Det er os, ikke fuglene, der har ændret spillereglerne

Naturen var her før os – det minder mågerne os om, når de tager vores softice eller rydder op efter os på cafébordene.

Jamen, de er da irriterende, mågerne, når de napper en softice ud af hænderne på et barn, eller skriger, så vi bliver vækket af vores søvn.

Hver sommer har vi den her klagesang, hvor vi himler op over måger, der larmer eller hænger svævende over byens caféborde, og hver sommer bliver vi forbløffet over deres frækhed og bander dem langt væk.

Men måske er det ikke mågerne, der er blevet værre. Måske er det os, der har gjort det nemmere at være måge.

Det var dejligt at læse Dansk Ornitologisk Forenings nuancering af debatten i Tidende tirsdag. Når vi i dag ser flere sølvmåger i byerne, er det ikke fordi der er tale om en invasion fra oven. Der er tale om en art, som forsøger at tilpasse sig virkeligheden. Mågernes føde er flyttet fra havet til skraldespanden, og hvis der ligger pizzarester og pomfritter på et efterladt cafébord, så kan en sulten fugl ikke skelne mellem skrald og en buffet.

Det betyder ikke, at vi skal give mågerne frit spil. De må ikke være til fare eller gene for os, men hvis vi som samfund har ændret betingelserne for fuglene, så må vi også anerkende og tage ansvar for, hvordan de reagerer.

Løsningen er ikke vrede, men omtanke. Vi må finde de løsninger, som gør, at vi kan sameksistere, for mågerne minder os jo blot om noget større: At naturen ikke altid holder sig pænt på afstand og stille ser til, mens vi lever vores liv. Naturen kræver at være en del af vores verden, for den var her før os.

Det er os, der skal passe på med, at vi ikke tipper balancen.

Mågernes skrig er ikke behagelige, men i stedet for at erklære dem krig burde vi nok forsøge at lytte lidt mere til dem.