Lad modtageklasserne blive i Nexø

Paradisbakkeskolen i Nexø har lang erfaring med at håndtere modtagelsesklasserne, så lad børnene bliver der, opfordrer Emelie Pettersson.

Kom! Vi flytter da bare modtagelsesklasserne til Aakirkeby. Vi mangler pladsen i Nexø, og der er tomme lokaler i Aakirkeby. Nogle af medarbejderne flytter sikkert med, så der bliver ingen forskel at mærke?

Dette er den korte udgave af, hvad den kære kommunalbestyrelse lægger op til, kan være løsningen på den pladsmangel, der er udsigt til på Paradisbakkeskolen i Nexø.

Det vil også være den mest kortsigtede og ugennemtænkte løsning, hvis vi skal kigge på, hvilket område det omhandler. Det er modtagelsesklasserne, politikerne ønsker at flytte. Det vil sige, at det er de sårbare flygtninges børn og unge, det omhandler.

Når vi snakker om denne type børn, så er de lærere og pædagoger, der indgår i arbejdet med disse børn, meget dedikerede til deres arbejde. Det kræver en passion, en omsorg og en faglighed udover det sædvanlige fra det team af voksne, som skal samarbejde omkring disse børn. Vi har med børn at gøre, der har været udsat for og været vidner til episoder i deres liv, vi som beskyttede øboer aldrig vil kunne drømme om. Når så de ankommer til Danmark, her med fokus på Bornholm, så er børnene ofte de første i familierne, der skal ud og integreres. Det skal de selvfølgelig med en skolestart, hvor fokus er at lære dansk. Da de skal kunne dansk for at kunne komme videre i det danske skolesystem og efterfølgende til uddannelse og arbejde. Forældrene vil i mange i tilfælde først kunne starte arbejde og eventuelt sprogskole, efter at børnene er startet i skole eller pasningstilbud. Forestil jer at stå som flygtede forældre med børn i et helt nyt land, hvor du ikke kan tale sproget, og det første du skal er at sende dine børn afsted. Det er stort skridt og en bekymring for forældrene, som til tider også føler skyld og bebrejdelse, fordi børnene første skal ud i det nye samfund. Derfor er det virkelig vigtigt, at vi sørger for, at disse børn har nogle gode rammer at møde ind til.

Skolestarten i modtagelsesklasserne er børnenes og deres familiers indgang til den danske integration. Vi som samfund har valgt, at det er vigtigt, at børnene skal i gang. Hvilket jeg/vi bakker fuldt op om. Så skal vi som samfund også tage de rette valg omkring at danne de mest solide og gode rammer for en opstart.

Jeg er uenig med politikernes oplæg omkring at flytte modtagelsesklasserne til Aakirkeby. Det skal ses i et større perspektiv.

På Paradisbakkeskolen i Nexø har de en lang årrækkes erfaring med at håndtere modtagelsesklasserne. Det er denne erfaring, jeg gerne vil lægge vægt på i mit indlæg her. I fællesskab med min veninde huser vi og hjælper to ukrainske flygtninge familier med at blive integreret på Bornholm. Hvor vi blandt andet hjælper med at starte deres to sønner i Paradisbakkeskolens modtagelsesklasser. Jeg følger familierne til diverse møder hos regionskommunen og i forbindelse med skoleopstart. Det er en sand fornøjelse at blive mødt nede på Paradisbakkeskolen af et professionelt team, der ved, hvordan man håndterer flygtninge. Her taler jeg om skolen som en helhed, deres sekretærer som er helt inde i procedurerne og ved, hvad de skal svare på det utal af spørgsmål, der kommer og ved, hvor de skal henvise til. De forbereder os på, vi skal forvente og medbringe.

