Lad være med at gentage en dårlig historie

Lad være med at gentage en dårlig historie
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 28. september 2023 • 15:30
Af:
Claus Rylander Christensen
Store Torvegade 90
Rønne
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 28. september 2023 • 15:30

Jeg er dybt bekymret for de kommende skolebørn i den bornholmske folkeskole, såfremt kommunalbestyrelsen vedtager det udmeldte forslag.

Kære kommunalbestyrelse. I skal 12. oktober gennemføre anden behandling af budget 2024. Det kan for nogen være en hård opgave, hvor svære prioriteringer skal gennemføres. Det skal i sidste ende munde ud i et regneark i balance.

Beslutningen indeholder dog mange flere konsekvenser, end et regneark kan rumme.

Da jeg kom til verden i 1969, hed skoleinspektøren på Knudsker skole Knud Andersen. Da jeg i 1975 startede i folkeskole på samme skole, var Knud stadigvæk skoleinspektør. Hvis ikke jeg husker forkert, blev Knud Andersen senere skolechef i Rønne Kommune. Og hvad har det med budget 2024 at gøre?

Det historiske forløb, som netop er beskrevet, tilførte en robusthed og kontinuitet i skoledriften. Chefen på skolen (læs inspektøren) havde tid til at blive en dygtig og vidende chef. Lærerne på skolen havde en rød tråd at følge og kunne udvikle og forbedre undervisningen fra skoleår til skoleår igennem en årrække. De kendte chefen og vidste, hvad han stod for, og hvad han forventede af dem. Eleverne var trygge, da også de mærkede en kontinuitet i deres skolegang. Der var ændringer og udvikling hver gang man rykkede et klassetrin op. Men skolen, lærerne og klassekammeraterne var som udgangspunkt kendt område, hvilket medvirkede til en god basis for læring.

Nok om historisk nostalgi. Vi skal naturligvis ikke projektere skolevæsnet fra 1975 ud på nutidens folkeskole, men noget af det kan vi godt tage med.

Verden er mere dynamisk nu, end den var i 1975, men det kan også blive for dynamisk. Det er netop hvad der er ved at ske med den bornholmske folkeskole, og især for de to rønneskoler. Skolerne i Rønne har mere end andre været udsat for ændringer i løbet af de seneste 10 år. Man er gået fra tre til to. Man har lagt de to sammen til to afdelinger med fælles ledelse. Og senest har man delt dem op igen, og givet dem en leder hver.

Hver gang er eleverne blevet berørt med ændringer i antal af klasser, nye elevfordelinger i klasserne, flytning af elever mellem skoler, og rokeringer og ændringer for lærergruppen. Alle beslutninger har haft menneskelige omkostninger i form af skolevægring, mistrivsel og forringet indlæring. Den seneste beslutning om at etablere to selvstændige skoler var imidlertid en god måde at rette op på de tidligere fejlagtige beslutninger. Både Åvang og Søndermark har udviklet sig i positiv retning. Der er god stemning blandt elever, forældre og lærere. Og vi forældre kan mærke resultaterne.

Trods denne historik tyder det på, at den siddende kommunalbestyrelse er ved at gentage historien. Desværre ikke den fra 1975. Der er foreslået en besparelse på skoleområdet på 17 procent. Det siger sig selv, at det vil få store konsekvenser for vores børns fremtid. Jeg har mit sidste af fire børn i 9. årgang, så vores familie skal nok klare os. Jeg er dog dybt bekymret for de kommende skolebørn i den bornholmske folkeskole, såfremt kommunalbestyrelsen vedtager det udmeldte forslag. I givet fald vil de private skoler nok stå klar til at overtage noget af den kommunale bygningsmasse, da de vil få pladsmangel.

Pengene mangler i budgettet. De lokale politikere har tilsyneladende kastet håndklædet i ringen og bedt skolebestyrelserne i 11. time om at pege på alternative besparelsesforslag. Det er og bliver kommunalbestyrelsens ansvar at prioritere. I må tilbage i regnearket og finde besparelserne på et område, som ikke rammer grundstoffet for Bornholms fremtid. Vores børn og kommende øborgere.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT