Andre politikere opnår de særlige folketingslejligheder ved at have bopæl langt fra hovedstaden. Men en sådan har Lea Wermelin ikke bedt om. Hendes mand og børn bor i byen, og når hun er i København, bor hun hos dem.
Nogle fusker med folkeregisteradressen for at kunne benytte en helårsbolig med bopælspligt som fritidsbolig. Men Leas hus på Bornholm har ikke bopælspligt.
Ved at tilvælge en særlig kommune kan man opnå dennes skat. Det er for eksempel særligt attraktivt at bo på Christiansø, hvor man slipper helt for kommuneskat. Men i Sandvig skal Lea betale kommuneskat til Bornholm. Den er ifølge hende selv 25.000 kroner dyrere end i København. Kommuneskatten er 2,4 procentpoint højere her på øen. Det er dermed ikke en skattefordel for ministeren at bo væk fra sin mand og børn. Tværtimod bidrager miljøministeren cirka med 270.000 kroner i kommuneskat til Bornholm ved at bo i Sandvig. Det er et stort beløb for vores samfund.
Selv siger Lea Wermelin, at hun bor på Bornholm, fordi det er her, hun føler sig hjemme og har tid til at mødes med bornholmerne.
Det sidste er formentlig den mest forståelige forklaring på ministerens bornholmske adressevalg. Lea Wermelin er en politiker, der lever af stemmer. De giver hende magt eller indflydelse til at ændre på verden i den retning, hun mener er rigtig. Det kan hun kun ved at få stemmer.