Når vi træder ind på skolens område med to ukrainske familier, der kun taler ukrainsk, er det vigtigt med en god modtagelse. Vi er ikke tvivl om, at skolen har en lang tradition for at modtage denne type flygtninge. De bornholmske børn, der går på skolen, som kommer forbi os i frikvarteret, hilser alle smilende til familierne. Der bliver ikke peget fingre, fniset eller lignende. Lærerne, der kommer på gangene, stopper kort op og siger hej. Dette sker kun, fordi det er del af kulturen på skolen, som er blevet en integreret del af hverdagen. Stort skulderklap til Paradisbakkeskolen for at have opbygget denne kultur i jeres hverdag, det gør en stor forskel.

Et andet sted, hvor jeg som erhvervsdrivende også mærker en stor professionel tilgang til håndteringen fra det personaleteam omkring modtagelsesklasser, er til selve introduktionssamtalen imellem skolen og de ukrainske familier. Her deltager deres leder af modtagelsesklasserne, som helt snorlige har det administrative ansvar for eleverne og familierne. Derfor kan den deltagende lærer være helt hvilende i sin rolle som lærer for klassen. At se det sammenspil er vigtigt, hvilket er kernen i mit indlæg her. Det sammenspil, Paradisbakkeskolen har imellem deres daglige ledelse, deres lærerteam og de øvrige elever på skolen, er et sammenspil, som kan give den ro, som er vigtig for de elever samt lærere, der er i modtagelsesklasserne. Tænk på, at lærerne underviser børn, hvor de ikke har et fælles talesprog, men skal bygge det op. Dette er en kultur, Paradisbakkeskolen har opbygget over en lang årrække. Det er den kultur, jeg mener, vil gå tabt i at flytte modtagelsesklasserne til nye lokaler på en ny skolen.

Tager jeg skyklapperne på, kan jeg godt se fra politisk side, at det er lyder som en let løsning at flytte dem til tomme lokaler. Som erhvervsdrivende vil jeg mene, at det store tab kommer til at ligge hos børnene ved at lave en flytning. Skal den selvsamme kultur for modtagelsesklasser bygges op på en ny skole, vil det tage en årrække, inden denne kulturændring er opbygget og integreret til at være en naturlig del af hverdagen. Kulturændringer kræver tid og passion, ikke kortsigtede løsninger. En flytning til nye rammer og oparbejdning af nye teams til at håndtere modtagelsesklasserne vil være at give unødvendig støj og pres til både lærere og børn.

Hvis Hans Rømer skolen har så meget ledig plads, så kunne det være en mulighed at kigge indad i stedet og analysere, hvorfor pladsen er tom. Hvis vi gerne vil have flere elever i vores folkeskole, så ligger den trods alt med det største opland. Som erhvervsdrivende bliver man nødt til at kigge indad på sin egen virksomhed, hvis ting ikke fungere optimalt, eller der er utilfredshed fra sine kunder.

Argumentet fra politikerne omkring, at transporten er lettere til Aakirkeby, er et papirtyndt argument at inddrage i denne debat. Det handler ikke om transporten, det handler om kvaliteten på undervisningen og dagligdagen for de unge. De kommer fra lande, hvor afstande har en helt anden dimension. Om de skal bruge tid på transport, er irrelevant for dem, hvis bare det er trygge rammer, de kommer frem til.

Giv lærerne den ro, de har behov for til at undervise børnene i modtagelsesklasserne. Giv dem den støtte og opbakning, de har fra deres ledelse og administration, som har rutinen i at håndtere alt det omkringliggende. Lad modtagelsesklasserne blive i Nexø. Opsæt i stedet et par pavilloner i området omkring Paradisbakkeskolen, så giver vi i fællesskab en styrket base til det team, der skal håndtere børnene.

Ofte gør jeg det mest i en mundtlig debat, da jeg har behov for at kunne udtrykke mine holdninger med den baggrund, der ligger bagved. I dette tilfælde var min mulighed at lave dette skriftlige indlæg, og jeg håber, det giver stof til eftertanke. Jeg er også mere end villig til at tage en mundtlig debat, hvis nogen ønsker at høre mere.