Lad naturen leve

Lad naturen leve
Rønne Syd. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. NOV 2020 • 15:47
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
28. NOV 2020 • 15:47
LÆSERBREV

Kære politikere, bevar de skønne naturområder i Rønne Syd til glæde for mennesker og dyr.

Som bekendt findes der en del fredede og almindelige dyrearter i naturområdet, som I ønsker at ødelægge med masser af asfalt, beton og gravearbejde på baggrund af rådgivning fra verdensfirmaet Rambøll.

En af de fredede dyrearter, der bor og lever i naturområder, er flagermusen. Vi har forelagt to eksperter på flagermusområdet spørgsmålet om, hvad et kæmpebyggeri i naturområdet vil betyde for de fredede flagermus.

De udtaler begge to – helt uafhængigt af hinanden – at de fredede flagermus så vil skulle finde et nyt leve- og boområde, for så bliver alt ødelagt for de fredede flagermus.

Direkte spurgt udtaler begge to, at de fredede flagermus meget sandsynligt har bosteder i de gamle og flotte popler i naturområdet, og disse gamle popler bliver jo næsten helt sikkert skovet for at skabe plads til veje og byggeri.

En familie, der bor i yderste række af det nuværende boligområde beliggende mellem legepladsen og Strandvejen, og som har boet der i snart 35 år, Lis og Freddy Stormly – Freddy har været politiker i en årrække i Rønne Byråd – udtaler, at der er set både markfirben og salamander ved deres hus, samt at de i tusmørket jævnligt ser de fredede flagermus hen over naturområdet, hvor de fouragerer.

I BT den 13. september 2020 fremgik blandt andet således: Insekter skal tænkes ind i byplanlægningen, biodiversiteten har trange kår, betonjungler skyder op, og at byområder skal have så store grønne områder som muligt med varieret vegetation.

De fredede og også de andre dyrearter i naturområdet finder føde i insekter, så kære politikere, gør nu som en del andre byer i landet, lad naturen leve – ja lad naturområdet forblive, som det er eller endnu bedre, spred nogle blomsterfrø på området til glæde for de mange mennesker, som dagligt færdes på naturområdet og dette også til glæde for dyrelivet.

Vi håber meget, at vores kommunaldirektør foranlediger, at der hverken graves eller høstes i naturområdet, før kommunalbestyrelsen træffer en afgørelse, om naturområdet skal forblive, som det er eller måske gøres endnu mere til natur eller omdannes til asfalt og beton.

Vores gruppe, som kæmper for et helt specielt naturområde i Rønne, gik altså nogle grader ned på humørbarometeret, da det meldtes ud, at vores borgmester i gennem 11 år, Winni, havde fået et andet arbejde; vi havde klart håbet på, at hun ville redde naturområdet eller i det mindste området mellem det nuværende byggeri og poplerne.

Humøret steg dog nogle grader, da vi hørte, at Thomas overtager borgmesterposten, for ham har vi også tillid til.

En tak til medierne for den store og gode dækning af sagen, dog en speciel tak til Bornholms Tldende for en særdeles god og oplysende dækning.

Vi er en smule i tvivl om Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdelings holdning til sagen, idet formanden har meldt ud, som vi forstår det, at lokalafdelingen vil kæmpe for de totalt fredede dyrearter i naturområdet, medens næstformanden, som vi forstår det, har en måske mere afslappet holdning til naturen i området. Vi håber naturligvis, at vi tolker dette forkert.

Vi bør vel også huske på, at mange af vore turister kommer til øen på grund af blandt andet vores fantastiske natur, så lad os alle værne om den, også til glæde for vore efterkommere.

Ja, hvem bygger man til?

Til alle på Bornholm, pas godt på jer selv og pas godt på alle andre.

På gruppens vegne
Ove Andersen
Strandvejen 128a, Rønne