KØB ABONNEMENT
POLITIK / 20. MAR • 05:30

Nogle vil have mere militær: Morten Riis mistænker, de har en bagtanke

Nogle vil have mere militær: Morten Riis mistænker, de har en bagtanke
I valgkampen er der blevet præsenteret flere argumenter for at udvide Bornholms Regiment. Foto: Olivia Emma Espersen.

Spørgsmålet om en større militær tilstedeværelse samler Bornholms folketingskandidater på nær én. Men hvor mange soldater ønsker de?

Bornholm har en særlig strategisk placering i Østersøen, og det kalder på en større militær tilstedeværelse i de kommende år.

Det mener samtlige folketingskandidater på nær én, som ønsker så lidt militær som muligt, og som mistænker de andre politikere for at have en skjult dagsorden.

Tidende har stillet en række spørgsmål om forsvar og beredskab til spidskandidaterne på Bornholm inden folketingsvalget. 10 har svaret.

De er blandt andet blevet spurgt om, hvilken konkret militær tilstedeværelse Bornholm bør have i de kommende fem til 10 år, og hvor mange soldater Bornholms Regiment skal nå op på.

Kandidaterne ønsker en styrkelse af forsvaret. Men de fleste vil ikke komme med et ønske for antallet af soldater.

– Regimentet bør gradvist udbygges til en stærkere, lokal kapacitet med flere hundrede soldater, svarer Kristoffer Kromand (K).

Kun Simon Bech Munch-Petersen (R) vil komme med et tal:

– Jeg ser gerne, at Bornholm har omkring de 1.000 stående soldater.

Intet svar efter snart et år

Kandidaterne ser gerne, at Bornholm får flere soldater, et stærkere beredskab og nye investeringer.

– En noget stærkere tilstedeværelse end den vi har i dag! Opbygningen af Regimentet går noget langsomt og bliver slet ikke den styrkeforøgelse, som man blev stillet i udsigt, mener Kirstine Van Sabben (M).

– Rent militærfagligt vil jeg ikke gøre mig klog på, hvilken tilstedeværelse der er tilstrækkelig, men blot konstatere, at vi kan lære rigtig meget af for eksempel Gotland, tilføjer hun.

Flere af kandidaterne henviser til, at det er Forsvaret, som kender behovet.

– Det er Forsvaret, der i sidste ende sætter tal på, selvom vi politisk har besluttet, at vi vil styrke militæret på Bornholm, svarer Lea Wermelin (S).

Hun mener, at det er vigtigt at få flere soldater og flere værnepligtige på Bornholm.

– Det må være op til de militærfaglige anbefalinger, der har overblikket, men jeg glæder mig over, at vi har en enhed, der i tilfælde af en skarp situation har som opgave at blive på øen og passe på Bornholm, mener Peter Juel-Jensen (V).

Forsvaret og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har flere gange afvist at svare på, hvor mange soldater, regimentet på nuværende tidspunkt består af.

Det hæfter Kirstina Van Sabben sig også ved i sit svar:

– Ved offentliggørelsen af oprettelsen af Bornholms Regiment blev vi her på øen efterladt med en udsigt til, at der ville blive markant flere soldater på Almegårds Kaserne, og man har fra ministerens side ikke ville give et tal – heller ikke her knap et år efter.

Flere indbyggere?

Til spørgsmålet om behovet for militær kapacitet og antal soldater svarer Morten Riis (EL) som den eneste, at han ønsker ”så lidt som muligt”.

– Bornholm er lige så meget omfattet af de beredskabs- og forsvarsmæssige garantier som det øvrige land, og derfor opfatter jeg os ikke som mere udsat på Bornholm, svarer han.

I valgkampen er der blevet præsenteret flere argumenter for at udvide Bornholms Regiment. Men han mistænker, at det i virkeligheden dækker over andre hensyn.

– Det lugter også af en kommunalpolitisk interesse i at få flere indbyggere på Bornholm, og det kan jeg jo godt forstå. Jeg synes bare, at det skal være et militært hensyn, der afgør, hvor man placerer militær henne og ikke hensyn til specifikke kommuners interesse i et forhøjet indbyggertal, siger han og uddyber:

– Dybest set skal vi jo have så lidt militær som muligt. Det er ikke sådan, at jeg mener, vi ikke skal have noget militær. Men vi skal kun have det, som man mener er militært nødvendigt. For mig at se er det ikke en politisk afgørelse.

Flere af kandidaterne lægger da heller ikke skjul på, at en styrkelse af Bornholms regiment kan være positivt for befolkningstallet på øen:

– Jeg mener, det er vigtigt, at vi får flere soldater og flere værnepligtige. Samtidig skal vi arbejde for, at nogle af dem vælger at slå sig ned på Bornholm, siger Lea Wermelin.

Kirstine Van Sabben nævner også sammenhængen:

– Antallet af soldater (fastansatte – og dermed ikke værnepligtige) er vigtigt i forhold til statslige arbejdspladser – altså hvor mange (flere) kommer til at betale skat på Bornholm i forhold til et nye regiment, skriver Kirstina Van Sabben og stiller spørgsmålet:

– Skal forsvaret af Bornholm styrkes på Bornholm for, at vi får flere arbejdspladser i kommunen? Eller skal det være for dels at afskrække en eventuel fjende og dels for at kunne forsvare os selv?

Van Sabben mener, at kapaciteterne er vigtigere end antallet, selv om hun som politiker godt kunne tænke sig flere faste årsværk på kasernen.

Droner og missilforsvar

Sebastian Bloch Jensen (SF) har sendt et samlet svar på alle spørgsmål:

– Bornholms strategiske placering betyder, at forsvaret skal styrkes. Vi ønsker flere investeringer i faste installationer og bygninger på øen, da det skaber en varig militær tilstedeværelse og sikkerhed. Samtidig er det vigtigt at styrke både det militære og civile beredskab, så Bornholm er bedre rustet til kriser og afbrud i forsyninger.

Bo Vibe Ancher (DF) føler sig med egne ord ikke kompetent nok til at svare på konkrete størrelser af de enkelte enheder, mens Michael Hendriksen (DD) svarer kortfattet på spørgsmålet om ønsket til antal soldater:

– Vi skal have et stærkt forsvar på Bornholm. Droner. Missilforsvar.

Eik Dahl Bidstrup (LA) foreslår også at opgradere regimentet med moderne kapaciteter:

– Herunder droneforsvar og avancerede overvågningssystemer. Antallet af soldater skal fastsættes ud fra en aktuel militærfaglig vurdering, der sikrer, at Bornholm kan agere som en troværdig og robust militær kapacitet i Natos østlige flanke.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT