Levende natur

KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 12. november 2024 • 16:00
Af:
Bjarne Biggas
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 12. november 2024 • 16:00

Manglende tillid.

”Det er svært at have tillid til politikere, som accepterer, at Østersøen dør”, var overskriften i kommentator Mona Klippenbergs indlæg i Tidende 2. november.

Der var tale om et indlæg med fokus på udledning af kvælstof fra landbrugets store husdyrproduktion med ødelæggende konsekvenser for havmiljøet i Østersøen - iltmangel og fiskedød - som følge af utilstrækkelig politisk handling.

Manglende tillid til politikere og politisk handling kan også være nærliggende i andre lokale sammenhænge.

Den 25. oktober havde Thorkil Thorsen fra Foreningen Bornholm et indlæg i Tidende, hvor det fremgik, at et politisk flertal (på nær Enhedslisten) på møde i kommunalbestyrelsen den 10. november sagde JA til planlægning af 45 nye sommerhusgrunde - vel at mærke i områder, der er omfattet af ’Grønt Danmarkskort’.

Grønt Danmarkskort

Man skal her være opmærksom på, at Grønt Danmarkskort er udarbejdet efter kriterier fra Miljøstyrelsen, hvor formålet helt enkelt er at forstærke indsatsen for at skabe større og mere sammenhængende naturområder.

En af de store udfordringer for naturen i dag er, at naturområder ikke er bundet sammen af grønne korridorer. Det betyder, at mange arter har for få og for ringe levesteder, og at de kan have svært ved at sprede sig fra et naturområde til et andet.

Områder under Grønt Danmarkskort skal således sikre, at indgreb - for eksempel i form af byvækst og lignende - ikke kan forringe naturindholdet, levesteder og spredningsveje for vilde planter og dyr.

Prioritering

Den valgte politiske prioritering er, efter min mening, udtryk for en ringe varetagelse af Bornholms vigtigste aktiv: Naturen.

Det er svært at se politikernes prioritering af nye sommerhusområder – under Grønt Danmarkskort – som udtryk for ’en forstærket indsats for naturen’, men snarere som en tilsidesættelse af de naturinteresser, som ’Grønt Danmarkskort’ burde være garant for.

Måske er det mest til fordel for private lodsejerinteresser, som vel ikke nødvendigvis er udtryk for, hvad det bornholmske samfund er tjent med?

Vi har brug for meget mere levende natur, såvel i havet omkring Bornholm, som på land. Det bør være den bærende vision for de mål og beslutninger, som vi tager.

FÅ ABONNEMENT