Kulturtanker fra en hjemflytter

Kulturtanker fra en hjemflytter
Kulturugen er en opvisning i den frivillighed og skabertrang, som fylder ganske godt på Bornholm, skriver Mads Wolff. Arkivfoto: Hanne Strøby
KOMMENTAR | ABONNENT | 27. SEP 2023 • 15:30
Af:
Mads Wolff
Gudhjem
KOMMENTAR | ABONNENT
27. SEP 2023 • 15:30

Kultur er ikke institutioner og tilskud og strategier, men kultur er det vi skaber sammen.

Da jeg voksede op i Rønne, tænkte jeg ikke så meget over hvad jeg var, jeg var der bare, havde travlt med at lege, at udforske og gøre ting og sager som måske ikke altid var det fornuftige og ordentlige. Men jeg var jo bare en nysgerrig dreng i Rønne.

Men verdenen blev gradvist større og større. Jeg gik i skole og blev præsenteret for den store verden. Somme tider fik vi besøg ovre fra, fra venner og familie, der kaldte os “bornholmerne”. Og en gang i mellem fik mine forældre, der ikke havde lært at tie stille, breve, hvori de fik besked om at tie stille, for de var ikke “bornholmere”.

Men bortset fra det, var Rønne et godt sted at vokse op, som gav lov til at være nysgerrig, at udforske, at blive forundret og overrasket og ikke mindst at erfare. Og med en nyerhvervet studenterhue og en god portion tryghed fra opvæksten var jeg klar til at komme ud i den store verden for på ny at fortsætte min udforskning nysgerrighed på verdenen.

Og jeg har været heldig, jeg har oplevet verdenen, boet i København, rejst og boet i udlandet. Og altid har det fulgt mig, at jeg var fra Bornholm. Ikke som noget jeg selv har lagt vægt på, men som har stået lysende klart for folk jeg mødte, så snart jeg åbnede munden. ”Ham der bornholmeren” er jeg ofte blevet omtalt, når jeg havde sagt noget, men folk ikke huskede mit navn. I det mindste havde jeg efterladt et indtryk, der gav mig identitet. I resten af Danmark er jeg ofte blevet mødt positivt alene fordi jeg taler Rønne-fint, i andre dele af verdenen har det forhold, at jeg er vokset op på Bornholm fungeret som en døråbner. For nogle år siden havde jeg for eksempel en opgave på Færøerne. Der blev jeg præsenteret som bornholmer, og så var yderligere forklaringer ikke nødvendig, for det er jo en ø-bo fra en ganske særlig landsdel. Der er noget med en for-forståelse for en kultur og identitet rundet af, at være vokset op på en ø og en klart geografisk defineret landsdel.

Uanset hvor jeg har boet eller opholdt mig, så har jeg altid taget hjem, når jeg skulle til Bornholm. Men det er først i de senere år, at det er blevet til mere end følelsen af hjem, det blev også stedet, som jeg skulle flytte hjem til. Så nu 33 år efter jeg flyttede fra Bornholm, er jeg vendt hjem og har bosat mig i Gudhjem. Og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund!

Men hvad så med kulturen, hvad er det for en størrelse?

Kultur er ikke teater
Og sange, danse og spil.
Kultur er hele den samlede sum
Af det, vi erfarer os til.
Kultur er også teater
Og sange og dans og spil.
Af det vi kæmper os til.
Kultur er hele vor viden.
Vor måde at leve på.
Kultur er hele den samlede sum
Af det, vi slås for at nå.

Sådan skrev Carl Scharnberg i sit digt Om Kultur i 1979 i forbindelse med åbningen af LO-skolen i Helsingør. Og det udtrykker godt mit kultursyn. Kultur er hele den samlede sum, af det vi erfarer os til. Det er meget mere end underholdning, og derfor er kultur og kulturpolitik vigtig.

