Nye sider af Sandkås

LEDER | 27. DEC 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER
27. DEC 2024 • 05:30

Inden jul landede et meget væsentligt kapitel fra den bornholmske kunsthistorie i din postkasse.


Kort inden jul landede et nyt bogværk hjemme hos rigtig mange bornholmere. Bornholms Museumsforening sendte Mogens Laus nye bog om den tyske kunstsamler Herbert von Garvens ud til alle sine medlemmer – og de er mange! – og dermed kan læselysten nemt blive stillet i denne søde juletid.

Bogen er et storartet og et på visse områder uopdaget blik ind i en meget væsentlig del af Bornholms kunsthistorie.

Friherren Herbert von Garvens, der med en fantastisk kunstsamling kom til Bornholm på flugt fra 30’ernes Nazityskland, formåede at skabe et helt særligt kunstnerkollektiv på Abildgård i Sandkås, og fortællingen om ham er smukt foldet ud i den nye bog.

Mogens Laus arbejde er beundringsværdigt. Det er vigtigt, at vi får afdækket krogene af vores historie, og kapitlet om von Garvens i Sandkås er vidunderligt at få foldet ud.


Fortiden inspirerer som bekendt nutiden til nye ideer og filosofier, og når vi får sat fakta på vores eksisterende kunsthistorie giver det os en større mulighed for at forstå den virkelighed, vi befinder os i.

Som en forsker er Mogens Lau dykket ned i von Garvens’ breve og har givet os nye sider af en mand, som har været en markant skikkelse i sin tid – og som sådan stadig er det.

I det nye år følger Bornholms Kunstmuseum op med en udstilling, der kredser om det liv, der er blevet levet på Abildgård, og dermed kan vi alle begynde det nye år en anelse mere oplyst. Det er der grund til at udtrykke den største respekt for.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT