På kommunalbestyrelsesmødet i tirsdags fik Bornholms Teater en ny egnsteateraftale, som vi er glade for. Også selvom vores tilskud er blevet væsentligt beskåret. Under behandlingen af egnsteateraftalen blev det klart, at Dansk Folkeparti ikke kunne støtte en ny egnsteateraftale, selvom den var reduceret. Ifølge Bornholms Tidendes referat af mødet gav René Danielsson blandt andet begrundelsen, at "de absolut svageste på øen ikke skal betale prisen for, at de fine kan gå ind og se teater."
Jeg kan respektere, at man ikke ønsker et egnsteater, selvom jeg naturligvis er dybt uenig. Men at Bornholms Teater skulle være for "de fine" - det er ikke sandt. Det har faktisk aldrig været tilfældet. Hverken nu eller tidligere. Jeg vil ikke her gennemgå hele egnsteatrets snart 20-årige historie, men bare gå fem år tilbage.
I 2019 startede vi projektet Bornholmerkrøniken med tre forestillinger, der omhandlede vigtige begivenheder i Bornholms nyere historie. Forestillinger, der havde et stort og bredt publikum fra alle lag i befolkningen. Især Besat om russernes besættelse af Bornholm i 1945 var populær, men også Fisk og Sne havde bred folkelig appeal, da de fortalte lokale og nærværende historier, publikum kunne relatere til og spejle sig i.
I 2020 rejste vi under coronapandemien øen tynd med forestillingen 1658 og spillede gratis for et stort og bredt publikum ude, hvor folk bor. Vi har også i de senere år turneret med flere mindre forestillinger på Bornholm, blandt andet Bornholmerne og Svaneke, som begge har mødt et bredt publikum. Vi har gjort en målrettet indsats for at komme rundt på hele øen og for at præsentere forestillinger for alle, herunder også øen skoler.