Det er uacceptabelt, at BAT’s nye køreplan planlagt ikke kan overholdes, og at passagerer derfor risikerer at misse bussen, fordi den kører to minutter før planlagt tid. Når en køreplan sættes i værk, skal den være en præcis rettesnor for både chauffører og passagerer. Selvfølgelig kan bussen blive forsinket ind imellem, men at den kører før tid er ganske enkelt et brud på tilliden mellem BAT og passagererne.
At BAT nu anbefaler, at man er ved stoppestedet mindst fire minutter før tid, viser en manglende forståelse for, hvad det vil sige at være buspassager. For mange betyder det, at de skal bruge ekstra tid hver dag blot for at være sikre på, at de kan nå den bus, der i forvejen er langt mere langsom end alternative transportmidler. Hvis alle passagerer altid skal tage højde for, at bussen måske kører før planlagt tid, så mister køreplanen sin værdi, og Bornholm mister effektivitet, når vores samfund skal afsætte 4 minutter ekstra til BAT hver vej hver dag. BAT havde i 2022 1,1 millioner rejsende. Hvis de hver især nu skal afsætte fire minutter ekstra til BAT er det over 70.000 timers arbejde eller mere en 50 fulde årsværk, vi spilder på busstopstedet og som kunne bruges til at udvikle og producere her på Bornholm.
Det burde ikke være nødvendigt at gætte på, hvornår bussen kører – det skal fremgå klart og tydeligt af køreplanen.
BAT bør sætte sig i passagerernes sted og forestille sig, hvordan det er at stå i regn, kulde eller mørke og vente på en bus, som muligvis allerede er kørt, fordi den ikke overholder det lovede tidspunkt. En køreplan er ikke bare en vejledning. Det er et løfte til passagererne om, hvornår de kan forvente bussen. Hvis BAT accepterer, at bussen kører før tid, gør de køreplanen til en unøjagtig guide i stedet for et pålideligt værktøj.