Nytænkning af andelsboliger - muligheder og begrænsninger

Nytænkning af andelsboliger - muligheder og begrænsninger
Grunden her i Gudhjem skal kunne bruges til boliger, men Lars Bjarne Pedersen har i den forbindelse en idé. Arkivfoto: Berit Hvassum
KOMMENTAR | DEBAT | Fredag 8. marts 2024 • 19:00
Af:
Lars Bjarne Pedersen
formand ABF Kreds Bornholm
KOMMENTAR | DEBAT | Fredag 8. marts 2024 • 19:00

Sagen om grunden i Gudhjem, der nu skal kunne bruges til boliger, har fået lokalformanden for andelsboligforeningerne til tasterne.

Som formand for ABF her på øen, tænker jeg på, hvordan man kan samtænke boligbehovet med den grønne udvikling via bæredygtige klimavenlige billige boliger. Lad mig nævne en idé i forbindelse med sagen fra Gudhjem.

Lige overfor ”Hotelgrunden” ligger der en lille plantage som er udlagt til boliger på sigt. På Kullmannsvej ligger et område med plads til yderligere boliger og grunden ligger i forlængelse af plantagen.

Ved at opstille nogle krav til investorerne i forbindelse med kommunens salg og bebyggelse af området, vil flere ting kunne opnås samtidigt. Nogle krav om, at byggeriet skal være i samklang med naturen, et bæredygtigt klimavenligt byggeri, indeholde andelsboliger, så kommunen kan indfri egne visioner og skabe gode boliger i Gudhjem/Melsted. Modellen med bæredygtige andelsboliger kan med fordel også anvendes andre steder på øen. En sidegevinst vil så være, at kommunen kunne bibeholde et parkeringsareal på den nuværende hotelgrund i Melsted/Gudhjem

I kommunens boligpolitik beskriver politikerne deres visioner og strategi for blandende bymiljøer, hvoraf det fremgår, at de vil ”udvikle nye, attraktive boliger og boligområder på tværs af Bornholm”.

Kommunen har også visioner og ambitioner på det ”Grønne område” med bæredygtighed og biodiversitet osv. På det nyligt afholdte kommunalbestyrelsesmøde vedtog man en plan for boliger på den midlertidige p-plads på ”Hotelgrunden” i Melsted/Gudhjem via en tilføjelse til lokalplanen. Hvor alle bilerne så skal parkere, må stå hen i det uvisse.

Når man nu skal ændre/tilføje i lokalplaner, kunne man i samme åndedrag indføre nogle restriktioner om, at der som minimum skal være 30 procent andelsboliger på grunden. Derved ville kommunen leve op til egne mål og visioner om blandende bymiljøer.

På trods af den store efterspørgsel, og ikke mindst seniorbofællesskaber, udgør andelsboligerne kun 3,9 procent af den samlede boligmasse på Bornholm. Især i byer på østkysten er det så godt som umuligt at finde en bolig, der kan betales af bornholmere, og der er meget lange ventetider til lejeboliger. Her er andelsboliger et alternativ og en mulighed.

I Middelfart Kommune har man arbejdet med lignende projekter. Erfaringen herfra er, at bygherrerne gerne vil indgå og medvirke. Det undrer mig derfor, at lokale investorer tilsyneladende ikke byder ind på dette. Et mindre problem er, at kommunen måske ikke kan sælge grunde til boliger til helt samme pris, hvis der indføres disse restriktioner, men andre væsentlige mål kan nås.

Den 18. april har den lokale afdeling af ABF 30-års jubilæum. I den anledning sætter vi spot på behovet for andelsboliger og blandede bymiljøer. Vi har inviteret til et dialog- og debatmøde med temaet ”Andelsboliger på Bornholm - muligheder og begrænsninger.”

Mødet finder sted på Hasle gamle Rådhus, og i panelet er folketingsmedlem Lea Wermelin, borgmester Jakob Trøst, viceborgmester Morten Riis, SF-formand Andreas Grosbøll, landsformand Hans Erik Lund ABF og direktør Jan Hansen ABF.

Herudover er en række vigtige aktører inviteret til at deltage i dialogen. ABF har pt. 110.000 medlemmer og mere end 5.100 tilknyttede lokale foreninger over hele landet. Vi har 38 lokale foreninger her på Bornholm.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT