Tidende bliver ofte omtalt som lukningstruet med en dødskamp foran sig. Vi har brugt størstedelen af egenkapitalen og tabt halvdelen af abonnenterne på ti år. Det efterlader os med en lille pengekasse og 5.902 pragtfulde abonnenter. De står – sammen med vores mange gode annoncører – sammen om, at Bornholm er et samfund med et dagblad – en nyhedsoase.
Når man hører om fyringsrunder på de fleste andre private dagblade i denne tid og himmelstormende papirpriser, der gør økonomien svær til næste år, så kan man let fristes til at tro, at vi er tæt på Tidendes endeligt. Men det er vi heldigvis meget langt fra. Tidende står ikke overfor en fyringsrunde, og vi forventer at kunne betale papirprisen – også til næste år med de voldsomme stigninger. Vi har rustet os til stormen.
Den forventning bygger på, at vi har oplevet en stigende opbakning i det seneste år til netop at være Sammen om Bornholm med et fælles dagblad. De private abonnenter, erhvervsabonnenterne og annoncørerne bruger os og bakker os op. Bornholm har brug for samlende historier, kritisk journalistik og debat, der sætter glød i sindene og får blækket til at flyde. Det leverer Tidende hver eneste dag til både de 5.902 abonnenter, der betaler, og de i alt 61.000 sammenlagte læsere, der følger med i papiravis og på tidende.dk. Og det kan vi heldigvis blive ved med – ud fra de forhold vi kender i dag.