Men hvad er det så for en kultur, og hvad er det for en sum, vi erfarer os til? Jeg har oplevet og taget del i forskellige kulturer, på Bornholm, i København, og i det store udland. Og jeg har på forskellige tidspunkter navigeret i og bidraget med skiftende engagement. For mig at se er en af de store forskelle på København og Bornholm, groft sagt forskellen mellem at være kulturforbruger og at være kulturskaber. Når vi taler om København, taler vi ofte om de mange kulturtilbud, om det kongelige teater, operaen, koncerterne, museerne og så videre. En perlerække af tilbud, som vi blot kan kaste os over og forbruge. Det er skønt og herligt. Men for at være ærlig, så druknede jeg ofte i de overvældende mange tilbud, og var faktisk en relativt ringe kulturforbruger. En væsentlig årsag hertil er, at jeg måske rundet af min opvækst har oplevet, at kultur, det er noget vi skaber. I min omgangskreds blandt skolekammerater, blandt venner og familiens omgangskreds, har jeg mødt en række skabende og udøvende mennesker.

På Bornholm er det anderledes, skabertrangen står stærkere end forbrugertrangen. For her er det ganske givet, at hvis der er nogle der vil noget, så må de selv gøre det. Lidt som det gamle punkerudtryk: Du har ikke en chance – tag den!

Nu er jeg hverken liberalist eller anarkist, men jeg har stor tiltro til civilsamfundet, og jeg har stor tiltro til, at vi sammen kan en masse. Siden jeg flyttede hjem, har jeg set utallige eksempler på det, aldrig har jeg været til så mange ferniseringer, koncerter og lignende, og sjældent har jeg mødt så mange lokale og engagerede mennesker, som jeg har gjort siden jeg flyttede hjem. Og det giver håb og optimisme i en tid, hvor kulturen ellers står for skud og er udfordret.

Selv har jeg engageret mig i foreningen Baltisk Bro og foreningen Martin Andersen Nexøs mindestuer. To meget forskellige foreninger, men begge båret af nysgerrighed og skabertrang. Og når vi vil noget på Bornholm, så kan vi gøre det.

Det er kulturugen, der netop er overstået, et meget fint eksempel på. Vist er det drevet med tilskud fra kommunen, og vist er det del af diverse strategier, som skaber en god ramme og forståelse for, hvorfor kulturugen er vigtig. Men helt grundlæggende, så er kulturugen en opvisning i den frivillighed og skabertrang, som fylder ganske godt på Bornholm. Når jeg ser på programmet, er der et ret flot udvalg, noget for enhver smag, Kulturugen ville aldrig have været noget, om ikke det var for de frivillige, ikke frivillige, der laver et stykke arbejde for at hjælpe kommunen, men frivillige der knokler, fordi de vil bidrage til fællesskabet og til at gøre det umulige muligt. Og kulturugen er blot det aktuelle eksempel, som hele tiden knopskyder med nye tiltag. Seneste Litteraturens Folkemøde, som efter anden version er ved at være en etableret ting. Men jeg kunne også nævne Muzikhuset, Wonder, Folkemødet, Østpå, Østersø Jazz festival, Bornholms internationale gadeteaterfestival, men også de mange sports- og idrætsmuligheder, naturen og meget meget mere. Bornholm er så meget mere end solskinsøen og den dejlige ferieø!

Lad os hylde de mange frivillige, de som gør det muligt at have en levende og stadigt udviklende kultur på Bornholm.

Kultur er ikke institutioner og tilskud og strategier, men kultur er det vi skaber sammen. Men kultur også betinget af institutioner, tilskud og strategier, og ikke mindst det, vi skaber og erfarer os til i fællesskab.

Hvor drømmer vi os hen?

Hvor drømmer vi os hen? Under den overskrift sætter Tidende sammen med Baltisk Bro, LAG-Bornholm, CRT og De Bornholmske Borgerforeningers Samvirke gang i en række debatter.

Den femte er med temaet Kultur og Identitet og handler om Bornholms visioner på dét felt. Temaet afsluttes med en debatsalon på det gamle mejeri i Pedersker den 3. oktober klokken 16.30.