Allerede i januar i år fortalte Daniel Mühlendorph, at han på en skala fra 1 til 10 mente, at chancen for, at musikfestivalen i år bliver til noget, lå omkring 8 eller 9, og i februar meldte han så ud: "Vi har besluttet, at vi gør det".
Så kan august bare komme an, tre dage med musik, fest og farver og Hammershus i horisonten er i vente.
I begyndelsen af marts fortalte udstillingsleder Susanne Jøker Johnsen, at biennalen, som tager pulsen på europæisk glaskunst på Bornholms Kunstmuseum og i Grønbechs Gård, vender tilbage i år. Sidste år blev den aflyst på grund af pandemien, men nu skal det være.
Jo, hun erkender, at der kan være udsikkerhedsfaktorer, men tror på, at vaccinationsprogrammet vil gøre en forskel, ikke mindst fordi biennalen ligger helt henne i september.
"Vi ved med 100 procents sikkerhed, at vi laver udstillingerne for fuldt blæs", sagde hun og slog fast, at "udstillingerne kommer helt sikkert op at stå, og vi kan uanset hvad få en god faglig fest ud af det".