Personalet skal ikke drages til ansvar

Plejecentrene har brug for opbakning, skriver Arne Ipsen.

”Jeg kan lige så godt flytte hjem i mit hus.” Det siger en beboer på et plejecenter i Bornholms Tidende den 23. september. Ordene er et grelt modspil til titlen på Ulla Skovsbøls bog fra 2019: ”Som det plejer at være derhjemme”. Holger Larsens artikel i Tidende gav nærmest rystende eksempler på konsekvenserne af ofte mangelfuld pleje på grund af hårde nedskæringer. Det er vigtigt at få oplysningerne frem.

Derefter må vi slå fast, at plejecentrenes personale ikke skal drages til ansvar.

Der er foretaget gennemgående nedskæringer på plejecentrenes bemanding. Jeg fornemmede det selv, dengang den ene af mine forældre boede på plejecentret Toftegaarden i Hasle sidst i 1990’erne. Men den venlige atmosfære var uforandret. Takket være et personale, der trods en travl hverdag viste utrolig opmærksomhed og holdt mig jævnligt underrettet.

Det var bare underligt at sammenligne forholdene med de to foregående årtier, hvor mine forældre var blandt de frivillige medhjælpere på Toftegaarden. Der var overskud til arrangementer med sang, musik, film og foredrag. De kunne samle både beboere, dagcentergæster, personale og beboeres pårørende.

Og tænk på de mange initiativer, vi er blevet oplyst om gennem de tidligere årtier. Generationsmøder mellem børn og ældre, sang, musik og forestillinger specielt rettet mod ældrecentrene. Hvorfor bliver der skåret ned på aktiviteterne? Skytset må rettes mod de politiske beslutninger. Umiddelbart lokalt, men måske mere rimeligt mod Christiansborg, der meget gerne må afse flere penge til kommunerne.

Ja, det er lettere sagt end gjort. Utroligt mange udfordringer trænger sig på i dagens Danmark – og verden. Flest mulige lande skal naturligvis yde støtte til krigsramte og på andre måder nødlidende mennesker. Det er umiddelbart fortvivlende. Men velfærd for alle generationer i vores gode land må vi have i baghovedet. Ikke mindst for børnene og de ældre.

Bogen ”Som det plejer at være derhjemme” vil jeg fortsat anbefale. Den handler grundlæggende om plejehjemskulturen Eden Denmark, udviklet af to initiativrige personer, sygeplejerske Karin Dahl og ergoterapeut Aase Porsmose. Vi får en bred orientering om, hvad der, trods alt, foregår rundt om i landet: Daglig omsorg, kontakten til de pårørende, fællesskab mellem generationerne, medarbejdernes trivsel m.m.

Det sidstnævnte spørgsmål er jo heldigvis taget op. Vi må så håbe på en fortsat prioritering af plejehjemskulturen og i hvert fald bestræbelser på at finde de nødvendige midler.