Leder: Sådan skal vi videre

”Wembley blev endestationen for den danske EM-drøm”. Sådan har det lydt fra sportskommentatorer og deslige de seneste par dage. Endestationen! Slut. Rejsen ender her. De tager fejl. Sporet ender absolut ikke her.

Men skuffelsen er til at føle på. Drømmen, der blev til håb, er atter tilbage ved drømmen. Men drømme er nu engang alle rejsers moder, og derfor er det også forkert at sige, at London blev endestationen. Endestationer eksisterer ikke. Jo, der findes skam fysiske bygninger, hvor bus- og togruter stopper, men vi kan altid komme videre derfra. Enten i bil, på, cykel, til fods eller kravlende. Hvis vi vil, kan vi altid komme videre.

Men først skal vi komme os over skuffelsen, og en del af bearbejdelse er at gå forskellige hvad nu hvis-scenarier igennem. ”Hvad nu hvis kampen havde foregået på neutral grund, så havde opbakningen til danskerne været på højde med englændernes”. ”Hvad nu hvis, der ikke var blevet dømt straffe”. Og så videre.

Denne kontrafaktiske tænkning er sund, og den får os til at bearbejde nederlaget i fælleskab. Vi snakker om det, og vi kommer videre.

Men vi skal ikke dvæle ved disse hvad nu hvis-scenarier. For så bliver de til dårlige undskyldninger, og hvis der ér en ting, der er gift for drømme og dræber rejselysten, er det dårlige undskyldninger.

Faktum er, at vi tabte, og det handler om at samle lektierne og erfaringerne op og komme videre.

Det er næsten overflødigt at nævne, at den største lære ved dette EM er værdien af sammenhold. Det gælder ikke kun for landsholdet, men for alle danskere og for den sags skyld det øvrige verdenssamfund, som også har levet sig ind i de danske spilleres rejse fra krise og tragedie til genoprejsning og triumf. I en tid, hvor store penge dominerer de store sportsgrene, og mange føler, at deres yndlingssport er reduceret til legetøj for rigmænd, er det skønt at blive mindet om, at sport handler om sammenhold, og hvordan sammenholdet overvinder modgang. Det er en lektie, vi alle kan tage med os – også ude i lokalsamfundet, hvor sammenhold er forskellen mellem forfald eller vækst.

Da de danske landsholdsspillere dannede en mur om deres faldne kammerat, var det, fordi de er vokset op med sammenhold. Lige siden de satte deres små, spinkle ben på en fodboldbane, har de oplevet, hvordan sammenholdet ikke blot er afgørende for sejre og nederlag på banen, men også hvordan sammenhold mellem fodboldklub og lokalsamfund uden for banen gør forskellen på, om der er trænere eller ej, om der er baner, dommere, frivillige og organisatorer. At der er et lokalt engagement, som muliggør, at de har kunnet blive dygtige atleter.

Det danske fodboldlandsholds bedrifter ved EM i 2021 vil gå over i historien, og holdet er bestemt ikke færdig med at overraske og brillere. Egon Olsen-replikken fra den tredje Olsen Banden lader til at være blevet landsholdets mantra. ”Vi skal ikke hjem, vi skal videre”.

Det bør hele Danmark tage til sig. Vi skal altid være på vej videre. Både som fodboldnation, som samfund og som individer. Men det kræver sammenhold, dedikation og engagement, og det starter altid i lokalsamfundet. Så ønsker du, Danmark får en ny Schmeichel, Wozniacki, Ørsted, Ditlevsen eller Sprogø, så tænk på det næste gang du ser et opslag, der søger frivillige.