? Burde man ikke gå ud fra, debatten nu var nuanceret?

Nej, virkeligheden er åbenbart svær at forholde sig til. I stedet flød det med klassiske ideologiske forsvarssange, nærmest som en opera. Det ene ”moral bashende” argument efter det andet. Det eneste, som stod klart var, at facaden ikke holdt. De unge kunne godt gennemskue det. Fakta som trumfkort var blevet overtaget af os borgerlige, og vi brugte det, til stor irritation for venstrefløjen.

Blandt andet ift. Grosbølls spekulationer om øget arbejdstid. Her nævnte vi blandt andet, hvordan der allerede ER taget højde det for det. I den forudsigelse som er allermest forsigtig, genererer en afskaffelse alligevel et provenu op mod 3 mia. kr. Det virker som en ’no-brainer’.

Hvad er pointen? Er det her så bare en kritik af SF, for kritikkens skyld? Fordi det er min pligt at være uenig? Jeg ønsker blot at fremhæve betydningen af en nuanceret debat og at tilskynde til refleksion hos SF og andre politiske aktører og måske give et bud på, hvorfor ungdommen er liberal.

Først og fremmest vil jeg passe på med at begynde at bruge personlige spekulationer, i en debat hvor fakta begynder at modarbejde en. Når man begynder at bringe ord som ”tror” ind i en debat for at modsige fakta fra Skatteministeriet og universiteter, så siger det mig en ting; argumenterne er ved at svinde ind.

Jeg er ikke ekspert. SF er ikke eksperter. Skatteministeriet og topøkonomer fra danske universiteter er eksperter. Skal vi ikke starte med at anerkende det? Jeg ved godt, at en afskaffelse af topskatten lyder fuldstændig horribel i ørene på en SF’er. Tanken om, at flere mennesker med højere indkomster måske ender med at få flere penge mellem hænderne, er nærmet ubærlig. Tænk hvis uligheden skulle stige med de 0,9 ginipoint, som resultatet ville være. Rædsel og panik. Vi ville gå fra nummer syv i verden (målt på ulighed) til nummer otte-ni stykker ud af hvad 195? Til gengæld ville vores samlede økonomiske kage vokse med op imod 17 mia. kr.

Det er mange penge, som kan bruges til mange af SF’s drømmeprojekter. Så handler det her, fra SF’s side, nu blot om en fandenivoldskhed eller en ideologisk stædighed frem for reel konstruktiv økonomisk politik?

Skulle hilse fra min egen økonomiprofessor; det sidste er ofte at foretrække.

Hvorfor er ungdommen borgerlig?

Grosbøll nævner skolevalget. Et skolevalg, som jeg selv deltog i. Et skolevalg, hvor det stod klart, at ungdommen er borgerlig. Men hvorfor?

Har ungdommen simpelthen tabt den solidariske sut og vendt ryggen til velfærdssamfundets idealer? Nej. Det synes jeg ikke. Jeg tror bare, at ungdommen higer efter, at nogle politikere fortæller dem, at alt ting ikke partout er forfærdeligt. Ungdommen er pivhamrende ansvarlige og kloge. De læser os politikere som en åben bog. De falder ikke bare for flotte paroler eller gode punchlines. De sætter sig ind i tingene. De er kritiske, men søger samtidig efter de positive ting.

Jeg tror, ungdommen higer efter frihed. Frihed til at leve det liv, som de ønsker, og ikke det liv som skrivebordspolitikere på Christiansborg ønsker det. Jeg tror, ungdommen vil være rigere. Leve i et samfund hvor der er mulighed for succes. Mulighed for at skabe en virksomhed, som kan ændre verden. Et samfund, hvor vi ikke bare beskatter for beskatningens skyld. Jeg tror, ungdommen higer efter et samfund, hvor vi taler hinanden op og dyrker vores succeshistorier. Ikke et samfund, hvor politikerne konstant taler om kriser, forfærdelse og behovet for en stærk stat til at passe på sine svage borgere. Det er det, jeg tror, og det jeg kunne mærke ude hos de her elever. Ønsket om et bedre, friere og mere liberalt samfund.