Leder: Tyveri af Bornholms infrastruktur

Leder: Tyveri af Bornholms infrastruktur
LEDER | ABONNENT | 16. NOV 2022 • 05:30
LEDER | ABONNENT
16. NOV 2022 • 05:30

Det er helt misforstået, at Rønne Havn udnytter ønsket om pendlerparkeringspladser ved at spinde guld på færgegæsternes bekostning.

Rønne Havn er primært ejet af Bornholms Regionskommune og dermed alle os, der betaler skat på Bornholm. Havnen har fået professionel bestyrelse og har med imponerende strategisk snilde og milliardstort lån fået placeret Bornholm supercentralt i Østersøens eksploderende havvindmølleeventyr. Selvom Bornholm endnu ikke har nydt godt at millionerne på kajen direkte, så er væksten i havnen og den positive tro på fremtiden en vigtig del af Bornholms grønne guld.

Havnen vil Bornholm det bedste – selv når de historiske og fredede redningsstationer skal jævnes med jorden for at gøre plads til fremskridtet.

Men tirsdag meldte Rønne Havn en rigtig dårlig beslutning ud for Bornholm.

Den kommende vækst i færgetrafikken med Express 5 – den nye kæmpekatamaran, der får plads til endnu flere af de mange biler og personer, der vil til og fra Bornholm – har skabt et ekstra behov for plads på kajen til at sortere de mange biler. Rederiets pladsbehov har fået staten til lommerne med ekstra 25 millioner kroner til området, og Q8-tanken må lade livet for at gøre plads til mere opmarch.

Midt i planerne har politikerne indskærpet overfor kommunens administration, at man skal værne om de klimavenlige pendlerpladser, hvor bilister uden behov for bil ovre, gratis kan lade bilen stå parkeret ved havnen og spadsere om bord på hurtigfærgen.

At ofre pendlerparkeringspladser for at få plads til at pakke en ny, dyr og større færge, vil jo være helt gak. Men mens administrationen har arbejdet på dette tiltag, har havnen nu kastet en bombe i den klimavendlige pendlertrafik: Alle de mange gratis parkeringspladser nord for færgeterminalen skal nu omdannes til betalingsparkering.

Samtidig hæver den kommunalt ejede havn prisen 50 procent på netop parkering. Dermed bliver det slut med parkering for mindre end 30 kroner pr. døgn. Med færgebilbilletpriser til 99 kr., skal man ikke af sted i lang tid, før det bliver billigere at tage bilen med ombord og fyre sort diesel og statstilskud af for at undgå havnebilskat i Rønne.

Bornholm er privilegeret med gratis parkering ved havn og fly. Det gør os attraktive og praktiske, når vi skal tiltrække tilflyttere og pendlere og få vores erhvervsliv til at fungere. Det bør vi værne om og ikke lade havnen opkræve 30 kr. i døgnet på de cirka 300 parkeringspladser, svarende til over tre millioner fra bornholmske bilejere om året.

Rønne Havn bør fokusere på at tjene penge på offshore og kajdrift og opgive parkeringsskat mod bornholmerne.