Leif Olsen: Energikrisen og energiprisen kradser – kan vi gøre noget?

Bebrejdelserne – hvis man har nogle – må gå til dels Beofs bestyrelse og direktion, men primært til kommunalbestyrelsens flertal, der valgte den kortsigtede løsning – måske uden at forstå konsekvenserne.

 

Leif Olsen

Er kommentator i Tidende.

58 år.

Lektor og ansat på Campus Bornholm, hvor han underviser i dansk og engelsk.

Tidligere medlem af amtsråd og kommunalbestyrelsen for SF.

Bosat i Tejn.

Først er der noget, som vi er nødt til at forstå. Energi er en international vare. Der er ikke noget, der hedder 'lokal produktion' eller 'selvforsyning'. Bornholmsk el kan blive solgt i Kiruna, og el i kontakten kan komme fra Norge.

El handles på elbørser – Vest-Danmark er koblet på en nordeuropæisk og Øst-Danmark på en skandinavisk.

Produktionsselskaber sætter el til salg, og forsyningsselskaber køber el på timebasis.

Beof kan altså ikke sælge sin el til 'sig selv'. Det forhindrer den liberalisering, som EU har gennemført, og som var støttet af den danske regering.

Prisfastsættelse

Prisen, som vi betaler, er groft sagt sammensat af tre dele: Produktionspris, nettarif og statslige afgifter.

I dag er produktionsprisen den største del af kundernes elpris. Det skyldes, at gaspriserne er eksploderet efter Rusland angreb Ukraine. Danmark laver ikke ret meget el baseret på gas, men det gør Europa under ét. Da elhandlen er liberaliseret, så sættes prisen efter den højeste produktionspris, og det er gasprisen. Det vil sige, at selvom vindmølle- og solcellestrøm ikke koster mere at producere i dag end tidligere, så er prisen stadigvæk højere.

Tidligere var statslige afgifter en stor del af prisen – nogle gange over 50 procent – men sådan er det ikke i dag. Afgiften er ca. 0,98 kr pr khW-time, og når produktionsprisen er 5-8 kr mod tidligere måske 0,75 til 1,50 kr, så betyder afgiften mindre. Danmark kan selv – indenfor meget brede EU-grænser – fastsætte afgiften, og Folketinget har besluttet, at man i seks måneder fra 1. januar 2023 nedsætter afgiften til 0,004 kr. per khW; det hjælper blot ikke meget, når produktionsprisen er 10-, 15- eller 20-doblet.

Det sidste element er nettariffen. Nettariffen er den pris, som ejeren af det lokale elnet (ledninger, kabler, tranformatorer m.v.) tager for at sende el til den enkelte kunde. Denne tarif fastsættes – indenfor brede grænser – af elnettets ejer.

Fakta er altså, at markedet bestemmer produktionsprisen, staten bestemmer afgiften og elnetsejeren bestemmer nettariffen.

Beof – Bornholms Energi- Og Forsyningsselskab

Navnet antyder – og mange af os tror – at Beof er et 'lokalt' selskab. Det er nok sandt, når man taler om vand, spildevand og fjernvarme, men når det handler om el, så er det aldeles forkert!

Beof sælger og køber el internationalt, og hvis vi som kunder er utilfredse, så kan vi skifte til et andet selskab. Det lokale element i el-systemet er elnettet, og det valgte Beofs bestyrelse og kommunalbestyrelsens flertal at sælge til Trefor, og der er derfor i dag ingen bornholmsk indflydelse på elnettet eller nettariffen. Samtidigt kan vi som kunder ikke vælge et andet selskab – der er tale om et monopol.

Beof og kommunalbestyrelsens flertal begrundede salget med Beofs anstrengte økonomi. Begrundelsen er underlig, da elnettet var en af de få produkter, hvor Beof kunne tjene penge, men lad det nu ligge.

Trefor

Trefor er et østjysk selskab, der leverer el og fjernvarme. De købte det bornholmske elnet og oprettede datterselskabet Elnet-Øst a/s.

Teoretisk er Trefor et forbrugerejet selskab, hvor forbrugerne vælger et repræsentantskab, som vælger en bestyrelse, som ansætter en direktion for selskabet. Reelt er det – som altid med så store selskaber – en realitet, at repræsentantskabet er symbolsk, og at bestyrelsen de facto er selvsupplerende – det samme ses i store andelsselskaber som Arla og Danish Crown.

Trefor har ingen interesse i Bornholm, men betalte 657 millioner kroner for det bornholmske elnet. Hvorfor? Det kan jeg ikke vide, men mit bud er, at de havde noget overskydende likviditet, som skulle investeres, og der er snævre grænser for, hvad et selskab som Trefor må investere i.

Samtidigt lå der et forretningspotentiale i det bornholmske elnet. Først Østkraft og senere Beof forsøgte at holde nettariffen lav, fordi det var en måde, hvorpå man kunne bidrage til udviklingen af det bornholmske samfund – jeg husker heftige diskussioner i Østkrafts bestyrelse om nettariffen skulle være 17, 19 eller 21 øre. Pr. 1. januar sætter Trefor nettariffen op fra 160 øre til 290 øre fra kl. 17 til 21, hvor der er det højeste forbrug – en stigning på cirka 80 procent – og lur mig om man ikke følger eksemplet fra Sjælland og kommer med nye stigninger 1. februar eller 1. marts.

Lad mig understrege, at dette er fuldt lovligt!

Nu er det jo ikke blevet 80 procent dyrere at transportere el på Bornholm. Trefor har lanceret en investeringsplan frem til 2033 på cirka 1,3 milliarder kroner – MEN, dels ved ingen om planen virkeliggøres, og dels kan man opkræve pengene på det tidspunkt, hvor investeringerne skal falde. Investeringer i elnet er langtidsinvesteringer – 20 til 40 år – og finansieres ikke af selskabets likviditet, men via normale finansieringskanaler; med et monopol er det ikke vanskeligt at finde finansieringskilder.

Pointen er, at når et selskab investerer 657 millioner af – i princippet – kundernes penge, så er man nødt til at sikre sig en forrentning. Hvis et selskab ikke sørger for forrentning af sine investeringer, så går man konkurs ret hurtigt!

Det ærgerlige er, at hvis man ikke havde solgt elnettet, så var denne forrentning blevet på Bornholm – eller endnu bedre: Man kunne have undladt stigningen; det ville betyde mere for kunderne end lempelsen af statsafgiften.

Hvad kan Bornholm gøre?

Kort og klart: INGENTING!

Da man solgte elnettet, solgte man muligheden for at påvirke udviklingen af pris, investeringer og udvikling. Som Mette Frederiksen ville sige: Lev med det!

'Vores' energiselskab og 'vores' politikere solgte kritisk infrastruktur og vores indflydelse. Vi kan bygge energiøer, kystnære vindmølleparker og så videre – det betyder ingenting for prisen.

Med andre ord – der er ingenting at bebrejde Trefor; de opfører sig rationelt. Bebrejdelserne – hvis man har nogle – må gå til dels Beofs bestyrelse og direktion, men primært til kommunalbestyrelsens flertal, der valgte den kortsigtede løsning – måske uden at forstå konsekvenserne.

Det helt sørgelige er, at på et tidspunkt falder produktionsprisen, men mon nettariffen nogensinde falder? Jeg tvivler. Som altid koster kortsigtede beslutninger dyrt – men sjældent for de, der træffer dem.