På Bornholm har vi i mange år debatteret uddannelsesmuligheder. Hvordan får vi flere uddannelser til Bornholm? Og hvilke uddannelser vi kan opretholde, på baggrund af befolkningsgrundlaget? Samtidig arbejdes der ihærdigt på, at vi bliver flere indbyggere, så Bornholm kan blive et økonomisk bæredygtigt samfund.
Jeg mener, vi skal kombinere indsatsen og arbejde målrettet på at få de uddannelser til Bornholm, hvor man som nyuddannet uden problemer også kan komme i arbejde og forblive bosiddende på øen. Det kan man, hvis man har mulighed for primært at arbejde hjemmefra, som mange i dag har det i it-branchen. Her betyder det mindre, hvor man fysisk er placeret, så længe internetforbindelsen er hurtig og stabil. Det gør det muligt at vælge Bornholm til, også selvom jobbet efter endt uddannelse måske findes i København.
Og netop it-uddannelser, særligt med speciale i cybersikkerhed, kan være interessante at bringe i spil, når talen falder på Energiøen. Også på et internationalt topmøde, der jo netop handler om en fælles indsats for at sikre elforsyningen.
Center for Cybersikkerhed, som er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste, har i deres seneste opdatering af trusselsvurderingen af cybertruslen mod energisektoren vurderet, at truslen fra både cyberspionage og cyberkriminalitet i energisektoren er meget høj. Det vurderes, at ”fremmede stater blandt andet har interesse i at stjæle informationer til styrkelse og udvikling af deres egen energisektor eller til brug i en evt. politisk eller militær konflikt.”