For det roder altså frygteligt omkring Nørrekås – ikke kun i det virvar af planer, som er blevet lagt på og taget af skrivebordet i ét væk de senere år, men også rent fysisk i området.
Der har manglet en plan – måske endda en helhedsplan – og hvis det her ikke bare skal være endnu en ting, der bliver søsat for derefter først at blive underprioriteret og siden glemt, så skal man arbejde konsekvent videre med intentionerne.
Et lyspunkt i dette nye initiativ er Rønne Havns økonomiske engagement i projektet. Fredag meldte kommunen og havnen i fællesskab ud, at havnen bliver hovedbidragsyder med et tilskud på 6,5 millioner kroner, og det er da et skridt på vejen for Rønne Havn, som i sin enorme udvidelsesplan længe har sagt, at den på en måde vil "betale tilbage" til borgerne.
Havnen har overtaget det, der nu er et tidligere rekreativt område ved Kanondalen for en slik og udvider også kraftigt ud i havet til stor gene for nogle af dem, der bor i nærheden. Man har lovet, at der også skulle være plads til nye rekreative elementer i havneudvidelsen, og de 6,5 millioner kroner til Nørrekås er velsagtens første håndgribelige bevis på, at noget sådant er på vej.
Brug pengene godt og pust nyt liv i Nørrekås, så vi med stolthed kan byde velkommen til Bornholm.