Leder: Farvel til en frelser

LEDER

Han vil næppe holde særligt af overskriften her. Niels Glahn er beskeden, og hvad man førhen kaldte dannet, nok ikke nogen stor fan af medie-metaforer, billige bogstavrim og kunstige klichéer.

Men hvad skal man gøre, når det nu er så pokkers rammende? På lige under et år har den nu snart tidligere forstander genrejst Bornholms Højskole og ikke bare det: Han har gjort det fra et så mistrøstigt udgangspunkt, at ikke helt få var bange for, at skolen måske aldrig kom på benene igen.

Nu stopper han så. Han har løst sin umulige mission så helt igennem overbevisende, at ingen, vel ikke en gang ham selv, havde troet det muligt, da bøgen sprang ud sidste forår.

Dengang var bøgen det eneste lysegrønne i sigte på højskolen oppe i skoven. Håbet var langt væk, og lysegrønt var det først slet ikke: Forstanderen var rejst, tidligere amtsborgmester Knud Andersen var gået som formand, elever var der ingen af, økonomien havde det skidt, og for resten havde corona lukket skolen som alt andet dengang.

På lige under et år har den nu snart tidligere forstander genrejst Bornholms Højskole og ikke bare det

Og nu? Økonomien er sund. 68 elever har de seneste par måneder udgjort forårsholdet, mere end dobbelt så mange som de 30, som det var forstander Glahns mål at nå, da han udstak pejlemærker sidste efterår. Venteliste i starten af året, venteliste nu igen til efterårsholdet. Og symbolet på det hele? Højskolen har måttet købe nye møbler til sin stue, der kun var beregnet til under det halve af det antal elever, der vælter ind på skolen her i år.

– Vi har haft en ualmindelig heldig hånd med Niels, sagde Steen Colberg Jensen som skolens bestyrelsesformand her i avisen i torsdags. Og så vidste Colberg godt, at han ikke havde sagt for meget.

Hvis overhovedet noget her kan kaldes trist, så er det vel, at Niels Glahn blev så kort og ikke mindst var her i så helt speciel en tid, at alt for få herovre fik mødt ham. Til alt held har hans ophold på Bornholm også trukket et par spor, der kan følges af alle, og som vi alle kan lære noget af. For en del af hemmeligheden bag den succes, som han skabte, beskrev Niels Glahn såmænd selv i en artikel i Højskolebladet, tilmed før nogen anede, om nogen succes var på vej, eller om vi nærmere her stod med manden, der skulle lukke og slukke højskolen.

”Jeg er vokset op i en familie, der var ramt af sygdom, og det præger jo familielivet tungt. Så jeg lærte at passe på mig selv og klare mig selv. Det gør mig nok til en selvberoende leder. Jeg er ikke skræmt over at skulle få en gruppe, hvor der har være konflikter, til at fungere. Jeg tror på, at det kan klares med venlighed, for ingen mennesker er onde, men nogle kan tage forkerte beslutninger”, fortalte han sidste år.

Så derfor, Niels Glahn: Bliv ved at passe godt på dig selv. Mindst lige så godt som du passede på den højskole, som vi lagde i dine hænder. Og mindst lige så godt som du passede på den medarbejderstab, som du så betegnende videregiver en stor del af æren for dit værk til. Tusind tak for din dåd, og lov os at vende tilbage ind imellem. Kun alt for mange af os fik desværre ikke mødt dig.