Leder: Snerretid

Så fik det da en ende. Sommerens pinefulde, selvskabte, helt unødvendige omgang dårlig reklame for Bornholm sluttede torsdag med en uskøn mavelanding.

Der bliver alligevel ingen spærretid for pressen på Bornholm op til valget i november. Pressen vil stadig have adgang til kommunens bygninger, og pressen må stadig tale med hvem den nu end gerne vil. Tre måneders overarbejde som pressevagt i døgndrift bliver dermed alligevel ikke til noget for kommunaldirektøren; efter den første plan udset som den eneste, der måtte udtale sig og derfor skulle gøre det om alt – men altså nu også får tid til at løbe sig en tur, måske ligefrem også at få noget at spise. Mest taknemmelig for nødlandingen bør Johannes Nilsson i virkeligheden være.

Der bliver alligevel ingen spærretid for pressen på Bornholm op til valget i november.

Hvad får vi da i stedet? Tjo, valgets kandidater får to måneder, hvor de ikke må færdes i kommunens bygninger. Officielt med det ædle mål i sigte, at kommunens ansatte ikke "uforvarende", som det hed med et af Socialdemokratiet ofte brugt ord i denne sag, bliver en del af valgkampen og dermed kan blive ved at fungere upolitisk.

Uforvarende? Som om folk ikke kan tænke selv. Som om kommunens folk kan blive lokket i fælder, som de ikke så lagt ud på skrivebordene. Som om vi ikke taler om voksne, kompetente mennesker. Eller som om de til en start selv har rejst det problem, der her bliver løst. Det har de bare ikke, for heldigvis ser de ikke noget problem.

Havde kommunen i juni udsendt en bulletin om sine bygninger som lukket land for kandidater i to måneder, ville næppe nogen af Bornholms jo ellers mange medier have skrevet så meget som en note om den sag. For det er inderligt uinteressant, det påvirker ingen, og ingen kandidat til noget valg har i nyere tid ført valgkamp fra kommunens bygninger.

Eller "ingen" og "ingen", det er jo faktisk ikke rigtigt. En enkelt kandidat har faktisk delt morgenbrød ud på kommunens matrikler, endda en ganske prominent en af slagsen: Op til det valg, der forrige år gjorde hende til miljøminister, lod selveste Lea Wermelin såmænd rundstykker springe til kommunens ansatte, bevidnet og dokumenteret af hendes eget parti. "Hvem fortjener en valgbolle?" lød den i lyset af spærretidssagen nu helt barokke overskrift på et ellers smukt designet opslag fra Socialdemokratiet på Facebook.

Socialdemokratiet? Borgmesterens eget parti? Er Socialdemokratiet virkelig det eneste parti, der i mands og kvindes minde har omgået den regel, som borgmester Thomas Thors (S) nu altså indfører her? Ja, tænk sådan forholder det sig også. Det er jo snart bedre end Monty Python's Flying Circus.

Det er noget af en flanke, der ikke bliver lukket her. Helt ligesom ikke én flanke blev lukket, men omkring en snes nye derimod blev åbnet ved det pinagtige, alt for langstrakte pressemøde om sagen i starten af juli.

Hvorfor går det nu sådan? Hvorfor en løsning på et problem, der ikke findes eller i hvert fald begrænser sig til borgmesterpartiet selv, ingen andre? Sandsynligvis fordi Morten Riis (EL) og Leif Olsen (SF), drevne politiske tænkere, godt kunne se, at noget måtte gøres – men også kunne se, at det at fjerne al spærretid helt ville være et så eklatant nederlag for Thomas Thors, at det kunne bringe hans borgmesterpost og dermed også deres egne poster i fare i november.

Men lad os se. Det kan såmænd nåes endnu.