Leder: Ank ikke den dom!

Leder: Ank ikke den dom!
Foto: Martin Lehmann/Scanpix
| ABONNENT | 6. MAR 2021 • 11:26
Af:
Øjvind Hesselager
| ABONNENT
6. MAR 2021 • 11:26

LEDER

Hvis Bornholms Regionskommune vil etablere en smule ære i sagen, hvor en 28-årig kvinde i Østre Landsret har fået dom for, at kommunen svigtede hende under opvæksten, så anker kommunen ikke sagen – men betaler ved Kasse 1.

Det bornholmske samfund skylder kvinden den klare anerkendelse af, at hun blev svigtet som barn.

Dommen faldt den 19. februar 2021. Her fik kvinden rettens ord for, at kommunen skulle have hjulpet hende ud af en opvækst præget af omsorgssvigt fra hun var 12 til 16 år gammel.

Bornholms Regionskommune blev dømt til at betale kvinden en godtgørelse på 300.000 kroner, fordi kommunen har forsømt sin forpligtelse til at sikre et barn mod "umenneskelig og nedværdigende behandling".

Kvindens mor flytter fra København til Bornholm med fire børn i 2005. Hun var allerede dengang under observation af de sociale myndigheder. Familien bor i et hus i Olsker sammen med mere end 20 dyr.

 

Bornholms Regionskommune har en enestående chance for at gøre noget rigtigt i dette forløb. Udnyt den.

 

Et halvt år efter indflytningen ringer børnene selv til Bornholms Politi. Deres moster ligger død i huset. Politiet finder et hjem ramt af ”kaotiske tilstande”, som det lyder i anmeldelsesrapporten. Der er dyreekskrementer over alt.

Det er forhold som disse, kommunen ikke har reageret tilstrækkeligt på, vurderer Østre Landsret.

Bornholms Regionskommune kan anke dommen til Højesteret, og sagen er på dagsordenen for mødet i børne- og skoleudvalget og økonomi-, erhvervs- og planudvalget den 10. marts og på kommunalbestyrelsesmødet den 11. marts.

Bornholms Tidende har talt med kvinden i et interview, hvor hun optræder under navnet Liv. Liv håber på, at kommunen accepterer dommen, så hun kan komme videre.

Grunden til, at Bornholms Kommune ikke skal anke sagen er, at signalet så vil være, at dette forløb ønsker vi ikke at lære af.

Lyt til, hvor hårdt Liv har kæmpet som helt lille pige og som voksen kvinde. Og prøv at forstå, hvor lidt der egentlig skulle til, for at hun havde fået en helt anden opvækst. Hvis de sociale myndigheder ikke har svigtet, hvad skal vi så med dem?

Livs mor opsøgte selv kommunen for at få lavet en såkaldt forældrekompetenceundersøgelse, hvilket sagsbehandleren afviste. Som Liv sammenfatter det, sker det med denne forklaring fra sagsbehandleren.

– Sagsbehandleren siger til hende lige ud, at det vil hun ikke anbefale, fordi min mor overhovedet ikke kan drage omsorg og ingen indsigt har i hendes børns liv og behov.

Det er jo en grotesk fejlslutning, hvor kommunen i sin afgørelse helt uforståeligt ikke tager hensyn til barnets tarv – selv om moderen godt ved, at hun ikke formår at udfylde sin rolle.

Blandt andet måtte børnene tigge mad hos naboerne.

– Jeg havde et BMI på 12. Når man har det, er man i konstant risiko for organsvigt. Det er jo sindssygt, som Liv siger det til Bornholms Tidende.