– Lea Wermelin har mand og børn i København. Det ved alle. Alligevel vil hun gerne holde fast i en illusion om, at det er på Bornholm, at hun opholder sig mest.
– Det er måske ikke så klogt, og det ser vi så nu. Men for nogle vil det være sådan, at hun har gjort det for at bevare tilknytningen, selvom det nok mest har handlet om, at hun gerne har villet imødegå en kritik af at have mistet forbindelsen til Bornholm. Det er forståeligt nok, siger Jarl Cordua.
– De vælgere, der ikke kunne lide Lea Wermelin før, vil stadig ikke kunne lide hende nu. Og de vælgere, der synes, at hun er fantastisk, vil stadig synes, at hun er fantastisk.
Rent privat ser Jarl Cordua en forskel på dagens Lea Wermelin og Wermelin, før hun blev minister. Men han tvivler på, at særlig mange vælgere husker det samme eller vægter forskellen videre højt.
– Jeg husker godt Lea Wermelin som oppositionspolitiker, hvor hun var enormt kritisk over for borgerlige ministre, som hun kaldte i samråd for selv de mindste ting, og hvor hun var meget opmærksom på, om de overholdt love og regler, siger Jarl Cordua.