Er nøgenhed årets folkemøde-tema?

Er nøgenhed årets folkemøde-tema?
Foto: Klaus Holsting
Torsdag 12. juni 2025 • 19:00
Torsdag 12. juni 2025 • 19:00

Nøgne rygter, jetbrøl og jyske paradokser: Folkemødet er tilbage – fuld af samtaler, softice til 50 kroner og drømme om tilflyttere, der bliver.

Rasmus Paludan, siger en, har I hørt, at han optræder nøgen på Folkemødet?

Addr, siger en anden, det gider man da ikke være en del af.

Ahr, siger en tredje, hvis han smider tøjet, skal vi da vise det.

Folk spredes og forsvinder ind i den langsomme slange af mennesker i bevægelse. Det er som første gang, og så alligevel ikke. Vejret er spektakulært godt. Solen er dækket af den tyndeste dis, sekunderet af en kærligkølig brise.

Så hvad har vi her? Theis Ehler Molin fra Zetland i samtale med Jakob Bruun, tidligere særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen.

Spiller I ikke en kedelig rolle, vil Theis vide. Jo, siger Bruun, vi rådgivere skaber et lag rockwool mellem politikerne og pressen. Og robotpolitikere gør ikke noget godt for demokratiet. Lars Løkke er ikke en robot. Og man kan ikke lave ham om. Han er for gammel.

To kvinder er på vej over den lille blå bro, der under Folkemødet forbinder Havnegade med ydermolen.

– Mænd har brug for, at vi ser dem som konger, siger den ene.


Der bliver som altid debatteret lystigt på årets folkemøde. Foto: Anette Vestergaard

Så er vi gang

To digesvaler pisker rundt over vandet, tilsyneladende fuldstændig upåvirkede af skonnerter og menneskemængden.

Forsvarets Dykkertjeneste er i fuld uniform. Ingen nøgenhed her.

Men der er noget i luften. Debatten overdøves pludselig af et sindssygt brøl. En F16 lægger sig på siden og slår en lav halvcirkel ud over havet. Pludselig er jageren tilbage. Over Folkemødet rejser den sig og flyver direkte op mod solen. Trykbølgen kan mærkes i brystkassen på havnen i Allinge.

Der går rygter om nogle klimaaktivister, der planlægger en happening, hvor de vil male på hinandens nøgne kroppe. Er nøgenhed et tema på årets Folkemøde?

Lars Trier Mogensen, politisk kommentator med hestehale, ser ud som om, han er på Wegovy. Det er meget klædeligt. Han sidder på Informations scene og debatterer med sig selv.

– Vi har demilitariseret Grønland. Vi har ignoreret Grønland. Vi har fuldstændig overset, at der er tre nationer og tre sprog og tre kulturer i Rigsfællesskabet, og nu er det for sent. Publikum nikker.

Et andet sted deltager Iben Maria Zeuthen i en paneldebat om sociale medier. Hun har meldt sig ud. I det hele taget mener hun, at debatniveauet i den danske andedam er fuld af fedtemøg.

– Vi er ikke værdibaserede nok, siger hun om Ukraine og Gaza.

– Vi er for forsigtige, vi kommer for sent.

Annegrethe Rasmussen fra netmediet POV International er uenig.

– Du taber de unge, hvis du melder dig ud. De får alle deres informationer på Tik Tok og Instagram.


Foto: Anette Vestergaard

Et luksusproblem

En softice koster 50 kroner i grillen.

– Det er folkemøde, siger ekspedienten.

Om eftermiddagen er der debat i Bornholmerhuset på Kirkeplads. Tilflyttere, hvordan får vi dem til at komme? Og lige så vigtigt: Hvordan får vi dem til at blive?

I panelet står erhvervs- og tilflytterspidser fra Ikast og Vejle. De har præcis samme problem.

– Vi står ved en skillevej, siger en. Arbejdsstyrken bliver markant mindre.

– Vil politikerne forsøge at imødegå den udvikling?, spørger en anden.

Rasmus Norup, erhvervschef i Brande-Ikast, og Louise Nielsen, bosættelsesguide i Vejle, beskriver noget der, set med bornholmske øjne, ligner et paradoksalt luksusproblem. Med store virksomheder som Vattenfall, Bestseller, Siemens og Google i regionen skulle man tro, de svømmede i penge i Jylland.

Det gør de også, siger Peter Juel-Jensen, der er medlem af landdistriktsudvalget, ”der flyder guld på gaden i Vejle”.

Men det er svært at skaffe ufaglærte arbejdere, funktionærer og andre ”white collar”-medarbejdere med en høj uddannelse, de gider ikke bo ude på den midtjyske højderyg. De pendler fra Aarhus.

Til gengæld er cricket blevet en populær sport i Ikast på grund af det store antal tilflyttere fra Indien.

Folkemødet 2025 er i gang.


Foto: Anette Vestergaard


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT